Alle os Star Wars-fans er blevet lovet at den niende (eller sjette – for os puritanere, der nægter at anerkende Lucas’ prequel trilogi. - red.) film i serien Star Wars – Rise of the Skywalker er den uigenkaldeligt sidste film. I al fald så er det den sidste film i den serie, der indledningsvist fulgte lille Anakin (senere bedre kendt som Darth Vader), senere Luke Skywalker og slutteligt (i løbet af de seneste tre film) Ray i deres eventyr for lang, lang tid siden i en galakse langt, langt væk.

Det bør siges med det samme, anmelder har alle dage været begejstret – grænsende til det fanatiske, når det handler om Star Wars, for denne filmserie har ikke alene været med til at forme unge Torben og hans interesse for science fiction og fantastiske historier, filmserien har været med til at skabe flere generationer af dedikerede fans. Den helt klassiske historie om de gode, der i undertal kæmper mod mørkets kræfter er universel og George Lucas’ genistreg ved at lade en sådan Arthuriansk ridderromance udspille sig i et science-fictionmiljø har også været haft en utrolig påvirkning på populærkulturen, siden den første film landede i biograferne i 1978.

Det må derfor have været noget af en arv at skulle løfte for J. J. Abrams, da han blev bedt om at stå i spidsen for de sidste film i denne serien. Der har været en del fans, der har anklaget denne sidste trilogi for rent plotmæssigt at være alt for tæt på handlingen i den originale filmtrilogi, blot med den undtagelse at det er en kvinde der denne gang er helten der skal ud på en rejse, for at finde sin indre kraft. Der er måske noget om snakken, men når man laver film i en serie der er så populær som Star Wars så handler det også om ikke at ændre alt for meget på den formel der kendetegner universet, så man får en slags variation over et velkendt tema, i stedet for film der synes at ødelægge de grundlæggende regler som blev tegnet op fra starten af. (Så læs lige med og genovervej al det vrøvl om ”Midiclorinans”, George – red.).

Uanset hvad, så må det have været noget af en udfordring at forsøge at binde en endegyldig knude på de historier og forviklinger der er blevet præsenteret gennem 8 spillefilm, men selv om der måske er små enkelte skønhedsfejl, så er Rise of the Skywalker en umanerlig vellykket Star Warsfilm. Den rummer alt det som kendetegner universet, samtidig med at den lykkes med at give os fans det som de har sukket efter; [her kommer to spoilers, som kan undgås ved at springe til næste afsnit] Wedge Antilles dukker pludseligt op i billedet og Chewie får endelig overrakt den medalje han har ventet på siden 1978.

Det er dog ikke kun i detaljerne, at vi gamle nørder kan glædes, for denne sidste episode er fyldt med alt det som alle vi Star Wars-fans holder af; imponerende rumkampe, flot koreograferede lyssværdsdueller, episke billeder af landskaber eller enorme rumskibe der toner frem, masser af fremmedartede væsener (nogle velkendte, andre helt nye) og selvfølgelig også fremmede verdener fyldt med trusler og venlige sjæle. De billeder der nok har ætset sig bedst fast på nethinden hos anmelder og her kommer endnu en lille spoiler, som du kan undgå ved at springe frem til næste afsnit], er det skumle Sith-tempel som både Rey men også Kylo Ren drages imod. Selv om mange nok havde troet at Kejser Palpatine var helt færdig, så lurer han stadig i dybet under den mystiske planet Exegol, hvorfra han planlægger et sidste afgørende dødsstød mod oprørerne.

Det er denne hemmelighedsfulde planet, som bliver omdrejningspunktet i den nye film. Ray og hendes venner må tage på en lang, farefuld færd, for at finde et artefakt, der kan lede dem til planeten. Kylo Ren har allerede fundet det næstsidste artefakt og dermed også planeten Exegol, men skal rebellerne også have en chance i denne sidste kamp om galaksens fremtid, så er det af afgørende betydning at de finder den allersidste af disse mystiske pyramideformede vejvisere.

Selv om filmen, for mange inkarnerede fans, muligvis ikke byder på de helt store overraskelser, idet den jo genanvender nogle af de fortællemæssige twists som man har set tidligere (f.eks. at lade fjender blive til venner, last-minute-rescues, osv.) så er det stadig både effektivt og visuelt meget lækkert eksekveret. Det både ligner og føles som en Star Wars-film – endda en af de bedste i serien.

Selv om den oprindelige trilogi i denne anmelders optik altid vil være den filmserie som man kan vende tilbage til igen og igen, så er både Star Wars: Rise of the Skywalker og filmene i denne sidste del ustyrligt vellykkede. I øvrigt bør man i samme åndedrag nævne den allerbedste af de ”nye” film Star Wars: Rouge One, selv om den ikke direkte er en del af ”Skywalkersagaen”.

J. J. Abrams er i dén grad lykkedes med at få sat et foreløbigt punktum for en filmserie der har fulgt anmelder siden barnsben. Dette er dog, som alle nok er enige i, langt fra enden på Star Wars franchisen, for til efteråret kommer streamingtjenesten Disney+ til vore breddegrader og en af deres flagskibe er den meget roste serie The Mandelorian, der netop foregår i Star Wars universet og fokuserer på dusørjægeren Bobba Fet. Nogle vil nok mene, at det er på tide at stoppe, mens mange af fans med forsigtig optimisme i stedet vælger at se fremad.