Den er skæv. Anderledes. Fragmentarisk til det ultimative. 56 episoder/tableauer på 79 minutter, godt et minuts tid pr. stk.. Ingen zoomning. Intet nærbillede, ingen panorering. Fast kamera indstilling, værsågod. En nøje fastlagt, ufravigelig æstetik. Sådan er den islandske, uddannet på den Danske Filmskole, instruktør Rúnar Rúnarssons film Echo, der tidligere har imponeret med spillefilmene Vulcano 2011 og Sparrow 2015.

Men et par fællestræk filmglimtene imellem er der nu. Echo er en julekalender med 56 låger, alle med motiver fra nutidens Island, omkring juletid. Første låge: en bilvask, grafisk flot med roterende børster, der minder om grøngyldne palmeblade. Anden låge: en total af et enormt is- og snelandskab, hvor et redningsmandskab, som små dukker, er på vej op mod horisonten. Tredje billede: Et nøgent kirkerum, hvor bedemanden åbner kisten, retter på silkelagnerne, hvorpå en lille død dreng ligger til skue. Bedemanden sætter sig derefter hen på kirkebænken, for at ringe til sin søn, for at aftale, at han skal hente ham ved skolen og drøfte hvad de skal give mor i julegave.

Hver låge sin minihistorie. Mest om mennesker og ensomhed. Fra død til fødsel. Banalt, tragisk uden nogen moralsk pegefinger. Nogle med humor, som glimtet fra svineslagteriet, hvor de tre slagtere jinger til tonerne fra Bjældeklang, mens de smådanser med kødkroppene. Andre rørende, om manglende forældre-børnekontakt, endda juleaften. Og den ensomme velklædte mand, der helt alene tilbereder sin dybfrost julemad. Eller den nydelige demente far på plejehjemmet, der mades af datteren, juleaften. Narkomanens Metadon afhængighed og socialpædagogernes julegave, en æske med nåle(!). Billedmæssigt imponerende er, ikke mindst, en påsat brand på huset på bakketoppen. Farmors hus, hvor ilden buldrer og flammerne slikker op af den store gård. Der igen afløses af et kæmpe fyrværkeri. Kontrasterne, fra filmlåge til filmlåge, er markante, som f.eks. skolebørnenes julekrybbespil, hurtigt efterfulgt af muskuløse bikiniklædte dansende bodybuildere.

Et fællestræk, ude over julen og Island, er mennesket. Så godt som alle låger, der åbnes, afslører menneskelige relationer – oftest i en mangel på nærhed. Nogen egentlig narrativ rødtråd er det vanskeligt at finde. Islandsk filmkunst har de sidste ti år imponeret ved sin hyper nationale koncentration om enegængeren og den barske natur, som også Echos glimtvis viser. Filmens slægtskab med vignetterne i Roy Andersons ” Sange fra 2.sal” er uomtvistelig.

56 julelåger, mange med glimt af traumer og hverdagens banaliteter. Trættende, men heldigvis, ind i mellem, med en sort, skæv humor. Mange, alt for mange, har vi nok glemt når sidste låge åbnes. Tilbage sidder man med en lidt bitter eftersmag, der hverken smager af julegløgg, risengrød eller nuttede nisser, men skrøbelige menneskeskæbner i en julehyggetid. Mennesker som vi gerne havde brugt mere tid sammen med, end blot et langt minut.