Som animéfan er det lidt mærkværdigt men også enormt glædeligt pludselig at have muligheden for at se mester Myiazakis næsten 20 år gamle tegnefilm Kurenei No Buto i en dansk biograf. Den har for længst været udsendt på DVD i næsten alle regionformater men, som det er sket med andre film i Studio Ghiblis bagkatalog (eks. Kiki – den lille heks / Majo ni takkyûbin eller Min nabo Totoro / Tonari no Totoro), så har Camera film også givet Porco Rosso chancen i de danske biografer, til glæde for både et voksent publikum og ikke mindst deres poder.

Selv de mest kræsne unger, der sikkert er vokset op med strømlinede, multimilliondollars computeranimationer fra de helt store filmstudier, vil kunne finde noget magisk i Myiazakis fremragende film. Der er masser af action, luftdueller og en historie med mange løse ender – der sikkert åbner op for, at man har noget at tale om bagefter filmen. Oven i det er der en række karakterer, der både er sjove, charmerende og mægtigt interessante.

Myiazakis film er ganske enkelt fantastiske, både hvad angår animationernes kvalitet og den detaljerighed, som mætter alle billederne. Porco Rosso er med helt med fremme til trods for sin alder. Det skal dog siges, at filmen måske ikke er for de allermindste, da de flypirater, som hærger, til tider har et lettere grimt sprog (eks. ”Dit fede svin” og ”store røvhul”) men de er nu engang pirater – og så forventes det vel også, at de er lidt upolerede i kæften. Desuden er der mange af de allermindste, der vil have svært at acceptere, at en del handlingselementer samt slutningen fremstår så åben for fortolkning.

Filmen handler om mesterpiloten Porco Rosso (det røde svin), som i 1930erne arbejder som lejesoldat over Adriaterhavet. Det er ikke kun et fesent tilnavn, for vores helt har både en flyver, som er lige så rød som en postkasse, og dertil kommer, at han selv er blevet forvandlet til en gris.

Porco Rosso mangler aldrig arbejde, for hele tiden bliver han sat til at bekæmpe den sammenslutning af luftpirater, som hærger farvandene. Disse døgenigte lander deres vandflyvere tæt på forskellige krydstogtskibe, tager gidsler og frarøver turisterne alle værdigenstande, men sjældent uden at Porco Rosso kommer i vejen for dem, skyder deres flyvere ned og redder de tilfangetagne.

Piraterne hyrer i fortvivlelse over grissebassens evner en Clark Gable-lignende flødebolle af amerikansk pilot, der går under navnet Curtis, og som har evnen til at forelske sig i alle smukke kvinder, der krydser hans vej. Under en tur til garagen for at få efterset sin flyvers drilske motor angriber Curtis vores helt. Porco Rossos motor sætter ud, og grisen tvinges til en voldsom nødlanding. Han får fragtet vragstumperne til sin faste mekaniker, som til Rossos store indignation overlader arbejdet med til dennes unge niece.

Filmen er på den måde rigtigt god, for ikke alene fortæller den en eventyrlig historie, men den vil samtidig mere. Den viser med al tydelighed, at der er plads til handlekraftige, bestemte piger, der både kan og vil det, de sætter sig for. For selvom niecen på ingen måde er hovedpersonen, så bliver hun en vigtig og charmerende del af fortællingen.

Filmen giver sig også tid til at pege på historiske begivenheder, som eksempelvis den spirende fascisme i Italien på dette tidspunkt, for som Proco Rosso siger; ”Jeg vil hellere være et svin end en fascist”. I andre scener tør filmen ligefrem at blive melankolsk og poetisk, som eksempelvis scenen hvor de overlevende hæver glasset og skåler til minde om deres døde flyverkammerater.

Det, der er det helt centrale i filmen, er naturligvis flyvescenerne, for ligesom mange af Myiazakis andre film, så er fascinationen ved evnen til at lette, flyve og lande helt dominerende. Det er elegant udført og fremstår lige så frisk i dag som for 17 år, siden da filmen havde japansk premiere.

Selvom filmen på det nærmeste sprænges af drengeagtig fortællelyst, imponerende animationer og flotte scenerier så er filmens svageste punkt, at den er så løs i strukturen. Der er sikkert mange snusfornuftige forældre, der vil undres over såvel mange af de uafklarede ting i historien og måske allermest filmens slutning, der godt kan føles en anelse flad ovenpå den iver og tempo, som har præget resten af fortællingen. Det betyder dog mindre, for det helt centrale er, at filmen gør sig formidabelt på et stort, dansk biograflærred. Så alle fans bør slukke for fjernsynet nu, ignorere forårssolen og tillade sig selv (endnu engang?) at flyve en tur i selskab med Porco Rosso. For som han selv siger; ”et svin der ikke flyver, er bare et svin”.