Når nærværende anmelder til dagligt underviser i dokumentarfilm, så er et af de mantraer der luftes, at dokumentarfilm grundlæggende viser os en del af virkeligheden, som man normalt ikke har berøring med eller adgang til. Dokumentaristen tager seeren i hånden og fører denne ned i kriminelle miljøer, rundt i Haitis værste slumkvarterer, med ind på operationsstuen, følger en pornoskuespillers daglige arbejde eller noget helt femte. Dette gælder også for Christina Rosendahls nyeste film Vold i kærlighedens navn, for hun har for første gang fået lov til at vise omverdenen hvad der foregår på krisecenteret Danner i København.

Førhen var stedet kendt som ”Grevinde Danner Stiftelsen” og havde dengang som nu hjemme på Nansensgade 1 i København. Selv om navnet nu er blevet noget kortere, er problemerne de samme, for det er stadigvæk et hus, der for nogen kvinder er den sidste desperate mulighed for at flygte fra den kæreste eller mand, som har gjort deres liv til et helvede. Dette gælder ikke kun den fysiske vold, der indimellem kan være af så voldsom karakter at det, som det siges i filmens start, årligt ender med indtil flere af de voldsramte kvinder ligefrem bliver slået ihjel, men nogle af kvinderne udsættes for konstant psykisk vold, som muligvis hverken giver blå mærker eller dræber, men som kan gøre livet mindst lige så ubærligt.

Filmen har af indlysende årsager valgt at anonymisere flere af de kvinder og børn der optræder, hvilket også betyder at billederne som oftest dvæler ved de medarbejdere, socialpædagoger og frivillige der arbejder på Danner – kvinder, som forsøger at hjælpe de kriseramte kvinde efter deres bedste evne. Dette begrænser dog ikke den følelsesmæssige påvirkning seeren udsættes for, for selv om man ikke ser alle beboernes ansigter, så hører man deres fortællinger – og reaktionen på det der bliver sagt rammer ikke kun seeren, men kan også aflæses i ansigterne på Danners medarbejdere.

Filmen kan derfor bedst klassificeres som en observerende dokumentarfilm, hvor det er samtaler mellem kvinderne og Danners personale der får lov til at fylde, krydret med optagelser fra den hverdag der eksisterer på stedet. Dækbilleder af gamle Edel, der tager telefonen i receptionen, af personale der bevæger sig rundt på gangene, af pædagoger der synger sammen med børnene, af døre der lukkes og låses af når mørket falder på, osv. Det fungerer virkeligt fint som et øjebliksbillede af en institution, der helt bogstaveligt har reddet en masse kvinders liv.

Selv om dette muligvis ikke er et særligt rart emne, så er det en film der er vigtig – for den belyser et område der normalt ikke synes at fylde særligt meget i medierne, til trods for at der er over 1.000 kvinder, der hvert år der kontakter Danner for at få hjælp. Derfor kan filmen ses som et velment oplæg til debat, til en diskussion der ofte forties, for som titlen antyder, så skildrer filmen en af de værste former for overgreb: de der sker i hjemmet, begået af den mand der egentligt burde elske en i stedet.

Indirekte berører filmen også spørgsmålet, som udenforstående ofte kan undre sig over: hvad årsagerne kan være til at disse kvinder ikke bare skrider fra den voldelige mand? Det er der naturligvis mange grunde til, men en af de væsentligste er jo at det kan være enormt svært at tage den beslutning når den der udøver volden samtidig er en som er far til ens børn, eller som man har mange nære følelser for. Set udefra er det kanske nemt nok at komme med rådet; ”jamen, se at komme væk fra ham”, men i praksis er det bare slet ikke så enkelt.

Før at have set filmen var der også fordommen om, at mænd helt generelt ingen adgang havde til Dannerhuset i Nansensgade, men undervejs i filmen, ser man faktisk at der er undtagelser, selv om den langt størstedelen af de medvirkende selvsagt er kvinder. Man efterlades tillige med det klare indtryk af, at disse kvinder på ingen måde skal rubriceres som ofre, men derimod møder tilskueren en række meget seje kvinder, der til trods for alle de overgreb de er blevet udsat for, takket være bl.a. folkene på Danner, har fundet et ståsted og modet til at få deres liv på ret køl igen, til trods for det massive svigt de har været udsat for.

Vold i kærlighedens navn giver disse kvinder en tiltrængt stemme og samtidig er det en film der klart italesætter, at der er et stort behov for at der skabes flere af disse fristeder, hvor kvinder kan få hjælp, rådgivning og den omsorg de har brug for. Problemet med vold i hjemmet er desværre større end Danner kan klare alene. Det gør også filmen til en debatfilm, der både kan benyttes i undervisningssammenhæng i f.eks. samfundsfag, psykologi, mm. Samtidig er det en film der burde ses af alle de danskere, der tror at vold i hjemmet ikke er et problem. Kort sagt er filmen en øjenåbner i forhold til at seeren nu – uanset køn – kan få et kig ind bag facaden på Danmarks måske mest berømte krisecenter og blive konfronteret med personlige vidnesbyrd om den skjulte vold, vi taler alt for lidt om.