Ægte folkelighed på film. Morten Korch, med stråtækte gårde og bølgende kornmarker. Poul Reichardt, der er dus med himlens fugle. Tove Maes med gyldnelokker under tørklædet, tækkeligt bundet under hagen, medens landsbytosserne Arhoff/Malberg snakker filmstudie-dialekt og Madame Blå snurrer på komfuret, mens den onde sagfører truer med fallitten. ’Om film-folkelighed’, sagde Dirch Passer engang, og han burde om nogen vide, hvad han taler om, det er: ”En rød ko med et dansk flag i røven”. Sådan.

Søren Kragh-Jacobsen har valgt at udkrystallisere folkeligheden i sin ny film Lille sommerfugl, med udgangspunkt i Louise og Ernsts guldbryllup på deres smukt beliggende gård. Ernst er svineavler, af den gode gammeldags slags, ikke fabrik eller bur, men plads og kærlighed til sine svin. Louise er den klassiske medhjælpende hustru. 50 år har de holdt sammen. Han en sur/gnaven/vranten/fremmedfjendsk gammel knark, en rigtig knudemand. Hun munter, smånynnende, med halmstrå i sit hår, som der senere synges.

Guldbryllupsparret, hvem kunne være bedre castet, end de to store erfarne karakterskuespillere, Karen Lise-Mynster og Jesper Christensen, står morgenforvirret i soveværelsesvinduet. Vækket af guldbryllupshornmusik, sang, spredte taler, Gammel Dansk og dannebrog. Nu, en opfordring til kys. Tøvende kysser guldbryllupsparret. Først på kinden. Mere, råber vennerne. Så på munden.

Det er optakten til aftenens store fest i forsamlingshuset. Familien og venner samles i en hyldest til kærligheden og udholdenheden, som Louise siger i sin korte velkomst. Godt hjulpet af god solid dansk mad og skæpper af øl, vin og spiritus, mens hammondorglet og guitarspillet, ved sønnen Lasse (troværdigt og sympatisk spillet af multikunstneren Peder Thomas Pedersen) lægger et fedt Giro413 lydspor til alle festlighederne og dansen.

I mere end en time lægger vi ører til lejlighedssange, kiksede festtaler, fuldskab og aggressioner. For Lille sommerfugl er ikke kun idyl. Allerede kort inden festen får Ernst et opkald fra banken, han er erklæret konkurs. Godt timet! Selvfølgelig skal Louises fest ikke ødelægges. Ernst fejer fallitten ind under gulvtæppet, men der er andre, for ikke sige alle familiemedlemmerne, der har fortrængte problemer, både med fortiden og kærligheden. Små (ret forudsigelige) dramaer, klar til at poppe op under guldbryllupsFESTEN. Ja, hvem sagde Festen (1999)? Dogmebror Thomas Vinterbergs gennembrudsfilm, er på samme vis en familiefest, der spoleres af fortidens spøgelser.

Nej, Lille sommerfugl har et helt andet ærinde. Trods alle de klassiske familiekonflikter, slagsmål, utroskab, gråd, hævn og konfrontationer, de fleste dog i discount udgave, er filmen en ’feel-good’-film. Det er festens DNA, der optager instruktøren mest. De mange lejlighedssange (et ukendt begreb i andre lande), Hurraerne, amatøroptræden, fællessangene, kinddans og druk. Vi er på landet, med afstand mellem husene, godt naboskab, smuk natur, sund fornuft og glæde ved dyr og mennesker – når det nu bare ikke er de fremmede, dem fra de varme lande.

Selv om klicheer og banaliteter driver ned af væggene, er der en varme og kærlighed til miljøet, tilsat hammondorglets harmonier – og så griner vi ikke af, men med, når festsangene er lige så ubehjælpelige som vores egne. Når flæskesteg rimer på, jeg elsker dig!

Og så er de 50 år gamle åbningsklip med flere af hovedpersonerne som unge, skønt nostalgiske at gense. Klippene (fra Verden er fuld af Børn 1980) slutter med et blafrende dannebrog klippet til guldbryllups parrets stolt viftende flag. Så er vi tilbage til nutiden, hvor Louise og Ernst fik deres fest, sønnen sin utroskab, barnebarnet sin kæreste, spillet af tidens populære kræfter. Dejligt at gense Finn Nielsen, som husvennen og Sahra Grunewald som kæresten Maja.

Den ægte folkelighed lå nok ikke på gavebordet. Til gengæld fik vi en munter film, med vejende dannebrog (ingen røde malkekøer!) og et forsøg på, at vise forsamlingshusenes mange store festers koder og konventioner. Ofte i glimt af genkendelse. Vi grinede og festede med – og forlod guldbryllupsfesten, men ikke helt uden tømmermænd.