De fleste af os kender den finske Tove Janssons Mumitrolde og holder af dem. Tove Jansson skriver også romaner og den amerikanske instruktør Charlie McDowells Sommerbogen er netop baseret på en meget personlig fortælling i forbindelse med at Tove Jansson gemte sig på en lille finsk ø, for der at bearbejde sin sorg efter moderens død.

I filmen er der tre generationer, datter, far og bedstemor, på vej i motorbåd ud til en lille klippeklump af en ø i Den finske Bugt. I et faldefærdigt træhus skal de, som så mange gange før, tilbringe midsommeren. Noget er anderledes denne gang, forstår vi. Da de træder ind i huset, rækker faren med et kropssprog, der lyser af sorg, bedstemoren en romantisk sommerhat med blomster og pynt, med et krav om, at den for altid gemmes væk.

Meget andet gemmes væk, når det kommer til følelser og evnen til gensidig åbenhed. Filmen igennem følger vi de tre generationers isolerede liv på øen. For moren/hustruen er død kort forinden og man håber ø-opholdet vil læge sorgsåret efter den afdøde.

Den ni årige datter Sophia farer med stor nysgerrighed og livlighed rundt på den lille ø eller er tæt på den 77-årige cigaretrygende, slagfærdige bedstemor. Far holder sig for sig selv, han har travlt med sit illustrationsarbejde, dyrker sin sorg i total isolation.

”Min far er holdt op med at elske mig efter mors død”, betror Sophia sin bedstemor, der ufortøvet opfordrer faren til at vise mere empati overfor datteren. “Din sorg er ved at udvikle sig til selvmedlidenhed”, fastslår hun.

Det er Sophias og bedstemors mange gode diskussioner og samvær, der gør filmen interessant. Sophie, fremragende spillet af Emily Matthews, er livlig, uforfærdet, men troværdig i sin udvikling sommeren over.

Men toppen er Glenn Close som bedstemor. Hollywoodskuespilleren med stribevis af hovedroller bag sig. Otte gange Oscar-nomineret uden nogensinde at modtage den eftertragtede statuette – mon dette er rollen der giver Oscar-bonus? Næppe – men en gylden figur for lang og tro tjeneste ville nok være passende.

Glenn Close, med håndrullede cigaretter og håret sat op til narrestreger. Den forstående, sjove, ungdommelige, livskloge bedstemor, der ikke er bange for både psykisk og fysisk at udfordre sig selv. Vi ser endda hendes veltrimmede nøgne krop! Hun ved og erkender, at livet går på hæld, alt mens hun bogstavelig talt, lytter til naturens stemme og forsøger at få de tre generationer til at åbne sig følelsesmæssigt.

Sommerbogen er en meget smuk film, hvor naturen er en vigtig medspiller, i det lukkede rum, som øen udgør. Velspillet. Men bevidst meget, meget langsom, næsten uden dramatisk plot. Er man god til at sjælefortolke og nyder, at der ikke sker nogen ydre bevægelse på den lille ø, ud over et forsøg på at plante poppeltræer på klippegrund – så er Sommerbogen den helt rigtige film.