”There is always an audience for horror movies”! Udtrykket stammer fra George A. Romeros seneste skud på zombiestammen (et skud, der helst skal side i hovedhøjde), og understreger fra starten den kritik, som Romero i denne film ønsker at drage frem: Medialiseringen af samfundet er problem, og dette medierede selvsving gør os – der egentlige troede på en medieret virkelig – til levende døde. Filmen hedder Diary of the Dead.

Hvor mængden af zombiefilm, der er hældt ud gennem tiderne, har mistet sin fornemmelse for den samfundskritik, som Romero fra starten har lagt i sine zombieskabninger, så formår han selv at holde fast i dette. Populariseringen af denne genre blev hurtigt effektsøgende og savnede hurtigt et egentlig formål med fortællingerne ud over selve formålet at skræmme (hvem sagde i øvrigt, der var noget i vejen med det?). Men Romeros zombier er ikke genopstået uden årsag – de har en løftet pegefinger!

Forbrugerismen har i et par af filmene været Romeros yndede kritikpunkt, hvor vi alle skildres som ildestedt over for den buldrende kapitalisme. Dawn of the Dead, hvor de flygtende bliver fanget i et stormagasin, illustrerer denne pointe stærkest. Og i bredeste forstand kan vi sige, hvis vi er flinke over for den megen makværk, der er produceret, at denne kritik måske vil ligge som en immanent kritik i alle zombiefilm – samfundskritik er i hvert fald en medfødt mulighed. Det morsomste – og enormt eksplicitte – eksempel på samfundskritik i zombiegenren er uden tvivl Joe Dantes Homecoming (i serien Masters of Horror), hvor de døde hjemkomne Irak-soldater rejser sig til live for en sidste gang at stemme mod Bush – ja, samfundskritik behøver ikke at være særlig subtil.

Det er den såmænd på ingen måde heller hos Romero, der i Diary of the Dead nærmest springer fra kritikpunkt til kritikpunkt: indvandring berøres perifert, sortes manglende rettigheder og terrorisme tages ind ad bagvejen, mens særlig våbenlovgivningen får nogle drag over nakken. De er ”too easy to use”. Men netop våbnene bliver også taget ind i en metafor i forbindelse med kameraet, med hvilket man også kan shoote – de er også ”too easy to use”. Hele filmen handler om at ”skyde de døde” med kameraet, så resultatet kan postes på nettet til hjælp for andre og til udtryk for sandheden – for sandheden er blevet grundigt pakket ind i de amerikanske medier, som vi på ingen måde opfordres til at tage for gode vare.

Det er da også det helt centrale kritikpunkt, hvilket kunne synes ganske ynkeligt, havde det ikke været for formen. Hvor man kunne påstå, at det på en måde virker usselt at kritisere forbrugerismen ved at lave en film, der bagefter kommer til at indgå i forbrugerkulturen som en hvilken som helst anden vare, så forsøger Diary of the Dead at slippe ud af dette skisma i forbindelse med medierne i selvsving ved netop at skabe en film, der for så vidt selv er i medieret selvsving. Filmen er en film om en film, måske to film, eller rent faktisk flere, der er optaget – som skulle det være virkeligt – fra flere punkter, hvorved filmen for alvor kommer til at spinde om sig selv. På trods af at den diskuterer mediernes populisme og underholdningsværdi frem for faktadominerede oplysningsmedier, så formår filmen samtidig at sætte en tyk streg under sig selv som et stykke fiktionel underholdning – med en grundig kritisk brod.

Spørgsmålet er så, om denne brod bliver siddende bagefter – og det tyder intet dog på. Det virker, hvis kritikken skal virke, som en lidt patetisk løsning at kritisere medialisering af virkeligheden gennem en metafilm, der skulle virke som en dramadokumentar (altså en fiktionsfilm, der er lavet, så det ser ud som dokumentar). Men det er selvfølgelig nærmest et paradoks, det er umuligt at slippe ud af, og Diary of the Dead slipper ikke ud af det.

Alligevel er filmen i den grad det mest charmerende og gennemførte bud på en zombiefilm længe. Ser man bort fra paradokset i kritikken, så formår filmen at påpege et af tidens helt centrale problemer: Hvad gør vi ved medier i selvsving, og hvad er det for en virkelighed, vi får skabt, når vi ikke længere kan stole på de medier, som er vores kilde til viden? Filmens påstand er, at vi bliver til levende døde, der manipuleres af mediernes magt. Samtidig med at Romero således leverer det træk, der har fået hans zombiefilm til at skille sig ud, altså samfundskritikken (som genren nærmest synes født til i hans hænder), så viser han også, at han på ingen måde har mistet fornemmelse for, at zombiegenren også er et stykke populistisk håndværk, der skal appellere til et publikum – som dog efter filmens eget udsagn ikke er særligt kræsent: Hvis der altid er et publikum for horrorfilm, så er der i hvert fald et publikum for denne.