Det er ikke fordi originaliteten dominerer i den nye actionthriller Columbiana, men selv om både grundhandlingen og actionsekvenserne er noget man har set i et utal af variationer før, så er det stadig en ganske vellavet og underholdende actionfilm, der også byder på et par enkelte overraskende momenter undervejs.

Vi møder først den stakkels, lille, colombianske pige Cataleya, da hun er omkring tolv år gammel. Hendes far er kriminel og har tilsyneladende har lagt sig ud med den magtfulde narkobaron Don Luis, som straks sætter sine bedste mænd efter faderen. Farmand ankommer svedig til sin lejlighed og beder både Cataleya og moderen om at pakke deres ting. Han giver ydermere Cataleya et SD kort og en adresse på pigens onkel, hvis nu det værst tænkelige skulle ske. Inden længe ankommer Don Luis’ mænd og mens vi hører skududvekslingen kryber kameraet ind på den unge piges forstenede ansigt. Det lykkes dog pigen at flygte fra forældrenes banemænd under stor tumult, hun aflægger den amerikanske ambassade et besøg hvor hun videregiver dataene og får mulighed for at komme til USA hvor hun selvfølgelig straks flygter fra sin værge, for at opsøge Emilio på egen hånd.

Onkel Emilio er lige som sin bror en hårdkogt forbryder men han tager naturligvis Cataleya kærligt under sin vinge. Pigen er opsat på hævn over de der dræbte hendes familie, men Emilio maner hende til besindelse, for som han siger, hvis hun vil blive en dræber, så er det ikke nok at trykke på aftrækkeren, hun skal også gå i skole og blive så smart at hun ikke bliver fanget. I en scene (der virker direkte kalkeret fra Shogun Assassin) holder Emilio en stor revolver i den ene hånd og en skoletaske i den anden og tvinger derefter pigen til at vælge. Hun vælger i modsætning til Samuraiens søn Daigoro ikke våbenet, men det står samtidigt klart, at Cataleya er blevet besat af tanken om at blive en iskold dræbermaskine.

Vi springer nu i tiden og Cataleya er blevet en voksen babe. I en af de første scener med voksne Cat er vi vidne til hvordan hun infiltrerer et fængsel på bedste Mission Impossible-manér. Hun smyger sig ud af cellen, rigger det elektriske system til at bryde sammen, og dræber en af Don Luis håndlangere, som sidder i den anden ende af bygningen. Alt dette gør den unge dame naturligvis uden at blive opdaget af hverken personale eller overvågningskameraer. Onkel Emilio fungerer i disse dage som mellemmand, der giver Cataleya de opgaver hun skal udføre, men ud over bestillingsopgaverne, så har hun også gang i sit eget personlige vendetta, der har til formål at lokke den sky Don Luis ud af busken. For gøre sagen endnu mere kompliceret har hun indledt et forhold til en ung kunstner, selv om alle ved, at der på første side i alle snigmorderes grønspættebog står, at man ikke skal binde sig følelsesmæssigt til nogen. Samtidig er en stædig FBI agent (der synes at have samme replikker og personlighed som Tommy Lee Jones i The Fugitive) er også i hælene på pigen.

Som måske ænses er der i Columbiana nok elementer til at holde actiongryden i kog de små to timer som filmen varer. Filmen er delvist skrevet og produceret af Luc Besson, der synes nærmest af have en fetich for små, traumatiserede piger, der vokser op som snigmordere. Først var der Nikita, der dog havde nået en vis alder før hendes nye påtvungne karriere tog fart, dernæst den unge pige Mathilda, der var nabo til den ydmyge dræber Leon og nu altså Cataleya. Det skal i samme åndedrag nævnes, at det ikke er denne eneste fetich filmen byder på, for de kropsnære ninjakostumer som Cataleya ifører sig overlader ikke ret meget til fantasien og man skal da også være meget ærbar for ikke at synes at kombinationen af en ung, smuk, handlekraftige pige udstyret med store håndvåben ikke er bare lidt lækkert. Det er naturligvis en rendyrket drengerøvsfantasi, men en af de mere standhaftige som synes at dukke op igen og igen i såvel tegneserier, computerspil, animationsfilm og meget mere.

Til gengæld er der også, som i så mange actionfilm, en række huller i handlingen der viser sig når først støvet lægger sig efter adskillige skudduller, blodsudgydelser og eksplosioner. Eksempelvis følges der ikke op på hvad der sker med de informationer som unge Cataleya giver til myndighederne vedrørende Don Luis og hvorfor han så pludselig befinder sig under CIAs beskyttelse i New Orleans. Dertil kommer at det lidenskabelige forhold mellem vores heltinde og hendes kunstnerven ikke synes at have anden begrundelse, end at være et plotelement, der på sigt afslører Catelyas identitet overfor de myndigheder der jagter hende. Her kunne man måske godt have brugt lidt mere ro til at fortælle om pigens følelsesliv. De to har godt nok en masse sex sammen, men hun nægter at tale om sig selv og derfor kan det undre mere jordbundne folk som undertegnede, hvad det egentlig er han ser i hende?

Nuvel, vi bevæger os i Columbiana ikke i et socialrealistisk univers, men derimod på det kulørte overdrev, hvor der i langt højere grad er fokuseret på at vise en smækker, smidig heltinde i meget stramt tøj kæmpe sig gennem horder af bad-guys. Tempoet er sat højt lige fra starten og instruktøren - med det mundrette navn Olivier Megaton - beviser her at han sagtens kan lave en solid actionfilm ovenpå rædslen der var Transporter 3. Columbiana tilføjer som nævnt ikke noget nyt under solen, men det er som så mange andre film i denne genre lige som med en cheeseburger til en tier - fint mens man spiser, men hurtigt glemt bagefter.