Filmformatet er småt, gammeldags, 3:4. Kameraet håndholdt og plottet hverdagsagtig uden det store drama gennem de godt 24 timer filmen foregår. Sådan er den mexicanske spillefilm Totem. Lille og sød, instruktion og manuskript af Lila Aviles.

Åbningsscenen er hverdagsrealisme så det batter. Mor, Lucia (Lazua Larios), og hendes 7- årige datter Sol (utroligt nært spillet af Naíma Sentíes, der udenfor filmlærredet er niece til Lazua Larios ), er på et offentligt toilet, hvor de prutter, stønner og tisser i håndvasken. Alt imens Sol prøver en farverig paryk og rød klovnenæse. Begge er de i bil på vej til, Tonas, den syge ægtemands/fars fødselsdag, der afholdes i farfarens store villa.

”Hold vejret når vi kører under broen, så må du ønske imens”, opfordrer moren datteren til. ”Og hvad ønskede du så?”, udfritter moren. ”At far skal leve”. Det har de begge to ønsket.

Da mor/datter er fremme ved den store familievilla i Mexico City sættes Sol af og modtages af tanter og kusiner med åbne arme, hvor Tonas plejes af sine søstre Nuria (Montserrat Marañon) og Alejandra (Marisol Gasé). Mor, der er skuespiller, skal videre på arbejde.

For det kan nok være der er gang i fødselsdagsforberedelserne. Rengøring, kagebageri, borddækning og mest bizart, en ældre dame er engageret til at drive de onde ånder ud af huset. Hun mumler uforståelige bønner, taler ind til væggene og løber til sidst rundt med et brændende rundstykke på en gaffel – så må de onde ånder, da have udåndet.

Solbefinder sig godt i det almindelige kaos af festforberedelser. Men, ak, sin kræftsyge far, må hun ikke forstyrre. En pligtopfyldende sygeplejerske beskytter den syge inden fødselsdagsfesten. Sol tusser alene rundt. Er i haven, hvor hun finder snegle, som hun sætter på villaens mange malerier, for at give dem liv (?). Snakker lidt med farfar, Roberto (Alberto Amador), hvis stemme kun kan aktiveres gennem en elektronisk vibrator. Aktiv gnaven psykolog, men her mest optaget af at klippe/studse sit Bonsaitræ, gaven til sønnen, der helt sikkert ikke overlever det gamle træ.

Lille Sol bevæger sig tvangfrit rundt i travlheden. En onkel forærer hende en guldfisk, som kun understreger hendes glæde og forståelse for dyr, katte og en papegøje. Hun er uden besvær velintegreret i familien, selvom gensynet med faren må vente på sig.

Den tilsyneladende familieidyl overskygges af frygten for Tonas tilstundende død. Lille Sol, gennem hvis øjne vi oplever det meste af familiekomsammen, ser tappert på afstand sin fars afmagt, men tør ikke konfronteres med det uundgåelige. Sol gemmer sig derfor, for i skjul at iagttage familiemedlemmernes stille hyldest, hvor alle helt klart fortrænger Tonas forfald. Kun en enkelt gang får tårerne, hos Sol i sit skjul, frit løb – måske filmens stærkeste scene.

Totem er en stille film, tæt på, fortidens Super-8 film. En familievideo med mange små genkendelige hverdagsepisoder. Imponerende instrueret og ikke mindst 100% ægte og rørende spil af den 7-årige Sol. Slutscenen, hvor Sol med paryk og rød næse, i flot teaterkostume, på skuldrene af skuespilmoren, får afleveret en operaarie, som gave til den døende far, er værd at vente på.

“Totem” defineres i Den danske ordbog som: ”Dyr, plante eller naturfænomen, som menes at have en mytisk tilknytning til en bestemt gruppe eller stamme af mennesker, og som derfor æres i visse naturreligioner.”

Det gør mig ikke meget klogere.

For mig er det stadig en sød og enkel hverdagsfilm med et strøg af smerte. I det ydre een festlig hverdag med en lille piges rørende møde med virkeligheden.