Det er nu 25 år siden den lille familie har oplevet en solopgang, en heftig storm eller et regnvejr. De lever langt, langt nede under jordens overflade i en luksusbunker. Et herskabshjem med antikke møbler og fornem impressionistisk kunst på væggene, midt i noget der mest ligner en nedlagt kalkmine.

Jorden er gået under i en total udslettende klimakatastrofe. Far, mor, søn, egen læge og tjenestefolk er tilsyneladende de eneste overlevende, som endda, under jorden, lever en dagligdag, med butler og kok, som om der intet var sket med jordkloden. Læg dertil at de overlevende muntert synger, danser og stepper, som var de med i en ægte musical, stærkt inspireret af Jaque Demies ny-bølge film fra 60/70erne, hvor hverdagsord blev til sang og musik.

Sådan er rammen om dokumentaristen Joshua Oppenheimers debutspillefilm The End, efter to tidligere Oscarnominerede film The Act of Killing og The Look of Silence .

Vi starter med en drøm, hvor moren, fremragende spillet, sunget, danset af Tilda Swinton, gispende efter luft, vågner op til en virkelighed, der er mere urealistisk og virkelighedsfjern end noget mareridt. Hendes mand (Michael Shannon) trøster hende og forsøger at beskrive deres liv som helt almindeligt, velvidnende at han som tidligere succesfuld supervelhavende forhandler af fossile brændstoffer er medskyldig i klimakatastrofen, der har lagt jorden øde – og tvunget dem til et isoleret liv i luksusbunkeren med swimmingpool.

Sønnens el-baneanlæg med de berømte HOLLYWOOD-bogstaver på klipperne overfor L.A. giver minder hos forældrene og er sønnens eneste forestilling om verden før katastrofen.

Gang i handlingen kommer der for alvor da en ung pige, helt ulogisk, bliver lukket ind i velhaverenklaven. Først skepsis, så hov, måske sønnen (George MacKay) , der er født og opvokset i dette kunstige miljø, med butler og mesterkok, kunne have glæde af at møde en jævnaldrende. Og det får han. For hun fortæller ham sandheden om den skinverden de lever i. Naturligvis opstår der en kærlighedshistorie dem i mellem.

The End er et usædvanligt genremix. Et apokalyptisk fremtidsbillede, et familiedrama, en musical. Absurd, skæv, langsommelig – men ind i mellem, fascinerende. Lidt i genreslægt med filmen Emilia Perez, som netop har haft premiere, om en mafiaboss’s kønsskifte, der også med indlagte sange vil fortælle en historie om ret og retfærdighed.

The Ends budskab er bredere og alment. Vi er alle medskyldige i klimakrisen mm. Velspillet og velment – men ikke helt nok til at vi for alvor føler medskyld og slet ikke nok til at genreeksperimentet lykkes, til trods for ørehængermusik, step og dans, og smukke sange.