For gamle nisser, som Kapellets anmelder, var det første møde med Dr. Dolittle, en figur der i 1967 blev spillet af Rex Harrison i 1967 i en filmmusical af samme navn. Der er sikkert langt flere af Kapellets læsere der kender til de to film med Eddie Murphy. I kølvandet på disse to film kom der hele tre film, der godt nok bar titlen Doctor Dolittle, men som kun havde meget lidt med originalen at gøre.

Den nyeste version af historien om den skøre doktor der er i stand til at tale med alle dyr er netop dukket op på DVD, BluRay og streaming. Den bærer blot titlen Dolittle og foregår, lige som filmen fra 1967, omkring 1860’erne. Den nye film læner sig rent handlingsmæssigt mest op af den anden bog i serien Dr. Dolittles rejser fra 1922, selv om vi i filmens prolog får genfortalt mange af de begivenheder der karakteriserer den første roman.

Da seeren møder Dr. Dolittle (denne gang i Robert Downey, Jr.’s skikkelse) har han forskanset sig bag murene i sit enorme gods. Han synes selv, han har nok i alle de forskellige dyr, som han deler bolig sammen med, for han er aldrig er kommet sig over tabet af sin elskede Lily. Hun døde under en af hendes mange ekspeditioner til søs. Den gode doktor bliver dog tvunget til at forlade sit selvbestaltede eksil, for en ung pige dukker op med besked direkte fra hoffet; doktoren skal møde ind på Buckingham Palace med det samme.

Det viser sig at Englands dronning (en meget ung Victoria) er blevet meget syg. Faktisk så ligger hun for døden. Meget tyder på at hun er blevet forgiftet og der er tilsyneladende kun en ting, der vil være i stand til at helbrede hende og det er saften fra en legendarisk paradisfrugt. Selv om mange tvivler på denne frugts eksistens, så er Dolittle slet ikke i tvivl om at den findes, så han begiver sig under højlydt protest ud på endnu et eventyr for at redde dronningen inden det er for sent.

Det er vist ikke for meget af en spoiler at afsløre, at det er folk tæt på dronningen, der har stået for at putte natteskygge i hendes te, så disse skurkagtige banditter stikker ligeledes til søs, endda i et af rigets hurtigste krigsskibe, for at forhindre Dolittle og hans venner i at nå deres mål. Undervejs bliver Dolittle og resten af menageriet også nødt til at besøge et piratagtigt kongedømme, for hér regerer Lilys far, der virkelig hader Dolittle. Faderen er overbevist om at hans datter stadig ville være i live hvis hun ikke var blevet forelsket i den gode doktor og ydermere så har han et af Lilys skattekort i sin besiddelse, et kort som angiveligt kan vise vej til træet med de magiske frugter.

Der er dømt eventyrlig action i børnehøjde for alle pengene i denne film. Angiveligt så floppede filmen i biograferne, men retfærdigvis skal siges, at den også først havde premiere umiddelbart før coronavirus’en lukkede alt ned. Filmen er også - ifølge flere omtaler andetsteds - både en usammenhængende rodebunke af film hvis jokes falder til jorden. Dette er Kapellets anmelder (og medanmelder - Carl på 12) dog ikke helt enig med øvrigheden i og det er der flere årsager til.

For det første er filmen rigtigt fint lavet. Det er helt tydeligt at størstedelen af budgettet er blevet brugt på at gøre de mange talende og skuespillende dyr levende. De fungerer rigtigt fint, selv om man selvsagt i ens rationelle bevidsthed godt er klar over at dyrene er skabt i en computer. Dernæst er det befriende at mange af filmens mere actionprægede scener ikke bruger alt for megen tid på at forklare og vise seeren alle ting ned i mindste detalje. Mange af denne slags eventyrfilm, forsøger at overbevise seeren om at nogle ting godt kan lade sig gøre, men dette går ofte ud over fremdriften. Derfor kunne andre, lignende film godt kunne lære noget af den måde Dolittle bare kaster seeren og sine figurer ud i den ene actionscene efter den næste. Fokus er her ikke på at skabe klare årsagssammenhænge og gøre det hele troværdigt – for lad os være ærlige når præmissen handler om en fyr der tale med vandrende pinde som får til opgave at finde et magisk paradisæble så er troværdigheden og logik allerede taget på ferie. Filmen fokuserer i stedet på at skabe en sjov action/eventyrfortælling og lykkes faktisk nogenlunde med det.

Det vrimler med gode kræfter i denne film. Foruden Antonio Banderas, der pludselig dukker op som piratkonge, er der en hel perlerække af talentfulde skuespillere med, som primært lægger stemme til filmens mange dyr. Hvad angår hovedrollen, så forekommer det i denne anmelders optik næsten en skam, at Robert Downey, Jr. konstant castes som småskæve, excentriske figurer, når man nu ved hvor dygtig en skuespiller han er. Det virker lidt som om han er ved at falde i samme fælde som Johnny Depp. Det skal ikke forstås som om han er malplaceret eller dårlig i denne hovedrolle, men snarere som om han spiller en figur, som ikke er særlig forskellig fra mange af de andre han tidligere har spillet.

Hvis man forventer en kultklassiker som den originale film fra 67, vil man nok blive fælt skuffet. Det er heller ikke en film der på sigt vil efterlade et dybt indtryk i filmhistorien, for det er primært en effektfilm der har til hensigt at være ren eskapisme i et par timer. Så er man i stand til bare at se Dolittle for det som den er, nemlig en lidt fjollet eventyrfilm i børnehøjde, så lykkes den ganske fint med at være netop dette.