Med risiko for at lyde klogere end det egentligt er tilfældet, så havde undertegnede gættet sammenhængen i den nye film Premonition i næsten tyve minutter, før det gik op for filmens hovedperson Linda. Muligvis kommer det sig af, at jeg – ulig Linda – i tidens løb har fordøjet en mængde fiktion, hvor tidens kronologi er ophævet, vendt på hovedet eller på anden måde fordrejet. I flæng kan nævnes film som Memento, Usual Suspects, Lost Highway eller et utal af tidsrejsefilm, foruden en anseelig bunke postmoderne / science fiction litteratur, hvor tiden ofte også er så ustabil som protagonisternes sind.

Nu skal det ikke forstås, som om en fragmenteret kronologisk rækkefølge nødvendigvis transformerer et plot eller en film til noget ud over det sædvanlige, idet Premonition på ingen måde kommer i nærheden af de nævnte værker. Heller ikke hvis vi forestillede os, at filmen var klatret ind i en tidsmaskine og udkommet ti år før alle de andre.

Starten af filmen virker mest lovende. Familiemoderen Linda – spillet af Sandra Bullock (der desværre synes at have meget svært ved at finde gode roller) – får en dag den kedelige besked, at hendes mand er død. Han var involveret i et voldsomt biluheld, og nu står Linda alene med sine to piger og en knusende sorg. Det lykkes hende endeligt at falde i søvn, og da hun den følgende dag står op, står hendes mand pludseligt lyslevende i køkkenet. Hun lader dagen gå med huslige sysler, og hun er nu sikker på, at hendes tragedie blot har været en realistisk, ond drøm. Da hun vågner op næste dag, er storfamilien og vennerne dog samlet til gravkaffe i stuen, mens hun desuden til sin rædsel opdager, at den ældste datter har læsioner og syninger i hele ansigtet, selvom den yngste påstår, at hun er ”en smuk prinsesse”. Lindas reaktioner på alt dette gør, at hun om aftenen spærres inde på den lukkede afdeling af frygt for, at hun vil gøre skade på enten sig selv eller sine piger.

Endnu holder filmen en ordentlig præmis, men fra dette sted og frem så skifter den tone. Fra at have været en film, der potentielt kunne have taget mange drejninger, vælger den at trille ned af den hullede grussti, der hedder sentimentalt pladder. Ikke alene finder Linda langsomt ud af, hvad der egentligt er sket med hendes kronologiske ordenssans, men hun opdager også en mulig årsag til, at hendes ægteskab var ved at gå i opløsning. Selvom Linda indser, at hun er tidspresset, tager hun sig alligevel tid til at opsøge en præst, der ikke alene giver hende et stereotypt foredrag om kærlighedens kraft og tilgivelse, men også antyder, at vores liv naturligvis er skæbnebestemte.

Med fornyet styrke – muligvis fornyet gudstro – forsøger Linda at rette op på sit liv, og det er især her Premonition mister fodfæstet. Værre endnu er det, at der gennem filmen bliver antydet helt igennem ulogiske sammenhænge fra et tidsspring til det næste. Hvis man på DVD’en kunne vælge at se Premonition kronologisk, som i den labre to-disc-version af Memento, ville alle disse detaljer blive pinligt tydelige. Meget tyder simpelthen på, at manuskriptet simpelthen er blevet flikket sammen alt for hurtigt og uden kærlighed til de detaljer, der gør, at så mange andre fortællinger, der leger med tidsparadokser, fungerer.

Kort sagt er Premonition ikke en særlig god film. Bullock spiller – ligesom resten af castet – fint på trods af omstændighederne. Det er også altid fedt at se Peter Stormare, der på Rutger Hauer-agtig vis sniger sig ind i næsten alle film for tiden. De tekniske aspekter fejler heller ikke noget, men hverken gode skuespillere, god redigering eller fin kameraføring kan redde en film, hvis historie i bund og grund er så kedelig og moralsk oppumpet, at selv ikke den mest kløgtige kronologitwist ville have kunnet reddet den.