Vi kender ham fra de små tændstikæsker med en langhåret militærfyr udenpå. I sig selv er den fortælling historisk interessant. Efter tabet af krigen i 1864 ville en dansk tændstikfabrikant flytte sit firma fra Flensborg til København. Markedet var domineret af svenskproducerede tændstikker, men fabrikanten ønsker et storskandinavisk varemærke. Derfor blev ikonet Tordenskjold valgt som pryd på tændstikæskerne, fordi han stod stærkt som en norsk-dansk sejrherre efter det berømte søslag ved Dynekilen. Her blev svensken slået, og fabrikanten stod nu overfor igen at skulle kæmpe svensken – nu med kommercielle virkemidler. Her skulle Tordenskjold anvendes som galionsfigur.

Tordenskjold er en myte, en mand etableret gennem gode historier og heltestatus. Han var en særlig figur, som hurtigt og ung steg i graderne, og blev viceadmiral i den dansk-norske flåde omkring århundredeskiftet i 1700. Manden, myten og hans uovervindelige libido er med Henrik Ruben Genzs og Erlend Loes film omsat til et historisk drama, der ikke forsøger at levere en færdig mytologi, men den forsøger heller ikke på at fastholde en særlig historisk korrekthed. I stedet er Tordenskjold og Kold et forfriskende bud på, hvordan et historisk emne kan behandles filmteknisk og med en numoderne fortolkningshorisont. Filmen er nu ude som leje- og købefilm på diverse tjenester.

Historien er fortalt gennem herredsfogeden Christian Kold, som var Tordenskjolds kammertjener og personlige ven. Den følger dem begge i tiden efter det berømte søslag i en tid, hvor Tordenskjold kæmper for at holde sin status, mens han længes efter skibets vuggende rytme og torden i kamp. Vi starter ved afslutningen, hvor Tordenskjold dør i duel – og springer tilbage for at bygge op til denne duel. Filmen er rolig, fokuseret på kernefigurerne, men formår at fortælle en ret kompleks og veltilrettelagt historie om netop skabelsen af en mytisk figur i nordisk historie.

Filmens forfriskende model er en skildring af Tordenskjold som en 1700-talsrockstjerne. Han rejser rundt og holder foredrag for at styrke og fastholde sit skrantende ego, mens Kold i den forbindelse sælger Tordenskjold-merchandice (kanoner, skuldermærker, osv.). Samtidig har Tordenskjold enormt svært ved at styre sin libido og især hans lyst til at ligge med en sort kvinde. Som en rockstjerne scorer Tordenskjold altid en kvinde i sit publikum. Som substans under hans rockstjernestatus anvender filmen et score præget af moderne rockmusik, hovedsageligt fra det norske rockband Orango. Samtidig er fortællingen om Tordenskjold pakket ind i en meget moderne psykoanalytisk model. Alt sammen kontroversielt for en kritisk historiker, men modigt og velvalgt i skildringen af en mand, der mere er en kollektiv mytologi end en reelt betydningsfuld biografisk person.

For Tordenskjold og Kold formår faktisk på én gang at fremstille en hyldesthistorie om Tordenskjold og samtidig dekonstruere den. Slutningen er (uden at afsløre den her) så sandelig interessant og velvalgt, og giver et fin resonans under filmens introduktionssekvens. På mange måder vil filmen her kunne beskrives som et stykke fiktivt postmoderne historieskrivning, der på den ene side anerkender en figur ikoniske status, men på den anden side også vedkender sig, at historien om Tordenskjold er præget af politik, kommerciel udnyttelse og nationalromantik. Det er egentlig helvedes modigt, men samtidig dejligt tiltrængt i en tid, hvor historisk drama er blevet rigt debatteret.

Filmen balancerer på grænsen mellem historisk drama og historisk komedie – uden helt at blive entydig. Det kan være filmens akilleshæl, at den ikke helt bliver fuldendt morsom og heller ikke helt bliver et fuldendt forsøg på at skildre en historisk figur. Mere end at anvende de storladne visuelle muligheder i figuren Tordenskjold er filmen et kammerspil mellem de to personer i titlen. Jakob Oftebro spiller Tordenskjold fint, og brillerer i sine sproglige kompetencer, mens Martin Buch – allerede som den morsomme populærfigur, han er – leverer et type-castet komisk indspark. Men når filmen mellem disse to personer forsøger på det store drama, så kikser det lidt. Timingen er lidt skæv, aldrig rigtig dybfølt, i stedet snarere lidt distanceret og uden betydning.

Filmen blev ikke en overvældende succes i biografen, og det gælder faktisk tit, at film, der er lidt ambivalente i genrevalg og i karakterfokusering ikke helt får den samme opmærksomhed som andre større film. Alligevel er Tordenskjold og Kold en film, der kan mere, end den er blevet krediteret for, fordi den så elegant kommenterer på de biografiske figurers status som myter mere end mænd.