Han har helt tilfældigt mødt hende på gaden i Paris. Fået overtalt en fremmed, køn, 20-årige pige, med en imposant sommerhat og lettere nedringet kjole til at posere for sig. Han maler hende, med ryggen til, ivrigt og koncentreret. Beder hende nu, som model, om at blotte brysterne. Hun nægter. Alligevel ender de i hed, vild elskov på lagnerne i atelieret, hvor hun i en orgastisk lignende tilstand får et voldsomt astmaanfald. Først herefter præsenterer de sig for hinanden: Hun, Marthe, den ludfattige pige, der arbejder med at fremstille kunstige blomster. Han, Martin Bonnard (1867-1947), postimpressionist, forkælet middelstands kunstner, godt på vej ad kunstens trange vej.

Ja, ja sådan er de kunstnere nu engang. Lagen og lærred hører samme!

Så banal er den franske instruktør Martin Provost film Bonnard. Pierre og Marthe heldigvis ikke. Besættelse er til gengæld stadig hed og voldsom. Nøgne kroppe i løb, i vandet, i naturen, efter hinanden. Marthes rolle som mesterens muse skal vare livet ud. Ca. en tredjedel af Bonnards malerier har på den ene eller anden måde Marthe som model.

Rigtig anerkendt og respekteret er Bonnard som medlem af maleroprørsgruppen les Nabis med bl. a. åkandemaleren Claude Monet (André Marcon) og Édouard Vuilliard (Grégoire Leprince-Ringuet).

To år efter har de sammen fundet et pragtfuldt hus i en vild natur i en af Paris´ forstæder, tæt på Seinens bred. Han er flittig ved lærredet og hun, som hjemmegående, skaber et borgerligt, men kreativt miljø for malervennerne i de grønne romantiske omgivelser.

Helt så idyllisk er samværet ikke. Hun, utålelig, utålmodig og uimodståelig, har svært ved at godtage bohememiljøet og de mange rige venner, der flokkes om Bonnards talent. Bedre bliver det ikke, da hun selv, med megen talent, begynder at tegne og male. Værst er hans utroskab. Gift bliver de dog i al stilhed. Maler og muse. Helt stille går det ikke af sig, for Bonnards elskerinde og tidligere veninde, Renée Monchaty (Stacy Martin,) bliver så hårdt ramt af skuffelse og sorg, at hun begår selvmord.

Tredje afsnit (1942). Efter 30 års samvær, hvor de nu er gamle og småsære. Hun halvdement og astmatisk lungesyg. Han egoistisk – men bekymret over hendes sundhedstilstand. Marthe dør i 1943 og Pierre i 1947 i deres skønne villa i le Cannet i Provence, tæt på Cannes, hvortil de flytter i 1927. En villa der i dag danner rammen om museet for Bonnards kunst.

En skildring af en kunstners livsforløb, hvor kunst og et turbulent kærlighedsliv går op i en højere enhed. Smukt fotograferet (Guillaume Schiffman), men ikke videre originalt fortalt.

Alligevel funkler Cécile De France som Marthe, her er både temperament, sex og smerte . Med Vincent Macaigne som den selvoptagne kunstner får Marthe et kvalificeret modspil, der får kærlighedsbudskabet til at funkle og lyse. Lyset er netop Bonnards kendetegn.

Men Bonnard malerier har også en vildskab og en provokation, der spærrer vores øjne op. Det mangler filmen. Et af Bonnard mest berømte billeder er badekar-scenen med Marthe, der totalt fylder badekarret (1925). Lyset, farvesætningen, perspektivet, rumdimensionerne i maleriet udstråler en kølig skønhed og en provokation. At filmen viser modellen i et lignende karbad, gør os desværre ikke klogere på kunstværket – ej heller gør den filmen mere interessant.

Bonnard. Pierre og Marthe er en smuk og velmenende film, hvor vi stifter bekendtskab med en stor kunstners lidenskab og kunst. Filmen giver lyst til, f.eks. på Glyptoteket eller SMK, at møde Pierre Bonnards kunst. Og det er da slet ikke så ringe et budskab.