Så sker det. Biograferne smækker atter dørene op. Endelig. Projektorens lysbundter bryder mørket, samler sig på det hvide lærred, for at danne levende billeder, fortælle historier, føre/forføre os ind i en verden, hvor fantasien og realismen danner et kalejdoskopisk billede af det menneskelige sind. Nogle gange stor kunst, andre gange skønt kikset kitsch.

Unge Ahmed rummer alt det som filmmediet også kan. Aktuel, samfundsrelevant, vedkommende. Men først og fremmest en historie om mennesker, fortalt af de belgiske brødre Jean-Pierre Dardenne og Luc Dardenne, der tidligere har bevist deres evne til ægte socialrealisme med bl.a. Drengen med cyklen (2011), To dage en nat (2014), Kvinde ukendt (2016). Alle, ligesom Unge Ahmed, prisbelønnet på Cannes Filmfestivalen.

Konflikten er til at tage at føle på. Allerede i filmens første minutter, hvor den 13-årige Ahmed, (Idir Ben Addi) tydeligt af anden etnisk herkomst, teenager, med runde Harry Potter briller, it-nørdet og kvik til matematik, nægter at give hånd til den søde, hjælpsomme lærerinde Ihnes (Myriem Akheddiou) - for man er vel en sand muslim.

Og det skal blive meget værre. Ihnes underviser også i arabisk, hvor hun i sin pædagogik bruger sang og musik, og dermed helt glemmer Profeten og Koranens strenge pålæg – ja, rygterne vil endda vide, at hun er forlovet med en jøde! Ahmed konfererer med sin ekstremistiske og militante Iman, der støtter kravet om ortodoks lydighed overfor Koranen og derfor en afstandstagen til den moderne lærerinde. En radikalisering, hvor skemalagt bøn på bedetæppet og hændervask, så hyppigt, at man skulle tro Coronavirussen var brudt ud, er et af de mange ydre tegn.

Det hjemlige miljø, med en alene (hvid) mor, med trang til ’en lille en’, en lårkort søster og en vild bror, forstærker kun Ahmeds vrede mod verdsligheden og deres ulydighed overfor Profeten. Kun en fætter, der ofrede sig som heroisk selvmordsbombe i den hellige krig, er han i dyb beundring af. Så stærk er hans tro og galskab, at han snupper en køkkenkniv, gemmer den i sokken. Opsøger Ihnes, der med sin undervisning og levevis i hans og Imamens øjne er groft gudsbespottende – og derfor skal dø. Drabsforsøget falder heldigvis klodset ud og resulterer i at Ahmed idømmes ungdomsfængsel, med delvis samfundstjeneste på en bondegård.

Her adskiller brødrenes film sig fra andre fængselsfilm, for her er alle finke, venlige og forstående, indenfor de nu engang givne disciplinære rammer. Værgen, advokaten, psykologen, ja selv fængselsbetjentene har et menneskeligt ansigt. Kun Ahmed har i sin teenager trods og fastlåste tro, vanskelig ved at åbne sig for al den omsorg og velvillighed han møder. Selv gårdens nuttede kæledyr afviser han – for slet ikke at tale om den jævnaldrende pige, der vil i høet med ham.

Unge Ahmed er elementært spændende, men mest et empatisk nuanceret portræt af en usikker blød pubertetsdreng i en verden, hvor hverdagen er barsk i sine mange identitetskrav. Vest eller øst. Ahmed søger den ultimative tro, godt hjulpet af den fanatiske, troende Iman - en slags fadererstatning. En troværdig udviklingshistorie, ikke mindst takket været Idir Ben Addis præstation, der med hud, hår og bedetæppe, er den unge fastlåste konsekvente muslim – ikke af lærredet i mange minutter.

Et ghettomiljø i udkanten af Liège, der ligeså godt kunne ligge i Brøndby. Nært og nænsomt skildret, helt uden fordomme, som netop de to socialrealistiske instruktører kan, helt i stil med den britiske filminstruktør Ken Loach, når han er bedst. Ikke kun et moralsk dilemma mellem mennesket og religionen, men mest et fint varmt og troværdigt portræt af en tilpasnings vanskelig, introvert dreng, vokset op i en malstrøm af øst-vest kultur og religion. En film til at bliver klogere af.