Vi er på landet. Ikke Tjekhovs dekadente, melankolske godsejermiljø. Ej heller Morten Korchs romantiske landsbygadekær, med syngende frie fugle eller bonderøvens muld under neglene. Nej, landet er dyrenes land. Eller rettere en sort/hvid billeddokumentation af soen Gunda og hendes kuld af grisebasser, tilsat burhøns frisættelse og en flok kviers kåde friluftsliv.

Halvanden time uden baggrundsmusik, ingen voice-over, ingen dialog, ikke eet ord eller een menneskelig skikkelse. Kun grisegrynt, hønsekaglen, ko-muhen og insektsummen, plus et glimt af en enkelt mejemaskine.

Kan der komme en spillefilm ud af det plot?

Det mener den tysk/russiske filminstruktør Victor Kossakovsky og den norske producent, der med sit empatiske, insisterende blik på soen Gunda og hendes dusin små griseunger, der slås om adgangen til hendes batteri af mælkepatter, har skabt en helt usædvanlig ren og enkel spillefilm – langt, langt fra alt, hvad man tidligere er stødt på – en ener, i en ellers broget filmverden.

En forbløffende dokumentarisk nærhed i tætte insisterende og vedvarende billeder, fotograferet (af Egil Håskjold Larsen) i øjenhøjde eller retter i grisehøjde, af mor og børn, i en svinestald, hvor de nyfødte Grislinger puffer, skubber og roder, mest i en kamp for at få fat i en mælkevorte. Lange og mange takes, hvor Gunda ligger med trynen stukket frem og kigger gennem hullet, ud til de åbne marker. Hvad tænker hun mon på? Ja, det er her filmen tager fat.

Vi tilskuere, i vores vanesøgen efter identifikation, har svært ved ikke at tolke, netop følelser, ind i dyrene – ikke mindst i Gundas vagtsomme øjne. Hun holder som enhver mor, øje med sin børnevrimmel, ingen tvivl om det. Når hun skubber, puffer, vælter en af ungerne, har det et formål. Og pludselig er vi også inde i den enbenede hønes tankesæt, når den spankulerer, som en opdagelsesrejsende, der for første gang betræder moder natur. Hvad er det for en ny verden, set med en burhønes øjne? Køernes viften med halen, er heller ikke noget tilfælde. De er sociale dyr, der vifter fluer væk fra hinandens hoveder. Det vidste vi ikke. I vores stille, lange stunder, kun fyldt med reallyde, fuglekvidder, grise-øffen og de smukke monokrome naturbilleder, har vi tid til at gå på opdagelse i Gundas reaktionsmønster og registrere mere end blot en smuk billedoplevelse.

Der er ingen moralsk pegefinger eller tordentale fra en troende veganer, selv om filmens medproducent Joaquin Phoenix, der da han modtog sin Oscar for dokumentarfilmen Aquarela, holdt en brandtale mod de kødspisende.

Ingen i filmen påstår, at dyr har nuancerede følelser. Det indser/oplever du selv. Og det er filmens store styrke.

Vi er ikke i tvivl. Vi medlever Gundas dybe sorg over det uafvendelige, nemlig, at hendes kuld af små grissebasser, som også vi langsomt er kommet til at holde af, køres bort. Vi ved det. Hun ved det. Til slagteriet. Grusomt, men sådan er livet, også på landet. Der står stadig kød på middagsbordet verden over.

Gunda er en helt usædvanlig billedoplevelse – noget stort publikum, ud over Landbohøjskolens elever og filmnørder, kan der næppe påregnes.

Men se den alligevel – landlivet er fuld af poesi og skønhed.