Når en film starter med et Fjodor Dostojevskij citat så ved vi at der venter os tung alvor og mørke tanker. Sådan er det også med den mexicanske film Forsvundet i natten, instruktøren Amat Escalante er kendt for sine grænseoverskridende film, der ikke lægger fingrene imellem i skildringen af fattigdom, korruption, sex og klasseulighed, som f.eks. i Hei, der vandt de gyldne palmer på Cannes filmfestivalen 2013 og åbnede muligheden for Forsvunden i nattens festivaldeltagelse i år – uden dog at hjemmebringe nogen palmegren.

I Forsvunden i natten vælter uhyrlighederne hen over hinanden. Udgangspunktet er en lille, fattig, afsidesliggende mexicansk landsby, vist i en storslået landskabspanorering - tilsat vold og brutalitet i nærbilleder. De mange provokerende emner, som vold, korruption og fattigdom, kastes op i luften. Tilskueren forsøger, ofte forgæves, at (be)gribe meningen.

Noget af en rammehistorie er der dog. Emilianos mor Paloma blev for tre år siden kidnappet og formentlig dræbt i forbindelse med en demonstration mod kapitalisternes overgreb mod naturen og ikke mindst imod canadiernes køb af jorden, med det formål at iværksætte en udgravning til en ny mine. Fem aktivister, blandt de mange protesterende, blev bortført og måske likvideret. Emiliano er sammen med sin ældre søster opsat på at finde og retfærdiggøre Paloma. En forgæves jagt, der fører til voldelig konfrontation med de formodede gerningsmænd, men det er først, en døende betjent, der sætter ham på sporet af de rigtige bagmænd - med rystende hånd skriver han, lige inden han udånder: 5 km-stenen.

Emiliano er ikke i tvivl. Det er funkisvillaen, vi så i filmens begyndelse, beliggende i et rustikt område med en smuk havudsigt – en villa der damper af velstand og rigdom. Her bor den spanske mixed-media-kunstner Rigo (Fernando Bonilla), hans skuespiller-sanger kæreste Carmen (Bárbara Mori), sammen med deres datter Monica (Ester Expósito), der producerer videoer, hvor hun faker sit eget selvmord til visning på de sociale medier. Overbevist om, at familien på en eller anden måde er involveret i de brutale kidnapninger, charmerer Emiliano sig til et job som altmuligmand i det super luksuriøse hjem, for at kunne snuse rundt efter beviser. Rigos tætte forhold til en lyssky betjent (Jero Medina), bekræfter yderligere Emilianos mistanke.

Plottet kunne være en spændende, næsten klassisk amatør-detektivhistorie, men desværre er der alt for lidt spænding eller logik jo tættere Emiliano kommer på sandheden. Mere afklaret bliver plottet heller ikke, når vi præsenteres for en religiøs sekt, der udøver hærværk og vold mod Ricos avantgarde kunstværker – hvori bl.a. døde menneskers kroppe indgår! Læg dertil Monicas sensuelle selvmordslyster, der forsøger at inddrage Emiliano, der ellers viser en trofast nærhed overfor teenager-kæresten Jazmin (Mafer Osio).

Det er bestemt sympatisk at Forsvunden i natten vil vise råddenskaben i det mexicanske samfund, påpege menneskets grådighed og udlevere kapitalisternes profithunger, plus sparke til den mondæne moderne kunst og den sekteriske gudsdyrkes.

Det er meget. Rigtig meget – alt for meget, til at filmen for alvor fænger, selv om den er topprofessionel i klip, kameraarbejde og lydside.