Der er langt mellem Søren Kragh-Jacobsens film disse år. Han har faktisk kun indspillet tre film siden succesen med dogmefilmen Mifunes sidste sang (1999). Det blev til dramaet Skagerrak (2003) og thrilleren Det som ingen ved (2008). Sidstnævnte nærmest en variation af Stieg Larssons Luftkastellet der blev sprængt i et format, der er tilpasset en kritik af den danske efterretningstjeneste. Og langt bedre end tv-filmatiseringen af Larssons middelmådige roman. Nu er Kragh-Jacobsen endelig tilbage i storform med filmatiseringen af P.O. Enquists teaterdrama I lossens time. Filmen er netop udkommet som købefilm.

Filmen tager udgangspunkt i en psykologisk ustabil fyr, der begår et voldsomt dobbeltdrab i Sverige. Derpå springer vi til den knap så gudfrygtige præst Helen, der mangler gnisten i sin profession og i nogen grad fornemmelsen af at tro på det, hun laver. I sig selv er det jo slemt, fordi hun er præst, og derfor netop burde have en tro. Det kommer derfor som et kald for hende, da psykologen Lisbeth dukker op. Hun har brug for hendes hjælp. Hun har – som en del af et større forsøg – en indsat og patient, som fortæller, at gud har givet ham besked på at tage sit eget liv. Det er fyren, vi mødte i starten. I Sverige. Med blod på hænderne.

I lossens time er et elegant nybrud i moderne dansk film. Det er yderst sjældent, at tro tages alvorligt i dansk film. Oftest er det en karikatur eller en parodi som i Adams æbler (2005). Men generelt har populærkulturen for længst opdaget, at der er sket en stille reformation af det danske og skandinaviske syn på tro. Hvor man tidligere troede, at troen forsvandt i takt med velstand, viser det sig, at troen bare er forandret på en måde, som sociologien først sent har fået øje på. Troen er blevet løs i fugerne, men den er bestemt ikke forsvundet. Her tager I lossens time også udgangspunkt.

Forholdet mellem præster og vold eller kriminalitet er ikke en ny tanke. Den findes sågar i dansk film fra tidligere. Anette K. Olesens dogmefilm Forbrydelser (2004) har faktisk en del ligheder med det fokus på fængslet og præsterollen, som også I lossens time har. I krimigenren har skandinaviske forfattere flere gange bevandret det, der er blevet kaldt ’den klerikale krimi’, nemlig en krimi, hvor efterforskeren er en præst. Vi kender det fra svenske Helena von Zweigbergks romaner om fængselspræsten Ingrid. Fra danske Anette Broberg Knudsen om præsten Julie. Og fra Elisabeth Lyneborg. Alle sammen fortællinger, der tager udgangspunkt i et forhold mellem voldens magt og troens afmagt.

Det gælder også I lossens time. Ligesom hos både Zweigbergk og Knudsen er skildringen her også af en skrøbelig tro eller en tro, der ikke helt indpasser sig i de velkendte, kristne rammer. Det er svært at fastholde en præcist og afklaret tro, når man står direkte over for den ondskab, der er så svær at kapere. I lossens time er dog ingenlunde en krimi. Men den tager udgangspunkt i forbrydelsen som en overskridelse, der kan og skal skabe eftertanke. Og på interessant vis bliver filmen således en gennemløbende diskussion af, om psykologien eller troen virker. Og eftersom det er Helen og ikke Lisbeth, der når ind til den suicidale forbryder, giver filmen også svaret.

Stilmæssigt er filmen holdt i rolige, flotte billeder. De etablerende sekvenser og de lange flashbacks til forbryderen som dreng er stilsikre og naturskønne vinklinger af en dreng i indre og ydre opgør. Svagt berører filmen her de sociale vilkår som en årsag til en kriminel løbebane, men det efterlades heldigvis relativt uberørt. Klipningen er lavfrekvent, så der gives plads til ansigternes spil. Frederik Johansen som forbryderen giver her faktisk Gråbøl baghjul med en kraftpræstation som den introverte fyr. Forklaringerne dæmrer, men om vi helt når i mål, forbliver længe uvist. Også efter. Billederne fortæller det meste, ordene er i ansigtet og bevægelserne.

Derfor er det også synd, at produktion har fastholdt den meget litterære voice-over, der indleder og afslutter filmen – og bruges pletvist undervejs. For det første skæmmer det de billeder, der faktisk selv fortæller det meste. Men for det andet så kommer denne voice-over uden at tilføre noget nyt til at rykke filmen væk fra den visuelle kraftpræstation i retningen af en forceret litteraritet. Det er helt unødvendigt. Fortællerstemmen, der er leveret lidt svagt af Gråbøl, leverer for mange analyser, som seeren fint selv kunne tænke sig til. Måske man var bange for seerens inkompetence. Det ved jeg ikke. Det er i hvert fald synd for en film, der ellers er bygget på rigtig mange helt rigtige valg.

Manuskriptet er blevet til i et samarbejde mellem Kragh-Jacobsen og to superkræfter i dansk kultur. Forfatteren Jonas T. Bengtson – manden med romanen Submarino – og dansk films nye guldforfatter til film Tobias Lindholm er de bærende kræfter. Ligesom i filmene R (2010), Submarino (2010), Kapringen (2012) og Jagten (2012) viser Lindholm igen, at han kan få noget helt nyt ud af det, som vi faktisk allerede kender. I lossens time er en film, der vil blive set tilbage på som en tidlig del af et igangværende brud i dansk film. Et brud, der på ny åbner for, at tro og overtro ikke er så vanskelige dele af livet at fortælle troværdigt om.