Husholdningsskole. Alene ordet. Stedet, hvor det bedre borgerskabs unge, giftefærdige piger blev forberedt til, hvordan de bedst kunne tjene mand, hjem og børn. Selvopofrelse og godt humør, plus køkken- stryge- og repræsentative færdigheder, skal der til. Alt sammen under overskriften: ’Travle hænder holder dårlige tanker borte’. En sådan skole er Van Der Becks. Traditionsrig, tredje generation, og installeret i et prægtigt palæ i smukke omgivelser i Alsace. Det er her den franske, ofte prisvindende, instruktør Martin Provosts komedie/samfundssatire Den gode hustru udspiller sig.

Paulette, (Juliette Binoche), er den myndige og kønne forstanderinde, der sammen med sin ældre husbond, Robert (Edouard Baer) og hans gammeljomfruelige søster (Yolande Moreau), plus nonnen Maria Therese (Noémie Lvovsky) en garant for moral og troskab, driver sammen husholdningsskolen. Alle fire står for to års disciplineret opdragelse af teenagepigerne, med det dannelsesmål, at gøre dem til perfekte hustruer/husmødre.

Levereglerne indskærpes dagligt, og står permanent skrevet med kridt på de store tavler, hvis pigerne skulle have glemt dem:
”- At være en god partner for din mand, også selvom det indebærer selvfornægtelse.
- At udføre de daglige gøremål (madlavning, strygning, husarbejde) uden nogensinde at klage.
- At styre husholdnings økonomi med konstant øje for familiens økonomi.
- At afstå fra at drikke alkohol, men alligevel være tolerant, hvis ægtefællen skulle blive offer for denne tilbøjelighed.
- At udføre "de ægteskabelige pligter”, fordi hele familiens fysiske og moralske sundhed er afhængig her af.”

Ak, ja, tanker og ideer fra en fjern, fjern fortid. Ikke helt. Vi er medio tresserne, hvor kvinder i Frankrig endnu ikke kunne oprette en bankkonto uden deres mænds samtykke – og stemmeret havde de først opnået efter anden verdenskrig. Pigerne snakker fordækt om sex, ligestilling og andre stygge ord. Samtidigt lyder ekkoer fra Paris, hvor studenteroprøret 68 er på vej – og det sætter filmens handling i bevægelse. Rigtig dramatisk bliver det dog først da Robert Van Der Beck falder om af et hjerteslag – og Paulette opdager, at han gennem længere tid har gældsat skolen og familien til op over skåneærmerne. Pengene er brugt på spil!

Heldigvis dukker en tidligere bejler op, der både er bankmand og stadig forlibt i skønne Paulette. Så har komedien en chance for en romantisk happy end. Og så drager skolen mod Paris, hvor de skulle have deltaget i en tv- konkurrence for husholdningsskoler, men i stedet kaster pigerne nu husmoderforklædet og marcherer frigjorte, syngende mod Paris, for at tilslutte sig studenteroprøret.

Den gode hustru er en lidt ujævn komedie med masser af ægte citater fra fortiden. En tidslomme, der med humor skildrer en periode, som synes os fjern – men i årtier er ret så nær. Når Paulette instruerer eleverne i, hvordan man mest korrekt, skænker te for mandens chefs kone, så smiler vi overbærende, ryster på hovedet – og tænker, ’var det virkelig sådan?’ Eller når pigerne forbavset/tvivlende, på radioen, hører om begrebet kvindelig orgasme!

De tre kvindelige skuespillere, Juliette Binoche, YolandeMoreau, Noémie Lvovsky, hører ikke uden grund, til Frankrigs mest populære – og med denne nostalgiske, lidt langtrukne komedie/satire, formår de at charmere og til en vis grad sandsynliggøre denne førægteskabelige rugemaskine. Et miljø, der nok er ’typisk fransk’ – men som, heller ikke i Danmark var ukendt, tænk bare på Den Shurske Husholdningsskole eller Mariaforbundet.