En mand bliver brutalt slået ned bagfra. Liget bliver slæbt væk og overhældes med benzin, der antændes. Vi ser, trods mørket, tydeligt morderens ansigt. Sådan starter Det tredje mord.

Optakten til et klassisk retssagsdrama - hvor overfaldsmanden, en netop løsladt dobbeltmorder, er pågrebet og endda uforbeholdent har tilstået ugerningen. Det lyder næppe som et særligt spændende plot, men når en af Japans store instruktører Hirokazu Koreeda, som vi mest kender fra familie- og hverdagsmesterværker som Nowbody Knows(2004), Min søns familie (2013), Søstre (2015), Stormen (2016), beslutter sig for at sætte fokus på det japanske retssystem, så får vi alligevel en ægte psykologisk Film Noir, der udfordrer og binder os til biografsædet.

Misumi, en 50-årig mand der netop er blevet løsladt efter 30 års fængsling for dobbeltmord, har myrdet chefen på den fabrik, hvor han netop er blevet fyret fra, for dermed, ifølge japansk straffelov, ubetinget, at stå til dødsstraf. En ambitiøs forsvarsadvokat og hans to kollegaer skal forsvare den håbløse tilståelsessag. De har derfor kun én opgave, nemlig at prøve at overbevise dommer og nævninge om, at den skyldige, nu med sit tredje mord, skal ”nøjes” med fængselsstraf – for dermed at undgå dødsstraffen, som Japan stadig opretholder.

Shigimori, energisk og troværdigt spillet af Masaharu Fukyama, er den unge ambitiøse forsvarsadvokat, der sammen med advokatkontorets skarpe juridiske hjerner kæmper for Misumis liv. En kamp der bestemt ikke er let, ikke mindst fordi den tiltalte drabsmand hele tiden ændrer forklaring. Hvad skal vi tro? Er Misumi lejemorder for fabrikantens hustru? Er det et hævndrab eller et simpelt røveri? Motivforskydninger, der forvirrer og kun understreger sandhedens relativitet. Og hvad med datteren, der helt parallelt med forsvarsadvokatens skilsmissedatter har en skade på benene – begge er de blevet forsømt af deres fædre. Dertil kommer at forsvarsadvokatens far, nu pensioneret, netop var den dommer, der for mere end 30 år siden dømte Misumi. Vi forvirres og sender en tanke til Kurosawas Rashomon (1950), hvor vi oplever drabene set gennem forskellige øjne.

Afhøringerne og anklagedes forklaringer er mange og skiftende. Oftest samtaler, der foregår gennem arrestens glasvæg. En skillevæg, hvor genspejlingerne af nærbilleder af anklager og forsvarer smelter sammen. Er der en underliggende forbindelse, et sammenfald i karakter eller er forsvaret alene en juridisk kamp, hvor prestige og karrierer går forud for retfærdigheden? Vi er tæt på forsvarsadvokatens arbejde, hvor juridisk strategi synes vigtigere end sandheden. Et indblik i en rettergang, der nok er japansk i sin ramme, men alment retsfilosofisk i sin tilgang til skyld/uskyld, helt i slægt med Dostojevskijs Forbrydelse og straf.

Det tredje mord er i sin udvikling, langsom, dvælende i sin fremstilling, men nær i sin afdækning af mordforløbet, der lader tilskueren ligeså tvivlende som dommer og nævninge. Netop dette er filmens styrke – ikke mindst understreget af en skuespiller- og instruktørpræstation i mesterklassen. Kôji Yakusho, giver i ultranærbilleder et nuanceret, melankolsk og apatisk portræt af den anklagede morder, Misumi.

En film, hvis ydre spænding er minimal – men hvis psykologiske nøgternhed, både hvad angår retssystemet og det enkelte menneske, er maximalt. Fremmed og alligevel nært.