Der er ikke plads til mange dogmer eller smukke navler i Søren Kragh-Jacobsens nyeste film Det som ingen ved. Til gengæld er det lykkedes fint at overføre en ærkeamerikansk filmgenre nærmest gnidningsløst til dansk. Vi har ellers set det så mange gange før i f.eks. Conspiracy Theory, Enemy of the State med flere. Man tager en nærmest uskyldig mand, og lader ham blive offer for uheldige omstændigheder, der snart gør, at han jages af ikke kun skumle bagmænd men også af repræsentanter for selveste regeringen. Det er den lille mand mod hele systemet.

Som hos filmens amerikanske onkler er her tale om en film, som stiller spørgsmålstegn ikke kun ved regeringers og efterretningstjenesters beføjelser (og eventuelle misbrug af disse), men som samtidig kontrasterer individet mod en verden af overvågningsteknologi. Teknologien er naturligvis installeret for at sikre os mod den evige terrortrussel, som medierne ustandseligt bombarderer os med - men som Krag-Jacobsen udtalte til Filmland på P1 forleden, så have han læst på nettet, at der var flere mennesker, der årligt døde som følge af peanuts end som følge af terrorisme. Derfor er det tankevækkende, at flertallet har lært ukritisk at acceptere den øgede overvågning i vor dagligdag.

Selv om filmens Orwellske syn på den totalitære overvågning, hvor informationer bliver kontrolleret centralt, ligger som en understrøm, så er det gode ved filmen - for mig at se - den menneskelige historie, der samtidig fortælles. Anders W. Berthelsen spiller Thomas Deluran, der til dagligt ernærer sig ved at lave dukketeater. Ungerne er vilde med ham, men det er hans hustru ikke. Hun mener, han er blevet for sløv og initiativløs, og de to står på randen af skilsmisse med teenagedatteren Bea mellem sig.

Til en middag hos moderen vil Thomas’ fotografsøster, der har været udenlands i mange år, betro noget til Thomas, men i stedet for at fortælle hemmeligheden med det samme, aftaler de at mødes næste dag i Malmö. Han ankommer imidlertid til blå blink og helikoptereftersøgning, for søsteren formodes druknet efter en svømmetur med hendes gallerist. Thomas synes at være den eneste, der kan se en mængde ulogiske sammenhænge og mærkelige indicier ved hele situationen, så han begynder på egen hånd at lede efter sandheden. Under denne jagt kommer han ikke kun på sporet af en hemmelig organisation, men så sandelig også nærmere nogle af de familiehemmeligheder, der har været fejet ind under patriciavillaens parketgulve alt for længe.

Det fine ved filmen er, at den - ligesom Bornedals Nattevagten - omformer en genre, som man typisk associerer med Hollywood og fordansker den i en grad, så den ikke alene får sin egen charme, men også kan stå på sine egne ben og blive nærværende på en helt anden måde. Det er trods alt nemmere at føle empati for den lidt klodsede, hippietype Thomas, end med en hvilken som helst superstjerne fra Hollywood, næsten uanset hvem det er. Dertil har filmen fundet en virkelig god antagonist i Lange-Erichsen, spillet med kølig og dæmonisk arrogance af Henning Jensen.

For en anmelder, der ikke kan lade være med at begræde branchens aktuelle vilkår, kan man ikke lade være med at tænke ”filmpuljeordninger”, når Maria Bonnevie dukker op som filmens ”obligatoriske” svensker. Hendes tilstedeværelse gør på ingen måde Det som ingen ved dårligere, for både hun og resten af skuespillerne spiller overbevisende og med stor indlevelse. Søren Kragh-Jacobson beviser endnu engang, at han er en fremragende personinstruktør.

Thrillerdelen med Thomas’ voksende paranoia fungerer, plottet er spændende skåret, historien solidt fortalt, og så er det hele pakket ind i virkelig lækker musik af Kaare Bjørkø og Anders Trentemøller. Kort sagt er der vist ikke lavet lige så god en thriller i Danmark siden Kongekabale. Så hører man til de, der godt kan lide at sidde på kanten af sædet, er det på høje tid at indløse en billet til nærmeste biograf.