Helt eller landsforræder? Begge veldokumenterede udtalelser på allerhøjeste politiske niveau – endda af samme personer! Manden med det påståede Janusansigt, er den danske ambassadør i USA, Henrik Kaufmann, der afleverer sine akkreditiver til præsident Theodor D. Roosevelt i 1939, det fatale år, hvor nazismens pest over Europa spreder sig og Hitler marcherer ind i Polen og starter anden verdenskrig.

Et ønskejob for den godt 50-årige diplomat, med erfaringer fra tidligere poster i Berlin, Peking og generalkonsulatet New York. Han er gift med Charlotte, en velhavende amerikaner, med de allerbedste kontakter til det amerikanske society-liv. Ja, selv præsident Franklin D. Roosevelt i sin kørestol, hyggesnakker og kysser ambassadørens børn og hustru på kinderne.

Sådan starter Christina Rosendahls film Vores mand i Amerika. En film om den flamboyante diplomat, der med et cocktailglas i hånden, omgivet af VIP-mennesker ved svømmepoolen, føler sig som fisken i vandet – en klovnfisk, siger hans kvikke kone. Men der er tordenskyer over Europa og Kaufmann (tysk født i Frankfurt 1888) oplever med rædsel at den danske regering ser passivt på Tysklands krav på ’Lebensraum’. Heller ikke USA vil lade sig involvere i hvad den gale mand, med det lille overskæg, råber op om.

Så kommer 9. april 1940. Den danske regering vælger at samarbejde med tyskerne. Vi overgiver os, uden nogen væsentlig kamp. Henrik Kaufmann er chokeret, prøver at forklare amerikanerne, at Danmark handler under tvang og at han som regeringens udsendte må afstå fra at følge ordre fra en ufri dansk regering. Reaktionen kommer prompte: hjemkaldelse, afskedigelse og en anklage for højforræderi. Kaufmann insisterer hårdnakket på, at han repræsenterer det frie Danmark og nægter at forlade USA og opretholder sin status som gesandt i forhold til de amerikanske myndigheder.

Det er den kamp, der er filmens kærne. En embedsmands lydighedspligt op mod sine egen regering, ved udenrigsminister Erik Scavenius, der i juli 1940 sagde: ”… at de store tyske sejre vækker beundring… at Danmarks opgave er at finde et gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland”.

Henrik Kaufmann kæmper også med de amerikanske myndigheders anerkendelse. Indtil Japanernes angreb på Pearl Harbor og dermed USA’s indtræden i krigen, er der ikke længere familiehyggesnak med Franklin D. Roosevelt, men Henrik Kaufmann har trumfkortet på hånden; Grønland. USA har både brug for kryolitten og en militærbase på Grønland – en tilladelse som den danske samarbejdsregering ingen chance har for at udstede. Det gør Kauffmann derimod. Den 9. april (!) 1941 underskrives en overenskomst, uden åremålsbegrænsning, der imødekommer USA’s krav på Grønland. Dermed er Kaufmanns legalitet overfor de allierede fastslået – og en økonomisk redning, idet han nu kan råde over indbetalte kryolitmidler fra den amerikanske stat og dermed også hjælpe kollegaer på andre ambassader, der tør afvise ordre fra det besatte hjemland.

En vild og sand historie, om en mand, der fulgte sit eget instinkt, som turde gå imod konge og fædreland, i en tro på sig selv som Danmarks sande repræsentant. Det er denne vigtige historiske rammefortælling, hvis objektivitet næppe kan betvivles, når Bo Lidegaards doktorafhandling og biografi Uden mandat blandt andre, står som garant for manuskriptet. Men - og det er et stort men - Christina Rosendahl og hendes medforfattere vil mere. De forsøger at trænge ind bag ambassadørens tjenstlige overflade, hvis definition på diplomatiet var: 50% information og 50% gambling.

Det kræver stor skuespilkunst. Heldigvis magter Ulrich Thomsen, at give tjenestemanden en troværdig karakter. Dygtig manøvrerende i det politiske, snarrådig, insisterende og konstruktiv i forhandlinger – ofte et egensind, der nok ellers ikke kendetegner tjenesten. Vanskeligere bliver det at overbevise os om privatmanden. Hans mere end antydede forhold til svigerinden Zilla (Zoe Tapper) og de mange scener fra et ægteskabs sovekammer. Hvad bygger de på? Nok mest en lyst til at tilføje filmen en banal kærlighedskonflikt.

Det overfladiske diplomatiske selskabsliv med jazz, utallige smøger og drinks er også tæt på klicheen. Stærkest står nok Charlotte, abassadissen (Denise Gough) med de stærke meninger. En anden dansk idealist Poul Bang Jensen er ung ambassademedarbejder (Mikkel Boe Følsgaard), der helhjertet støtter afvisningen af samarbejdspolitikken.

Fingrene lægges ikke imellem, da befrielsen endelig kommer. Udenrigsministeriets direktør fortsætter, trods tyskersamarbejdet, bliver i Søren Sætter Lassens figur groft udleveret, – så det gør (fortjent?) ondt. Et glimt af statsminister Bull efter 5.maj 45, er just heller ikke glamourøst. Til gengæld får Henrik Kaufmann oprejsning, med ministerpost, ordner og konge-ord og bliver specielt inviteret til kongressen i San Francisco, hvor FN grundlægges. Kaufmann dør en dramatisk død (1963), sammen med sin hustru, 73 år gammel, i Danmark. En krigshelt er død. En fordoms krigsforbryderdom er glemt. Et lærestykke om retfærdighedens elasticitet.

En amerikansk sportsrapporter råbte forarget, da hans favoritbokser måtte gå i gulvet: ’like a Dane’. Og det var ikke positivt ment. Henrik Kaufmann vandt kampen som diplomat og efterkrigsdanmark fik del i æren. Hvor mand i Amerika er ikke blot en spændende/ velspillet film, men først og fremmest et vigtigt samtidsdokument, nu 80 år efter Danmark krøb i skjul. En vigtig film, et tidsdokument, der ikke må glemmes. Alene derfor skal filmen ses.