Super 8 (112 min.) Købsfilm / Paramount
Anmeldt 12/1 2012, 22:47 af Torben Rølmer Bille
Fantastisk ny firserfilm
Fantastisk ny firserfilm
« TilbageDer er noget skønt nostalgisk og næsten magisk ved J.J. Abrams nyeste film Super 8. For på den ene side er den en ublu hyldest til film som fortællelystent medie og på den anden side en lige så direkte anerkendelse af klassiske, fantasifulde ungdomsfilm fra firserne - primært de der blev instrueret af Steven Spielberg. For tager man E.T., tilsætter en god del Nærkontakt af 3. grad, finder en gruppe foretagsomme børn, som vi fulgte i Goonierne og vælter det hele gennem tidens nyeste effektmaskine, så få man Super 8. Af samme grund kan det heller ikke undre mange af filmen rent faktisk er produceret af selveste Spielberg, der på mange måder forekommer som en mentor.
Dykker man ned i ekstramaterialet på BluRay disken, finder man hurtigt ud af at J.J. Abrams og Spielberg har en mængde ting til fælles. De startede begge som ivrige amatørfilmskabere, der sammen med deres venner og for absolut intet budget, satte sig for at fortælle store, dramatiske og eventyrlige historier. De startede begge med små smalfilmskameraer og denne lidenskab til en hedengangen teknologi og genrefilmene gennemsyrer Super 8.
Hovedpersonen i fortællingen er drengen Joe Lamb, hvis allerbedste ven Charles er i færd med at skabe en bloddryppende zombiefilm med skolekammerater i bærende roller. Filmen skal være klar til en amatørfilmsfestival, der snart løber af stablen i en nærliggende by, men da vennerne en aften er ude og filme en central scene på e lille togstation sker der imidlertid noget ekstraordinært. Et enormt godstog flås af sporet, da en mand kører hans pickup direkte ind på sporet og kolliderer med togsættet. Godsvogne, hjulaksler, inventar og maskindele slynges eksplosivt rundt om de unge mennesker, der alle - ganske mirakuløst - undslipper med livet i behold.
Vennerne indser dog hurtigt, at det som alle lokale medier udråber til en tragisk ulykke, er meget mere end bare det, for inden man kan nå at sige ”UFO” har militæret lagt en jernring omkring byen, er gået i gang med at evakuere lokalbefolkningen og området omkring togulykken spærres af. Da drengene får fremkaldt deres smalfilm får de bekræftet deres mistanke om, at der er et eller andet helt galt, for filmen har fanget noget helt ekstraordinært. For at gøre alt værre er folk i byen begyndt at forsvinde under mystiske omstændigheder. Det er nu op til Joe og hans nærmeste at komme til bunds i dette mysterie.
Til trods for sammenligningerne til Spielberg er Abrams’ film en del mere dyster end de førnævnte titler, Den nye film blander effektivt gyserelementer med sicence-fiction og rendyrket præpubertær teenagefilm, som med sikkerhed vil finde et bredt publikum. Den kan ses af både de der deler alder med filmens gruppe af hovedpersoner, af os, som selv var børn i 1979, hvor filmens handling er henlagt og endelig af alle der er glad for velproducerede, veloplagte action-eventyrfilm af bedste skuffe.
Super 8 er lige som Abrams’ øvrige film fyldt med fine detaljer, enormt underholdende og så er det lykkedes ham at skabe et værk der – måske lige med undtagelse af effekterne – sagtens kunne være en glemt perle fra startfirserne. Samtidig virker filmen som en meget personlig fortælling, for selv om det naturligvis er rendyrket fiktion, så er drengenes ublu glæde ved at skabe deres egne film, en klar reference til instruktørens egen karriere. Det kunne godt virke som drengedrømmen der her er blevet udlevet.
Super 8 er en film, der sagtens kan måle sig med enkelte af Spielbergs film, selv om det muligvis er lidt en farlig påstand for en anmelder at komme med, men den fungerer især godt fordi holdet af unge skuespillere er virkeligt godt castet og deres umiddelbare troværdighed gør også at historien her ender med at blive ganske vedkommende. For selv om det er en film, der er pakket ind i tempofyldte actionscener og konspiratoriske teorier, så er det de menneskelige relationer, der hæver filmen over det banale. Som alle gode fortællinger er det naturligvis tematikker som kærlighed, forældrerelationer og venskab, der er drivkraften bag al bulder og brag. En film der på mange måder er skabt efter en helt klassisk Hollywoodformel, men en der i de rette hænder, som her, fungerer ufatteligt godt.