Lad os få det opklaret med det samme. Filmens lange, lange titel har sin forklaring, nemlig i Pieter Brueghel den ældres berømte maleri ”Jægerne i sneen”. Her sidder et par duer på en gren over en flok jægere og deres hunde. ”Det ser ud som duerne tænker, hvad laver de nu, de sære mennesker?” har filmens instruktør Roy Andersson selv forklaret.

Et maleri – og det er netop hvad filmen er, tableauer. Og dem er der mange af, ca. 40 styk.

Og menneskene, ja de er som mennesker, meget, meget sære. Nogen hovedperson er der ikke. Det nærmeste er to halvgamle, triste, sure sælgere, hvis speciale er ”Spøg og skæmt”. Men hverken deres vampyrtænder med særlig lange hjørnetænder, latterpuden eller farbror-een-tand-masken kan få smilet frem – ej hellere fremme salget. De er grå, grå dead-pan gennemsnitsmennesker, oftest set gennem en statisk kameraindstilling. Vi er i Andersons univers med skæve individer, set i et trodspejl, hvor genkendeligheden er tydelig nok, men sammenstillingen absurd, surreel og tragiskkomisk.

Sådan var det i Roy Andersons Sange fra anden sal (2000) og Du levende (2007), og sådan er det i sidste del af trilogien En Due sad på en gren og funderede over tilværelsen.

Allerede inden forteksterne er tonen slået an. Tre dramatiske dødsfald – i bæ-beige farvede omgivelser og fladt lys. En tyk mand åbner en flaske vin, en gamle dame vil have sin håndtaske med i himlen, og den tredje i døstableauerne har netop, i færgens cafeteria bestilt, en frokostbakke…

Så kan spillet begynde. Åbningsscenen et naturhistorisk museum - hvor den opmærksomme tilskuer ser et glimt af duen, plus montre med finurlige genstande - en abe hængt op i strækposition. Er det mon indgangs løsnet til Andersons verden? Tja, hvorfor ikke – eller måske hvorfor? For filmen er så meget anderledes. Her er ikke den klassiske lineære fortælleform, men brudstykker, meget brudte, af genkendelige steder: danseskolen, køkkener, dagligstuen, spøg- og skæmtforretningen, værtshuse… glasstumper i et kalejdoskop. En konsekvent billedæstetik og en næsten antropologisk afsøgning af billedet, som vi får tid nok til at studere, det faste kamera distraherer ikke. En helhed i gråbrune nuancer med hvidkridtede ansigter og søvngænger bevægelser, uden klip eller andre filmiske finuligheder.

Trist og gråt? Slet ikke. Tværtimod, hylende morsomt. For ud af tristessen springer genkendelsens selverkendelse. Det skæve bliver det nære. Djævlesplinten i øjet giver dimensioner og forståelse af vores eget lille liv. Og så smiler, griner vi, måske i desperation – men helt sikkert af os selv, som den gang det absurde teater ventede på Godot og Happy Days var her.

Snart er vi i ”Halta-Lottas Krug”, et værtshus, hvor de gamle tavse grå-mænd slæber sig igennem dagen med ”en lille sup” ved hånden – og tænksomt filosoferer : ”hvad ville verden være uden spiritus?” Så klip til samme sted 1943. I fineste musical stil, swing-halter og synger servitricen Lotta (Charlotte Karlsson), at hun kræver kys ”for en sup” – man må overgive sig i Halta-Lottas og vanviddets favn.

Snart er vi på et nutidigt værtshus. I et glimt gennem døren fornemmer vi et trist gråt forstads højhusmiljø. Hov - og hvem kommer så ind af døren – endda til hest! – Karl d. 12 af Sverige med følge… Og så fremdeles.

Originalt og medrivende i ekkoet fra Buster Keaton, Jaques Tati, Gøg og Gokke… og den nulevende amerikanske instruktørnavnebror (Wes) Anderson; manden bag The Grand Budapest Hotel / Moonrise Kingdom (2012). Kort sagt, en indføring i det alt for sjældent sete stille vandvid, uden pædagogisk pegepind eller dybdepsykologisk facitliste. Efterladende tilskueren med en indre uro og en stædig tilbagevenden til de statiske tableauer, som en affotografering af galskaben i vores skandinaviske veltilrettelagte mønsterliv.

Lad tæppet gå for dukketeatrets magi. Og lad os flyve op på grenen, for med duens (Andersons og egne) øjne, at iagttage ”de sære mennesker” – som August Strindberg mente ”det var synd for” - men som vi med Roy Andersons filmtrilogi får et mere nuanceret og muntert syn på.