Listen over liderlige ældre mænd der danner par med yngre kvinder, er gennem historien lang. Listen er derimod kort over yngre mænd og ældre kvinder. Sådanne forhold er endda forargelige, næsten naturstridige, i al fald hvis man vælger at tro på alle fordommene og moralister. Det, til trods for at ligestilling, seksuelt frisind og accept af kvindes ret til sex, begær og følelser, har udviklet sig lystigt de sidste mange årtier.

Claire, i en alder omkring de 50, skøn og dejlig i Juliette Binoches velpresserverede krop, er i et lidenskabsfuldt forhold til den 24-årige Ludo, der (uforståeligt) nok, svigter hende groft. I et forsøg på at udspionere den utro elsker, kontakter hun på Facebook, under pseudonymet Clara, hans jævnaldrende sambo og fotograf ven Alex, der snart bliver betaget af den imaginære unge pige, med det dejlige fotosmil og lange hår, som Claire har lagt ud på nettet. Betagelsen er gensidig. En accelererende virtuel kærlighedsaffære opstår. Oralt hed og ophidsende for begge parter, med mobilen, som postillon d’amour.

Sådan er optakten til Safy Nebbous franske spillefilm Forført. Ubegribelig, at vi ikke har fået lov til at behold originaltitlen Celle que vous croyez (da - Hvem tror du jeg er?). For identitetsspørgsmålet er netop filmens kerne.

Claire fraskilt, efter 20 års ægteskab (manden løb med en yngre model!), alene-mor med to drenge, tilsyneladende med tjek på tilværelsen og glad for mændenes beundrende blikke. Litteraturprofessor, med universitetsforelæsninger om bl.a. klassikeren Farlige forbindelser fra 1700-tallet, der i brevform beskriver to ret så kyniske og erfarne elskeres erotiske manipulationer og fantasier – nok ikke langt fra Claires. I øvrigt filmatiseret adskillige gange bl.a. af Stephen Frears (1989).

For kynisk er Claire ikke. Snarere besat af sin ny Facebookidentitet, hvor forelskelsen i den lidenskabelige, unge partner snart er berusende hed og medrivende og snart deprimerede i sin manglende mulighed for realisation – hvor unge Claras identitet, skabt af Claire, smelter sammen med Clairs drømme om den tabte ungdom. Denne komplicerede identitetskrise fremlægger hun overfor sin psykiater dr. Borman, myndigt og troværdigt spillet af Nicole Garcia. To intellektuelle ligeværdige partnere, med stor gensidig sympati, hvor Nicole Garcias afsøgende øjne vidner om klogskab og forståelse, samtidigt med, at hun understreger den professionalisme, der kræver afstand og objektivitet i forhold til sin patient. En udlevering af Clairs intime liv, der nok ikke altid er helt tæt på sandheden.

Disse konsultationer er filmens nerve. Hvis det dramatisk lyder klodset og skematisk, så tænk om igen, for på næsten forunderlig filmisk vis blandes sandhed og fantasi. Vi bevæget os ubesværet på flere lidenskabelige niveauer alle med Claire/Clara i fokus. Hver gang lader vi os manipulere, men må erkende logikken i det labyrintiske forløb.

Forført er med hud, hår og mobiltelefon, Juliette Binoches film – der er kun få billeder, hvor hun ikke forfører både os og den it-ven, overfor hvem hun ikke tør afsløre sin rigtige identitet. Aldrig har hun været mere nuanceret indforstået på en følelsesmæssig skala fra lystigt begær til suicidale tanker. En film, der nok udspiller sig i den virtuelle verden, men som i kød og blod, fortæller om lidenskab og kontroltab hos en kvinde, der er bevidst om sit begær – og ønsker at fastholde det. Et vigtigt debatindlæg i kønsdebatten om overgangsalderen. Men heldigvis meget, meget mere. Her er spænding, suspense og professionel skuespilkunst, der fryder og overrasker. En superaktuel film med en hudløs velspillende, klassisk fransk skuespiller, Juliette Binoche, i centrum.