Pligtens glæder. Er ikke kun en overskrift, men en tese, der gennemsyrer den tyske forfatter Siegfrid Lentz (1926-2014), nu klassiske roman, Tysktime (1968). En efterkrigsroman, der udstiller tyskernes forsøg på, at feje fortidens uhyrligheder ind under gulvtæppet med et: vi handlede efter ordre, gjorde kun vores pligt. Et forsvar/undskyldning som Nürnberg domstolen klart afviste.

Den tyske instruktør Christian Schwochow, som man måske husker fra Paula (2016) følger loyalt romanen, hvis miljø er de spredte ensomt beliggende, stråtækte gårde ved Vadehavet tæt på den danske grænse.
Tysktimens første billeder ser vi i en total af en skoletavle, hvor der med kridt skrives ”Die freude der Pflicht”. En stileopgave, stillet til en flok adfærdsvanskelige unge, der bliver lukket ind i hver deres celler med et blankt skrivehæfte. Værsågod at skrive, knægte.

Siggi Jepsen, 21 år, (Tom Gronau, troværdig ung og følsom) lader sig langsomt udfordre af de tomme sider. Griber tilbage i barndommen under anden verdenskrig i den frisiske landsby Rugbüll, hvor han og en lidt ældre søster vokser op, med et monster af en tyrannisk nidkær far, landbetjent, pligtopfyldende til ordrernes sidste punktum (myndigt og frastødende spillet af Ulrich Noethen) og en underkuet, kærlig mor (Sonja Richter), der glimtvis tvivler på pligten som dyd. Det er Siggis ’fristil’, om pligtens glæder vi følger, i en hyppig skiften mellem dengang og nu.

Jens Ole Jepsen, er det lille nordslesvigske forblæste landsbysamfunds ordenshåndhæver. Et minisamfund, hvor mange familier har mistet sønner i krigen, og hvor alle kender hinanden, lagt fra nazismens rædselsregime. Og dog. For en dag får Jens Ole Jepsen brev fra øverste myndighed om, at barndomsvennen og naboen kunstmaleren Max Ludwig Nansen (stille og smukt forsvaret af Tobias Moretti), hvis kunst, af naziregimet er dømt ’entartet’ og derfor ikke længere må udøve sin kunst. Maleforbuddet, er det Jens Oles pligt at sørge for bliver overholdt – og det gør han blindt autoritetstro, uden nogen skelen til venskab, retfærdighed eller sund fornuft. Alt det overværer Siggi som dreng, hvor han mere og mere knyttes til den kreative og empatiske maler, der for at oliemalingens lugt ikke skal afsløre, at han faktisk stadig maler, må ty til akvarelmaleriet. Ja, det er ingen hemmelighed, at der er en klar parallel til Emil Nolde, der boede i Seebøll og fik stemplet ’dekadent’ (trods sine udtalte nazi-sympatier) og et maleforbud, men på trods, smuglede såkaldte ’Ungemalte Bilder’ til Danmark. I filmen er ligheden nedtonet. Men ikke konflikten.

Tysktime er en film på mange planer. Det helt nære, altid med far i centrum. Knudemanden med forstoppelse af autoritetstro og overdreven pligtfølelse. Teenagersøsteren, der vover at stå model for den forbudte maler, undslipper/flygter fra fars vilje, hvor Siggi i bogstavelig forstand må lægge ryg til spanskrørets svirpen, da faren opdager, at han maler sammen med Max. ”Du skal være et brugbart menneske”, råber han ophidset og tilføjer satanisk endnu et par slag. Et familiedrama, men meget mere.

En illustration af nazismens ondskabsfulde raffinerede indtrængen i dagliglivet, ind gennem alle menneskets sprækker, ved at lade pligten være det overordnede ultimative. Det lyder teoretisk, men er her omsat i kød og blod ved konfrontationen mellem barndomsvennerne Jens Ole og Max – ja, Max reddede engang Jens Ole fra druknedøden – det var dengang.

Pligten/ordren overfor det frie emotionelle tænkende. Alt sammen i tæt på et storslået og blæsende vadehav, der i Frank Lamms kameraarbejde, ikke kun er en kulisse, men en væsentlig dramatisk medspiller. Sikke storslåede billeder. Også de nære, hvor vi, samlet til Max fødselsdag, med det obligatoriske sønderjyske kaffebord med de mange kager, oplever borgerskabets bøjen nakken for et bestialsk styre. Et landsbysammenhold, der (naturligt!) afbrydes af postbuddet med brev fra den højeste nazimyndighed om inddragelse af alle Max Ludwigs tidligere malerier. ”Det er min pligt”, fastslår Jens Ole skråsikkert. ”Også hvis du skal slå mig ihjel?”, spørger Max tilbage. Jens Ole forlader vredt selskabet, mens hustruen langsomt siver efter.

Selv om filmen, som i Siggis, snart mange skolehæfter om ’Pligtens glæder’, er fyldt med dramatiske episoder, giver den sig god tid. Helt i overensstemmelse, med de mennesker og den natur, der omgiver dem. Her tales lavt og ikke ofte - lidt i slægt med den lille danske film Onkel (2019) , der forgår lige ovre på den anden side grænsen.

Tysktimen er en sjælden vellykket romanfilmatisering. En allegori over et rædselsregime, til advarsel og eftertanke. Godt fortalt, med fine skuespilpræstationer og mageløse naturbilleder.