Erling Jepsen er en speciel størrelse i dansk litteratur. Derfor kommer der også specielle film ud af det, når de omsættes til det store lærred. Med en menneskelig dybde formår han at tviste vrangsiderne på en måde, der fortæller mere, end de fleste alvorlige fortællinger gør. Han turde skildre et umuligt emne som pædofili med humor, mens provinsen ofte får et kærligt drag over nakken. Sideløbende med sit litterære forfatterskab har han også skrevet adskillige skuespil. I romanen Biroller (2009) indlemmede Jepsen sig på en tragikomisk skildring af det indre på et teater. Det er nu blevet til filmen Undskyld jeg forstyrrer.

Det såkaldt ’tekniske uheld’ Helene lever sammen med sin altoverskyggende mor. Hun ved ikke, hvem hendes far er, og bliver fyret som kassedame, da hun for mange gange har spurgt kunder, hvad de lavede, da hun blev undfanget. Moren er hypokonder og overbeskyttende, og låser Helene inde på sit værelse om natten, mens hun fortæller andre, at der bestemt er gode grunde til det. Imidlertid er en instruktør ved at sætte et teaterstykke op på et lokalt teater. Moren antyder, at instruktøren er far til Helene, og straks bliver hun interesseret i at lære ham at kende.

Undskyld jeg forstyrrer foregår på de skrå brædder, er skæv i sin fortælling og vredet i sine karakterer. Nicolas Bro som manuskriptforfatteren Allan – der fejlagtigt tiltales Erling! – er langt ude og veletableret, mens Lotte Andersen giver den delikat som den vejrende mor til Helene. Humoren er kulsværtet og helt i kulkælderen. På den gode måde. Det er egentlig en film om psykiske lidelser, som præger flere af karaktererne, men skildringen fungerer igen fra den humoristiske vinkel. Undskyld jeg forstyrrer er noget så sjældent som en komedie med dybde og mening.

På den ene side er det et lidet flatterende billede af teatrets inderside, filmen giver, men på den anden side, så handler det også om kærligheden til scenen. Det, der driver Helene ind i en verden, hvor hun virker oplagt. Men hvor komedier traditionelt sigter efter at vende retur til udgangspunktet gennem relativt flade skildringer af personer, så vikler Undskyld jeg forstyrrer sig mere og mere ind i problemerne. De kommer hurtigt til at omfatte de fleste på teatret. Selv Helenes hund, der myrdes. Og en opklaring må organiseres. Det er på sin vis plat, men det holder, fordi humoren sidder i skabet.

Alle personer er på en eller anden måde presset. Selv Helene. Derfor er der grobund for utallige uforudsigelige tvists undervejs. Stilmæssigt varierer filmen mellem flertydige billeder og poetiske pauseskud. Som i de to foregående Jepsen-filmatiseringer – Kunsten at græde i kor (2006) og Frygtelig lykkelig (2008) – er det svære spørgsmål, der tages på med humoristisk lethed. Alligevel gemmer filmene på et vist tungsind, der langsomt (men aldrig helt) letter med den underfundige humor. På mange måder minder det om Coen-brødrenes komediestil: skæve eksistenser i skæve komedier.

Erling Jepsen skriver, som var det til film – og de omsættes dertil ligeså hurtigt. Adaptionerne fungerer også godt, hvilket ikke nødvendigvis er en selvfølge, når det handler om humor og skævvredne fortællinger. Det, der fungerer på skrift, fungerer på en anden måde på film. Biroller er blevet kærligt formet og behandlet – og ud fra støbningen kommer en af årets bedste danske filmkomedier. Undskyld jeg forstyrrer udmærker sig ved ikke kun at overraske i sin udvikling, men også som elementær komisk fortælling. Filmholdet siger kollektivt ’undskyld’ i dvd’ens ekstramateriale. Det er der vist ingen grund til.