Den rustne smedejernsport åbner sig langsomt. Kameraet glider gennem den tilgroede lille park, frem til den romantiske, rustikke, småforfaldne, franske, bourgeoisvilla med frønnede træskodder, skæve trapper, masser af værelser og landkøkken a la Provence. Det er her Andrea har kaldt til rund fødselsdagsfest. Hele den nære familie, børn, børnebørn med påhæng er dukket op. En rigtig familiebegivenhed i skønne afslappede omgivelser, med megen kærlighed og glæde ved samværet. Sådan da. Måske mindes man Thomas Vinterbergs dogmefilm Festen (1998), hvor fødselsdagen også udviklede sig ret så dramatisk. Her er det den franske, erfarne instruktør, manusforfatter og skuespiller, Cedric Kahn, der inviterer til 70års fødselsdagsfest for Andrea, dejlige Catherin Deneuve.

Familiefesten er i bogstavelig forstand et klassisk drama, helt efter (dreje)bogen. Handlingens (familie skærmydsler), tidens (24 timer), stedets enhed (en gammel skøn fransk patriciervilla), er til fulde overholdt. Læg dertil, at et familiemedlem efter mange års fravær kommer tilbage og i den grad fremprovokerer dramaet.

På god, traditionel fransk vis starter vi i køkkenet, med mild charmerende forvirring, i tilberedning af den store fødselsdagsmiddag. Andrea, med mel på arme og hænder, ælter energisk dejen, og styrer køkkenregionerne, med det inderlige ønske om, at hendes store dag, må blive glædelig for alle. Så er vi advaret. Alt imens den lidt tavse husbond (Alain Artur) er i gang med forberedelserne til en indbagt kylling. Børn og svigerbørn tager sig af borddækning under stor munterhed, under de skyggefulde træer. Alle hjælper alle. Et fællesskab, der ånder idyl og familielykke. Så kommer forvarslet, styrtregnen – og opringningen. Det er Claire (Emmanuelle Bercot), datteren, der har været gift i USA i tre år – hun er uventet tilbage og vil gerne hentes i landsbyen. Den ældste bror Vincent (spillet af instruktøren selv) springer straks ud i sin BMW og samler den stærkt forhutlede og drivvåde søster op foran et supermarked. Hjerteligt gensyn. Allerede i bilen, under uvejrets hærgen, forenes de i barndommens nostalgi med sangen, ”Amour, amour…”, sunget af Mouloudji – så fransk, så romantisk.

Så er harmonien også slut. For Claire, er ikke kommet med nogen fødselsdagsgave, hun er kommet for at kræve de 200.000 euro, hun mener er hendes legitime andel af villaen. En råben og skrigen, der ikke bliver mindre af at Emma, teenagedatteren, hvis opdragelse, hun overlod til bedsteforældrene, er totalt afvisende. Claires udbrud og aggressioner er i ord og voldelighed grænseoverskridende, Borderlineagtige. Indlagt på en psykiatrisk afdeling har Claire da også tidligere været.

Alt imens stiller, den yngste bror, Romain (Vincent Macaigne) sit filmkamera op, for at dokumentere, nej, snarere arkivere ”en familie”. En dokumentation i slægt med den japanske mester instruktør Yasujiro Ozu, der blev kendt for sit kameraarbejde i sidde-højde, sådan forklarer Romain, noget tåget, sine kunstneriske intentioner, mens han tumler rundt med sin ny smukke argentinske kæreste Rosita. Jo, der er gang i familiekonfrontationerne, hvor ingen går fri. Man skåler i egnens vin og indtager de obligatoriske franske veltilberedte retter, der velsmagende akkompagnerer ”sandhedens timer”. Romain filmer konstant, mens børnebørnene, helt Shakespeareiansk, opfører et, til lejligheden opdigtet teaterstykke, om havsnød og ulykker!

24 timer i skønne skyggefulde omgivelser. Vores alles drøm om det lykkelige Provence, med herlige individualister, samlet i kærlighed til (grand)mama – og så krakelerer det hele. Forudsigeligt. Tja, deja-vu, men alligevel, vi lever med hysteriet, de forsømte, de misforståede, de grådige, de aggressive, ja, hele kataloget af menneskelige svagheder. Ikke fordi vi accepterer svaghederne - alene fordi vi genkender dem.

Familiefesten er ikke nogen original nyskabelse, den ligner stribevis af andre franske ”familie-opgørs film”. Klichefyldt, banalt, forudsigeligt, ok, men familiedramaet har sin charme, humor og varme. Formidlet af en professionel skuespillerstab, med fransk films superikon Catherine Deneuve som omdrejningspunkt – der både skaber troværdighed og nuancer omkring familieskabets nedsmeltning. Og så er der et smukt og nært kameraarbejde, der ikke mindst i nærbilleder, helt i Dogme-stil, både fastholder familiens mangesidede karakterer og stedets romantiske atmosfære. Bon Appetit.