Erna Jensen (Trine Dyrholm) bor alene med sin store dreng Kalle (Sylvester Byder) i den lille sønderjyske flække Bramstrup, der siden nederlaget i 1864 er tysk. Gammelt dansk land, fastholder mange af indbyggerne, ikke mindst ved at vedblive med at tale dansk. Men tyske er de. Derfor er de unge sønderjyske mænd også tvunget til at gøre krigstjeneste i den preussiske hær under 1.verdenskrigs meningsløse skyttegravskrig, der mod slutningen af 1918 har tyndslidt hæren, i en sådan grad, at alle våbenføre mænd, nu skal indkaldes til fronten. Også Kalle, hvor den beskyttende mor Erna, endda har lægens ord, på print, for at Kalle er for dum til krig.

Her begynder Henrik Ruben Genz filmatisering af Erling Jepsens Sønderjyllands roman, Erna i krig. Det er tredje gang han, med stor fornemmelse for egnens særart og mennesker, sammen med manuskriptforfatteren Bo Hr. Hansen, sætter billeder på Erling Jepsens persongalleri og sønderjyske dramaer (Frygtelig lykkelig 2008 og Undskyld jeg forstyrrer 2012).

Og dramatisk bliver det. Den lokale landbetjent, Meier (Ulrich Thomsen), nu indrulleret i den tyske hær som Feldwebel, sammen med sine håndgangne mænd, banker hidsigt på Ernas dør for at afhente enfoldige, fredsommelige Kalle, der end ikke kan hugge hovedet af en høne, til krigstjenesten. Her hjælper hverken lægeerklæringen eller Ernas moderlige protester. Og dog. For enkemand Meier kunne godt tænke sig den dygtige, selvstændige husmor, Erna som ny hustru.

Med et fremtvunget, spagt nik fra den beskyttende mor, opnås et kompromis. Erna får lov, at følge med til kommandanten, i et forsøg på at redde Kalle fra krigsmaskinen. Forgæves, trods medbragt sønderjysk specialitet: kålpøse. Så kommer tilfældet Erna til hjælp. En desertør har i sit flugtforsøg, brug for et hurtigt identitetsskifte. Erna Jensen hopper nu, i hans uniform, med kortklippet hår og flad barm, bliver hun forvandlet til menig Julius Rasmussen – og får dermed en mulighed for, at være tæt på sin elskede, enfoldige søn Kalle.

Nu er begge indrulleret i den kejserlige hær. Et ydre kønsskifte, der i sig selv rummer dramatiske konfrontationer i en mandeverden, men dog overskygges af skyttegravenes rædsler. Sammen med sin lille deling soldater, der bliver indviet i, og accepterer forklædningen, gennemlever Kalle og Erna (nu Julius) krigens brutalitet, ødelæggelse og dødsangst på nært hold.

Trods plottets flirten med folkekomediens fjollerier. Dame i herreklæder og soldaternes kammerateri, er vi langt fra dansk films Soldaterkammerater og Charles Tante. Erna i krig er et vellykket troværdigt nærbillede af en ulykkelig tid i et problemfyldt grænseområde. Men filmen er først og fremmest mødet med et pragtstykke af et tappert, engageret og følsomt menneske i Trine Dyrholms nænsomme og troværdige fremstilling. Få, nej ingen, kan/tør, som Trine Dyrholm vise det nøgne ansigt – blottet og knuget. Smukt og betagende med rynker og fuger. Hun er den skærmende, overbekymrede, forstående mor – men også den kærligheds søgende, jordbundne kvinde, der midt i krigsrædslerne og forklædning møder et glimt af kærlighed hos nabobyens smed (Anders W. Berthelsen).

Erna i krig imponerer ved sin professionalisme og velfortalte historie, der netop er aktuel med fejringen af 100-årsdagen for Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark med baggrund i Versailles fredserklæring. Sjældent er et skyttegravsangreb blevet så voldsomt og visuelt stærkt skildret. Her er ikke sparet på krudt og kugler. Men filmens styrke er skuespillerne, der forvandler de lidt skarpskårne karakterer, fra entydige klicheer til nuancerede mennesker, der både indeholder humor og varme.