Der er altid en vis hype forbundet med en ny film fra det japanske animationsværksted Studio Ghibli, især fordi lederen Hayao Miyazaki anses for at være af de mest respekterede, nulevende animatorer og historiefortællere, men det er der god grund til, for med film som Porco Rosso og Prinsesse Mononoke har han for længst bevist, at Ghibli er blandt de bedste i verden til at skabe traditionelle tegnefilm.

Ghibis film kan ses af alle, men de forekommer at falde i to hovedkategorier; der er de film, der er henvendt til lidt større børn (eksempelvis Nauusica Valley of the Wind, Howl’s Moving Castle samt førnævnte Monononke) og så er der de film der fortrinsvis er for de mindste (f.eks. My Neighbour Toroto eller Kik’s Delivery Service). Ponyo på klippen ved havet hører til den sidste kategori, men det til trods kan man som voksen sagtens nyde filmen lige så meget som de yngste familiemedlemmer.

Historien i filmen synes at bestå af lige dele H.C. Andersen og Miyziaki, for det er basalt set fortællingen Den lille havfrue der hér har fået en ganske original, japansk drejning. Ponyo er et lille væsen uden arme og ben, der bor på en undervandsbåd sammen med sin mystiske, lidt skræmmende far og hundredevis af søskende. Faderen er en form for havtroldmand, der skaber alt det mylder af liv, som oceanerne er fulde af. Ponyo stikker dog af, da faderen et øjeblik er uopmærksom og på ryggen af en stor gople driver hun rundt, indtil hun pludselig kommer op til havoverfladen.

Her samles Ponyo op af drengen Sosuke, der først tror hun er en guldfisk. Han befrier hende fra det syltetøjsglas hun er endt i og han kommer i processen til at skære sig i fingeren. Ponyo slikker hans sår og det heler øjeblikkeligt. Der går dog ikke længe før at Ponyo atter fanges ind af sin far, men hun er blevet opsat på at komme på land, så hun flygter igen, med hjælp fra sine mange hundrede brødre og søstre. Sagen er nemlig den, at hun har smagt menneskeblod og derved er hendes magi blevet så kraftig at hun kan trylle arme og ben frem. Under flugten kommer hun desværre til at slippe nogle vældige magiske kræfter løs, der truer med at oversvømme menneskernes verden.

Filmen er holdt i helt klassisk animationsstil og har - ud over de fantastiske karakterer og figuranimationer - nogle utroligt flotte baggrunde, som med al tydelighed er håndtegnede. Bevidst har baggrundskunstnerne valgt at benytte farvekridt og akvarelblyanter at arbejde med, men det fungerer optimalt og giver hele filmen et lettere naivistisk præg, der klæder den virkeligt godt og giver den en næsten unik stil.

Selv om forholdet mellem Ponyo og Sosuke er i centrum, så handler filmen også om Sosukes øvrige familie. Moderen hjælper til på et plejehjem mens faderen er ude og sejle. Det skaber lidt problemer, ikke kun fordi faderen ikke kommer hjem som aftalt, men især da stormene og de kilometerhøje bølger begynder at true dem alle.

Helt formidable er scenerne mod filmens slutning, hvor den verden som Sosuske kender er blevet oversvømmet og magisk forandret. Store, forhistoriske fisk svømmer langs de veje, hvor biler og lastbiler indtil få dage siden kørte og stimer af fisk vrimler som fugle omkring trætoppene. Denne druknede verden er naturligvis helt urealistisk, men samtidig blændende flot lavet.

En af de mest formidable ting ved at se den nye Miyazaki film med voksne, animationsanalytiske øjne er hvor mange ting, der konstant bevæger sig eller er i bevægelse. Eksempelvis kan man se åbningsscenen, hvor Ponyos far tryller liv frem igen og igen, for det er nærmest overvældende hvor mange krabber, blæksprutter, fisk, transperante gopler og alskens andet undervandsliv som kribler og krabler overalt på skærmen foran en. Især er det imponerende at alt forekommer håndtegnet og at animatorerne ikke har benyttet sig af computere til at duplikere alle disse mange væsener. Scenerene forekommer i sandhed som essensen af animation – i bogstaveligste forstand ”at give liv” - og må have taget ufatteligt lang tid at planlægge og føre ud i praksis.

Selv om fortællingen, som mange af de andre film vi har set fra Studio Ghibli, har nogle elementer som kan virke usammenhængende eller ulogiske, så er det eventyret der fokuseres på. Den centrale romance mellem den femårige Sosuke og den lille pige som Ponyo udvikler sig til, er virkelig fin. Dertil kommer at filmen, som mange andre af Miyziakis film, har et underliggende budskab om at vi skal passe godt på den natur, der omgiver os.

Alt ender naturligvis som det hør sig bør i et rigtigt eventyr og man kan derfor forlade biografen efter en god halvanden times tid med et stort smil på læben og en følelse af at være blevet en lille smule yngre end man var, før filmen begyndte. Filmen om Ponyo er måske ikke Miyazakis bedste film til dato, men det er en fremragende animationsfilm, der varmt kan anbefales til alle der holder af denne genre.