Forventningerne er store. Meget store, når den japanske mesterinstruktør, guldpalmevinder, Hirokazu Koreeda, senest mesterværket Shoplifter (2018), for første gang flytter filmkameraet til Frankrig og får fransk films ”grande dammes” Catherine Deneuve og Juliette Binoche til at spille hovedrollerne efter instruktørens eget manuskript i Sandheden.

Vi er Paris omegn, i en slotslignende villa, hvis ubetingede herskerinde er den feterede, ombejlede skuespiller Fabienne Dangeville (hvem andre end Catherine Deneuve), netop er i gang med, at blive interviewet af en underdanig, beundrende journalist, der stiller alle de banale spørgsmål, der netop fremhæver hendes storslåede karriere og understreger (ikke mindst af hende selv), at der for tiden ikke er nogen skuespiller, der er på hendes niveau. Kruk, kruk. Narcissisme så det driver ned ad silketapeterne. Catherine Deneuve har både udstråling, livslang erfaring og fysik til, at vi nyder den ondskabsfulde portrættering af en ægte primadonna.

Men der skal mere selvoptagelse til. For divaen står netop foran udgivelsen af sine erindringer. I 100.000 eksemplarer, fastslår Fabienne som en selvfølgelighed. Kun det halve, retter hendes tro manager stilfærdigt. Memoirernes titel er endda, ”Sandheden”. Bogen om divaens liv, er netop anledningen til, at datteren Lumir, (Juliette Binoche), en succesfuld manuskriptforfatter i USA, sammen med hendes mand Hank (den amerikanske skuespiller Ethan Hawke), b-skuespiller, med et par tv-serier bag sig og deres 8-årige datter Charlotte (Clémentine Grenier), ankommer til ’Pariserslottet’ fra New York.

Nu kan spillet om sandheden for alvor begynde. Lumir har svært ved at genkende moderens beskrivelse af barndommen. ”Du hentede mig aldrig fra skole, du holdt mig aldrig i hånden, kom heller ikke da jeg spillede skolekomedie…” Med små markører har hun, i memoirerne, angivet de mange ’usandheder’. Alle indvendinger afvises af den tilbedte kunstner med: ”Det er min bog, ikke din. Ingen interesserer sig for sandheden. Jeg er skuespiller”. Men det bliver ikke ved småkonfrontationer. Den lille familie må overvære, at den trofaste manager forlader menageriet i en forståelig protest, over ikke at være nævnt i bogen. Hendes nuværende mand er henvist til køkkenregionerne, med Tiramisu, som dessertspecialitet. Lumirs far, Fabiennes første mand, er i erindringerne lagt i graven. Det sidste forklarer Fabienne sit barnebarn med, at hun, der tidligere med succes har spillet en heks, har forvandlet ham til en stor skildpadde, der tøffer rundt i den gulbrune efterårshave. Helt død er han nu ikke, for han dukker ganske upassende op. 68-hippiagtig og skæv, for at slå stjernen for et passende beløb.

En generationskonfrontation, men ikke helt efter bogen. Den japanske instruktør, har som altid i sine film, flere lag at byde på. Her får vi ’en film i filmen’, der giver lejlighed til lege med illusionerne. For Fabienne skal spille en mindre rolle i en science fiction-film med titlen ”Minder om min mor”, hvor hun som mor bevæger sig ud i rummet, for at standse aldersforfaldet og derved blive jævnaldrende med sin datter. Lumir og familie bliver involveret i filmoptagelserne. Nu rystes konfrontationsposen for alvor og det hele bliver en smule anstrengt. En slags dekonstruktion, hvor filmene, og ikke mindst mor/datterkonflikten, hvirvles ind i et større univers, hvor tiden ophæves – og vi forvirres.

Sandheden har ved siden af det essentielle centrale spørgsmål om sandhedens objektivitet, striber af minipragtscener, ofte med stor humor. Svigersønnen Hankes (tidligere alkoholiker) starter en druktur med svigermor. Hun taler og taler til ham i timevis, uden at sanse, at han ikke forstår et ord fransk. Også den lille piges heksesnak med mormor, viser korte sjove glimt af nærhed og menneskelighed. Et æselspark til Brigitte Bardot (der i øvrigt spillede hovedrollen i George Clouzos film La Verite (1960)) og alle de andre, der måtte tro de er noget på parnasset, er altid fornøjeligt. Mest dramatisk, naturligvis mor/datter afsløringerne, hvor der heldigvis også er plads til, at dejlige Juliette Binoche får lejlighed til at levere nuanceret spil.

En film, der både i form og indhold vil fortælle om livsløgn, jalousi, familiebedrag og sandhedens mangesidighed, men hvis styrke ligger i de nære menneskelige relationer. Catherine Deneuve, i sin gyldne efterårsalder, bekræfter med sit spil, sin position som bærer af fransk filmtradition, helt tilbage til, da ’den ny bølge’ i tresserne rullede ind over lærredet – internationalt gennembrud med Jaque Demies Pigen og Paraplyerne 1965. Idag er hun rekordindehaver af den franske Cæsar, plus Gyldne Palmer og Oscar m.fl.

Blev forventningerne indfriet? Ikke helt.

Men heldigvis skuespilkunst på højt plan, tilsat selvironi, humor og udlevering af en krukke/heks af en feteret skuespiller, tæller mere end en lidt fortænkt metafilm.