Islandsk film har de sidste 10-20 år været noget ganske særligt. Fælles er den prægtige natur. De øde landskaber, vilde fjelde med vulkaner og klippefremspring. Enkle, men dybe følelser, menneskene imellem. Forelskelse/kærlighed, tro-og venskab, skyld/sorg er langtidsholdbare, selv over store afstande.

Vi har lært at sætte pris på den nøgterne og enkle fortællestil, som bl.a. instruktøren/manuskriptforfatteren Rúnar Rúnarsson repræsenterer med sine festivalroste spillefilm Sparrow 2015 og Echo 2020. Lysbrud er hans nye spillefilm, der tager sit udgangspunkt i storbyen Reykjavik – men tag ikke fejl – naturen, havet - er også her en vigtig medspiller. Faktisk foregår handlingen alene mellem to solnedgange.

Una (Elin Hall) og Diddi (Mikael Kaaber) sidder tæt omslynget. Dybt forelsket, nyder de solnedgangen og allermest hinanden. Begge frekventerer de en kunstskole i Reykjavik og han er i et fast kæresteforhold til anden side. Mens solen langsomt sænker sig bag havets horisont, lover de hinanden at hemmelighedskræmmeriet om deres kærlighed, nu skal slutte. De hvisker henført, om en drømmerejse til Japan/Færøerne, om at få børn sammen. Kort sagt de skal være et par, også udad til, fra nu af.

Diddi lover næste dag slå op med sin kæreste, deres fælles kunstskolekollega, Klara (Katla Njalsdottir ). Men ak, Didi når det aldrig, han omkommer i en voldsom brand. En togulykke i en tunnel, hvor toget nærmest nedsmeltes.

Her starter filmen for alvor.

For, da ingen kender til det hemmelige forhold mellem Diddi og Una, koncentrerer vennerne deres omsorg og hjertelighed omkring Klara, der har mistet sin elskede Diddi. Una derimod vælger ikke at afsløre deres forhold, men bider sandheden i sig og lade sig drive med strømmen af medfølelse med ”den unge enke”. Et smertefuldt valg, som hun må gennemleve, omgivet af gode kammerater, der ingen muligheder har for at forstå hendes sorg og smerte.

Elin Halls præstation er enestående. Nært, følsomt, smertefuldt og medrivende. Ikke mindst gennem et kropssprog, der med Sophia Olssons kameraarbejde får os tæt på Una. Nærbilleder i en lyssætning, hvor tusmørket er medspiller, understreger Unas fortvivlelse og selvpålagte indadvendthed.

Noget af den eneste musik i filmen er Odi et Amo er komponeret af Jóhann Jóhannsson, der dukker op som et ledemotiv flere gange, for at minde dig om historiens mærkelige sammenvævning af stemningsfulde billeder, tilsat violinbrus.

Kan man virkelig producere en spillefilm over så minimalistisk en historie, hvor alt er følelser og uden egentlige dramatiske højdepunkter? Svaret er med Lysbrud et stort “JA”. I 80 minutter gennemlever vi et døgn med unge, voksne mennesker, alle kunstengagerede. 24 timer, der berører og vedkommer os i en sorg over at miste en kammerat, en ven, en kæreste – men allermest i vores loyalitet og forståelse for Unas selvvalgte hemmelighed.

Solens sidste stråler, inden den går ned i havet, er slutbilledet.

Selv om ”vi ingen ide har om fremtiden”, sådan lyder en af Unas sparsomme replikker, stoler vi på, at næste morgen viser dens strålers sig igen.

Vi har atter engang oplevet stor islandsk filmkunst, denne gang mest om skyld og sorg i mange følsomme og dunkle belysninger.