Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Onkel (106 min.) Biograffilm / Øst for Paradis
Anmeldt 14/11 2019, 17:52 af Uffe Stormgaard

En stille verden, hvor pligt og ansvar er nøgleværdier


En stille verden, hvor pligt og ansvar er nøgleværdier

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vækkeuret ringer kl.5.30, det er tid til morgenmalkning. Langsomt gå dagen i gang. Onkel skal vækkes og hjælpes i tøjet. Morgenkaffe og så ud i staldene. Den daglige rutine, fodring af kreaturerne, mugning og alle de andre trivielle gøremål, der kræves for at drive et lille landbrug. Vi følger tæt, og intenst, Kris, en ung pige på 27 år og hendes 64-årige halvinvalide onkel, der sammen, i indforstået tavshed, slidsomt, udfører landmandens daglige pligter. Først små ti minutter henne i filmen, da de to er på supermarkeds indkøb, falder deres første replik: ”Nutella”. Vi er i Sønderjylland, hvor man ikke rutter med ordene. Tæt på marsken, i et barskt blæsende landskab. Her er langt mellem gårdene og livets mønster er tegnet af daglige pligter, kaffe, Sudoku og Scrabble, med et fast baggrundstæppe vævet sammen af fjernsynets nyheder og danske folkekomedier.

Frellle Petersen har med Onkel skabt noget så sjældent, som en autentisk lavmælt skildring af et dagligliv på et lille landbrug i en isoleret dansk egn. Autentisk til det hudløse. Gården Stenbjerg er onklens (Peter Hansen Thygesen), interiøret med kakkelbord og den bløde sofa foran tv’et er hans, Kris, (Jette Søndergaard) er hans niece, dyrlægen er dyrlæge…. og instruktøren, der selv er sønderjyde, boede og deltog i gårdens daglige rutiner, mens han skrev på filmmanuskriptet.

Onkel er en fin fortløbende nuanceret lille historie. Det dramatiske plot, er nok ikke helt det klassiske i snæver dramaturgisk forstand. Onkel og Kris har i deres dagligdag en tryg fastlagt tilværelse, uden stress eller ydre dramatiske overraskelser. En kælvning, der er lige ved at gå galt, er dog undtagelsen, hvor den rare hyggelige dyrlæge Johannes, kommer forbi. Han, der har stor sympati for Kris, opfordrer Kris til at søge ind på dyrlægestudiet, hvor hun netop var optaget, da hendes far begik selvmord og hun måtte flytte til onklens gård. Men har hun lyst til at bortkaste ansvaret/pligten, at bryde mønstret for at opnå et alternativt liv? Det er ikke en problematik man taler åbent om. Er Kris i oprigtig tvivl? Har hun drømmen om noget andet? En tanke, der forstærkes, da hun udenfor gårdens trygge domæne vil lægge en blomst på forældrenes grav og tilfældigt på kirkegården møder kirkesangeren Mike fra nabogården. En spirende kærlighed synes at opstå dem imellem er med til at fremme hendes selvindsigt.

Nej, det er ikke den ydre dramatik, det er inderligheden, den uudtalte alvor og ansvarsbevidsthed hos Kris og onklens stille menneskelighed, der gør filmen så fascinerende.

Det er ikke stor skuespilkunst, for det er ægte mennesker, der når de taler sammen på sønderjysk (heldigvis undertekstet), er mere troværdige, end nogen kongelig skuespiller. Selv om der ikke er mange markante udtryk af smerte eller jubel hos Kris, er vi ikke i tvivl, drømmen eksisterer. En langsom, meget langsom, men smuk, indføring i en stille verden med lune og humor, hvor pligt og ansvar er nøgleværdier.

Frelle Petersen har, for et meget lille budget, skabt en nøgtern og ærlig hverdagsskildring som vi kender fra hans debutfilm Hundeliv (2016). Onkel, er i slægt med dogme-film, neorealisme, dokumentar – men alligevel helt sin egen. Frelle Petersen, er ikke kun manuskriptforfatter/instruktør, men også klipper, fotograf og medproducent. Hele vejen igennem imponerende professionel. Hvor er vi langt fra samtalekøkkener, ægteskabstraumer, vold og ungdomsspleen og helt uden forloren landboromantik.

Onkel er, inden sin danske premiere, netop blevet præmieret som bedste film på Tokyos internationale filmfestival, hvilket kun bekræfter tesen: Jo mere ægte national en film er, jo mere international er den også.


2481
Forrige anmeldelse
« Sidste bud «
Næste anmeldelse
» Godzilla II : King of the Monst... »


Filmanmeldelser