Genren, som populært går under betegnelsen ’J-Horror’ eller ’A-horror’ (altså hhv. japansk eller asiatisk gys), blev for alvor kendt på vore breddegrader med Hideo Nakatas fremragende Ringu (aka. The Ring) tilbage i 1998. Filmen præsenterede mange vesterlændinge for de særegne japanske spøgelsesfigurer, som ofte er klædt i hvide gevandter og har langt sort hår, der skjuler deres ansigter. De asiatiske gyserfilm var også atypiske, idet fortællingerne ofte foregik i et meget langsomt tempo. Selvfølgelig var der også chok undervejs, men det var nok filmenes fokus på en fortættet stemningsopbygning, der blev en øjenåbner for mange fans.

Disse fremmedartede, eksotiske gyserfortællinger om hævngerrige ånder og rædsomme forbandelser, der driver de levende sindssyge eller ligefrem skræmmer dem til døde, blev en betydelig succes, så i kølvandet på Ringu kom der en masse mere eller mindre gode film, der forsøgte at skabe lignende successer.

En af de bedste af disse film (ud over den alt for oversete koreanske film A Tale of Two Sisters) er utvivlsomt Ju-On, bedre kendt som The Grudge eller Forbandelsen som den kom til at hedde på dansk. Filmen, der lige som Ringu også blev genindspillet i Hollywood og fik flere fortsættelser både i hjemlandet og i USA, var oprindelig en serie af episodefilm, der var produceret til japansk tv, men seertallene afgjorde hurtigt at Ju-On skulle genindspilles som en regulær spillefilm.

Nu er det så blevet muligt at anskaffe sig de to første (og bedste!) film i serien, nemlig Takeshi Shimitzus Ju-On og Ju-On 2 til rimelige penge på BluRay. For fans af serien er der dog tale om ret skrabede udgaver af filmene, for ud over en håndfuld trailers for kommende gyserfilm, så byder begge Blu-Rays ikke på noget ekstramateriale overhovedet. Det er ellers en skam, for Universal plejer ikke at være fedtede i forhold til ekstralir.

Episodeformatet kan man også fornemme når man (gen)ser filmene: De er begge en slags multiplotfilm, hvor man møder forskellige personer, der, idet handlingen skrider frem, krydser hinandens veje. Fælles for dem alle er, at de på en eller anden vis har været i forbindelse med nogen der har opholdt sig i det hjemsøgte hus, hvor filmens oprindelige forbandelse er opstået. Som der skrives i filmens start, så opstår denne forbandelse når der sker et voldsomt dødsfald og alle der rammes af den, dør kort tid efter og spreder på den led forbandelsen videre til deres nærmeste. En slags spøgelsespest, som du får når du ser en lille bleg dreng eller dennes væmmelige, langårede mor.

Den første film er fra 2002 og starter med en ung pige, der arbejder som frivillig ved kommunen. Hun får til opgave at tage ud til et hus, idet myndighederne har mistet kontakten med en familie. Da hun kommer frem er huset vildt rodet og hun finder en gammel, katatonisk bedstemor, der ligger i sit eget møg. Resten af familien er der ikke spor af, men hun møder en lille dreng der siger han hedder Toshiro. Dette fortæller hun sine kollegaer, der kan fortælle at familien ikke har nogen børn. Den kvikke seer har selvfølgelig allerede regnet ud, at Toshiro slet ikke er så levende som hun først antager og inden længe hjemsøges hun også af en masse mystiske syner og væmmelige gespenster. Dette er kun det første kapitel i filmen, som lige som nummer to, præsenterer sin seer for en række små historier, der kommer til at hænge nogenlunde sammen til sidst.

Ju-On 2 starter med et ungt par, der kører tur i deres bil. Hun er skuespillerinde og kendt for sine roller i skrækfilm, og han spørger ind til hvornår hun har tænkt sig at fortælle sin chef, at hun venter sig. Alt imens de taler, ser vi et point of view skud af et eller andet, der svæver rundt om bilen og i næste nu er der en lille, bleg dreng der kommer til syne. Han river i rattet og parret kører galt. Hun mister måske sit barn og kæresten ryger i koma, alligevel kan en læge kort tid efter fortælle hende at hun er gravid igen. Dette er optakten til endnu en række fortællinger, der kædes sammen af flere overnaturlige elementer og det går hurtigt op for seeren, at der har været væsentligt flere penge på budgettet, da denne fortsættelse skulle laves i 2003. Effekterne er bedre, større og der er også større variation i de små spøgelseshistorier.

Selv om undertegnede huskede begge film som utrolig skræmmende da de udkom, var gensynet desværre ikke nær så uhyggeligt, som man ellers kunne håbe på. Dette kan skyldes at begge film er tyve år gamle og er lavet på et ganske skrabet budget, men måske også fordi anmelder har set utroligt mange, langt mere effektive gysere sidenhen (både de der stammer fra Asien og andetsteds fra). Når man ser filmene lige efter hinanden, bliver man også klar over at folkene bag genbruger mange af de tekniske greb undervejs. Et af de mest hyppige er at skabe en situation, der virker mystisk og så klippe til vores skuespiller, der pludselig oplever at de mystiske ting der var der lige før pludselig er væk. Det kan godt blive en smule formularisk i længden.

Det betyder dog ikke, at filmene ikke er værd at se, for har du aldrig set Ju-on før, så er de to originale spillefilm klart at foretrække, frem for resten af filmene, både de der blev skabt i Japan og Hollywood. Enhver gyserfan med respekt for sig selv bør jo se filmene, men hvorvidt man vil nyde dem, afhænger også af hvor vild man er med den måde skuespillerne agerer på. Det er og bliver meget japansk, men er man i stand til at se ud over det (eller holder man som Kapellets udsendte ligefrem af det) så byder de to film på en række små fortællinger, der er både stemningsmættede og som var, da de udkom, meget originale i forhold til hvordan man kan skrue gyserfilm sammen.