Når man hører ordet “sauna” associerer de fleste det med enten den lokale svømmehal eller med saunaens hjemland - Finland. Hvad færre ved, er at der i det sydlige Estland også er en særlig saunatradition, nærmere bestemt røgsaunaen, der ifølge pressematerialet på denne film er blevet optaget på UNESCOs vedensarvsliste. I saunaen mødes man, efter at have efterladt alle eventuelle konflikter udenfor, og benytter varmen, vandet og røgen til at rense sig selv med – både udvendigt og ikke mindst indvendigt. For som langt de fleste ved, så er saunaen et sted, hvor man fysisk er helt afklædt og samtidig sidder med folk man har mulighed for at dele holdninger og meninger med.

I den nye dokumentarfilm Smoke Sauna Sisterhood bliver dette rum også til et nærmest magisk, rituelt sted, hvor filmens kvinder deler deres historier, sange og bekymringer med hinanden. I ganske smukke billeder, kommer seeren helt tæt på saunagæsterne, hvis ansigter vi dog sjældent ser. Der er måske to eller tre af de medvirkende, hvis ansigter vi får lov til at se, ellers dvæler kameraet på nærbilleder af saunasten, friske bundter af blade, svedende hud, hænder eller totalbilleder af naturen udenfor den uanselige svedhytte der ligger et sted midt i naturskønne omgivelser nær en badesø.

Filmen starter midt om vinteren. Først ser vi dog en mørk skærm ledsaget af en messende kvindesang. Allerede her antydes det at der er noget rituelt, noget magisk ved det der skal ske. Det første billede er af et spædbarn ved sin moders bryst. Straks tænkte anmelder, at det da ikke var en særlig god ide at tage et så lille barn med i røgsauna, men rent visuelt er det utroligt flot. Babybilledet afløses af billeder af tyk is der hugges hul i, så saunagæsterne senere vil kunne tage sig et velfortjent dyp. Seeren inviteres med ind i saunaens varme mørke, men selv om det er et dunkelt rum, fremstår de affilmede kvindekroppe gyldne og sanselige. Her er der ikke tale om modelkroppe, der poserer foran kameraet, men helt naturlige kvinder i forskellige aldre og former, der tydeligvis slapper af, sveder og hygger sig med hverandre.

Hvis filmen skulle genrebestemmes nærmere, så er der tale om en poetisk dokumentarfilm, for billedsiden er virkelig flot. I den sammenhæng kunne anmelder ikke undgå at tænke på hvor udfordrende det har måtte være at være fotograf i dette miljø, der danner rammen om filmen. Ikke kun på grund af varmen og fugten er det svært at få gode billeder i kassen, men også fordi der er meget begrænset lys på den valgte location. Samtidig var det svært ikke at mores lidt over at filmens fotograf Ants Tammik med garanti også selv har været nøgen under alle de mange optagelser, som filmen er stykket sammen af.

Det var indledningsvist lettere irriterende, at billederne klippede langt de fleste kvinders ansigter bort, for normalt så filmer man jo ansigtet på den der taler. Til gengæld forstår man godt at de medvirkende på denne vis bliver anonymiseret, specielt fordi det primært er meget intime og personlige ting der tales om i den røgfyldte svedhytte.

Kvinderne bruger ikke deres tid på at fortælle om trivialiteter. Det kan godt være at samtaler om vejret, aktuelle politiske emner eller eventuelle hobbyer er blevet efterladt på gulvet i klipperummet, for det virker på de få udendørsoptagelser som vises, idet kvinderne bevæger sig udenfor for at dyppe sig i den nærliggende sø, at filmmagerne har været med i sauna i mere end et års tid. I al fald starter filmen midt i et sneklædt landskab og i slutningen ender vi med at opleve kvinderne bade i selvsamme sø midt på sensommeren.

Undervejs er tilskueren også vidne til at der bliver hængt kødstykker op under saunaens loft, kød som i løbet af månederne ryges og senere på året fortæres. På den måde benytter filmen både årets gang og tilberedelsen af disse røgvarer som en slags tidsmæssig ramme om de meget forskellige samtaler vi seere indvies i.

Selv om det er tunge emner der diskuteres; fra abort, selvværdsproblemer, over mænd, menstruation, seksualitet, voldtægt og fødsel, så er der også masser af befriende grin og sang undervejs. Man efterlades med følelsen af at saunaens rum vitterligt er et af de få fristeder for disse kvinder, et sted hvor hverdagen for en tid glemmes og hvor man kan svede ens problemer og traumer ud. Dette bestyrkes af flere af de sange der synges undervejs, hvor salt, vand og varme får tillagt en rensende effekt. Det er ikke kun saunagæsternes hud der renses, men ved at dele deres fortællinger og livshistorier med hinanden, antydes det også at et ophold i saunaen kan være med til at rense deres sjælene for det mentale skidt der har ophobet sig.

Smoke Sauna Sisterhood er en både flot og vedkommende film. Som mange andre gode dokumentarfilm giver den os tilskuere et unikt indblik i og adgang til en kultur, som ellers er lukket land. Den giver italesætter en problematisk kultur der eksisterer udenfor saunaen, både i forhold til forældre der svigter deres børn, mænd der svigter de der elsker dem og skønhedsidealer der lægger et urimeligt pres på mange kvinder. Kort sagt, problematikker der desværre ikke synes at være isoleret til det sydlige Estland, men som mange – også de der ikke går i sauna – med garanti vil kunne spejle sig i. Selv om filmens tempo er langsomt, så bør du bestemt ikke snyde dig selv for at tage en tur i varmestuen med disse spændende skæbner.