Hvis der er noget vort broderfolk mod syd, tyskerne, er gode til, så er det at lave ting der på en eller anden måde afspejler noget håndværksmæssigt imponerende og som lige så ofte er stilsikkert fortalt. Det gælder ikke kun for biler men også for litteratur, kunst og film. Ofte er tyske film virkelig teknisk flotte, samtidig med at man godt kunne anklage enkelte af landets filmkunstnere for at være mere begejstrede for formsproget, frem for selve indholdet af deres filmiste fortællinger. En beslutning der til tider kan gøre at værkerne forekommer for dogmatisk stive. Fremmedgørelsen og det tydelige kunstneriske præg kan derfor indimellem spænde ben for indlevelsen og den interessante historie.

Begejstres du for en intellektuel leg med netop formsprog og Verfremdungseffekter så er der godt nyt, for filmen Aren’t You Happy? (der bærer originaltitlen Das melancholiches Mädchen) er nemlig guf for den filmseer, der knuselsker en intellektuel leg med fagtekster, symboler, former, farver, for filmen er en stilistisk karikatur over det moderne samfund, set netop gennem en melankolsk piges øjne.

Filmen beskrives som en form for melankolsk komedie og måske er det fordi man skal være melankoliker – eller pige - for at kunne se det morsomme, for undertegnede var mere forvirret, fascineret og forbløffet, end egentlig underholdt i de firs minutter som den varer.

Filmen bliver fortalt i 15 tableauagtige scener, der stort set alle er holdt i pastelagtige pangfarver. Hver scene er ofte meget forskellig fra den foregående, men har det til fælles at den indeholder en dialog der både er indholdsmæssigt fremmedgørende og som leveres af skuespillere der (måske som en kommentar til tyskernes begejstring over at eftersynkronisere) alle er blevet eftersynkroniseret. Der er noget uvirkeligt ved at se at skuespillernes stemmer ikke synes at passe med hverken mundbevægelserne eller reflekterer det fysiske rum filmens karakterer er placeret i.

Das melancholiches Mädchen er både en kunstig film og en kunstfilm, der søger at finde sit publikum i et publikum der er vant til at læse bøger om filosofi, sociologi, antroplogi, psykologi og alle mulige andre -gi’er. Et publikum der holder af finkultur, popart og kulturen i bredere forstand. Det er en film der er svær at indfange med ord, for de femten meget forskellige kapitler af forskellig længde, som filmen er inddelt i hænger nærmest kun sammen qua den selvudnævnte melankolske, og meget kønne, kvinde som er med i alle scenerne.

Den selvudnævnte melankoliker stirrer ofte helt udtryksløst ind i kameraet og leverer sine replikker, nogle gange til os, andre gange til medvirkende, der er lige så udtryksløst stirrende som hende selv svarer tilbage. Nogle gange kan det forekomme som en samtale, andre gange virker det som om de taler helt forbi hinanden, eller muligvis taler de til dem selv eller direkte til seeren.

Vi ser vores hovedperson i flere situationer, der måske kunne minde om dagligdag hvis det da ikke var fordi de var så stramt stiliserede. Hun starter og slutter ved at stå nøgen iklædt hvis pels foran hvad der helt klart er et stort billede af en palmestrand. Allerede i første scene italesætter hun både at hun er melankolsk og kommenterer på, at hvis dette var en film, så ville der ske, dette eller hint. I næste nu er hun med på sidelinjen når en mødregruppe laver yoga med deres babyer på ensartede, lyserøde pilatesbolde i et hvidt rum. Efterfølgende anbefaler en veninde, at melankolikeren da selv skal skynde at få sig et barn, så hun kan få noget indhold i sin tilværelse.

I næste nu er den smukke protagonist i bad med en fyr, der taler om forhold og humor, selv om vor hovedperson hverken vil have det ene eller, i følge sig selv, har evner til det andet. Senere ser vi hende på club, sammen med en masse mennesker der ligner fotomodeller. De danser ikke, men ligger badet i neonlys og røg på gulvet i deres festtøj og forsøger at begribe deres livssituation. En ung fyr kigger på sine hænder og siger til de andre (eller ham selv) at han ikke føler de ikke tilhører ham. I næste nu oplever vi das Mädchen være på kunstmuseum, hvor hun tilfældigvis træffer en mand, der indvilliger i at hun godt kan sove hos ham, idet det går op for ham at de to ikke skal have sex. Det er han nemlig blevet træt af. Da vi kommer hjem til ham, jonglerer han med glas og taler om hvordan han ser livet i al dets tristesse.

Ud over at den meget vakre hovedpersons medvirken i scenerne bliver en slags narrativ fællesnævner for disse kunstige situationer, er en anden ting der går igen pigen der fortæller dem hun møder at hun ikke har et sted at bo og derfor vil høre om hun kan få lov at overnatte hos dem. Endnu en sammenhæng mellem de forskellige kapitler, er når hun fortæller at hun er forfatter, men har en skriveblokering. Hun siger at hun sidder ubehjælpeligt fast i den første sætning i kapitel to af hendes roman. En af de medvirkende spørger hende, hvordan sætningen lyder og hun svarer, at den har hun da lige sagt. ”Det er da en genial start”, svares der tilbage. Måske, tænker tilskueren, men undrer sig også over hvad det hele skal betyde.

Der kunne i flæng beskrives flere scener fra denne film, der mest af alt minder om et absurd teaterstykke fanget på film. Muligvis er det Kapellets udsendte slet ikke er målgruppen for denne film, eller også er Das melancholiches Mädchen en film, der mest af alt er spændende for de der har tænkt sig at analysere den helt i bund i forbindelse med en førsteårsopgave på universitetet! Det er en film lavet af intellektuelle for intellektuelle og dermed også en der med garanti hægter rigtigt mange seere af, allerede efter ganske kort tid.

Omvendt set, så har den også fletre interessante træk. Det er i al fald fascinerende at være i selskab med Marie Retschenck, der spiller hovedrollen, i firs minutter. Hun er virkelig god til at gøre det hun gør, nemlig at spille rollen nærmest uden at fortrække en mine, med mindre scenen eksplicit kræver det. Hendes syn på det bizarre samfund hun er en del af gør at det metaforisk selvsagt er en film der handler om vores eget samfund, om stereotyperne i det og ikke mindst om besværet med at finde sig selv i en verden der dyrker og hylder de ekstroverte og såkaldte ”normale” mennesker. Set fra en melankolsk piges perspektiv, bliver denne verden mærkværdig og kunstig og det er måske netop derfor filmen har valgt at skildre sit filmiske univers på den måde. Er endt med at være lige så selvbevidst og stiliseret som den er. Det er en fin, satirisk, feministisk kommentar til vores hverdag, men det er altså også en film der er sovset så meget ind i i et elitært formsprog, at den næppe ender med at falde i alles smag.