Fusionen mellem Disney og John Lassiters Pixar gav Disney det definitive monopol som udbydere af verdens mest avancerede og bedste animationsfilm. Hvis ikke fusionen var blevet en realitet, så kunne man nemt forestille sig at Pixar ville sidde stolt på denne trone, for hvad animatorerne og de kreative folk er i stand til på Pixar, er helt fantastisk.

Når man sætter sig til rette for at se den nyeste Pixar film, skal man vanen tro forvente sig en kortfilm, hvor animatorerne har haft mulighed for at vise hvad de dur til. Filmene har som regel intet med selve hovedfilmen at gøre, men forfilmen til Op – der bærer titlen Partly Cloudy - har en tematisk fællesgrund med hovedfilmen, idet den foregår højt oppe i luften. Vi følger her det noget besværlige samarbejde mellem en lille sky og en stork. Skyens job er at skabe nyt liv, pakke det ind i en ble og aflevere det til storken, som han er hans makker. Vi får altså et reelt bud på hvem det er, der laver alle de babyer storken kommer med. Men hvor de andre skyer er i stand til at lave søde hundehvalpe, bedårende kattekillinger og nuttede babyer, så er vores sky hovedperson ikke lige så dygtig og skaber i stedet det ene mere frygtindgydende dyr efter det andet. Med andre ord laver han en last som storken hen af vejen bliver mere og mere bekymret over at skulle fragte til destinationen. Historien er simpel, uden replikker og meget, meget, meget morsom. Så allerede inden Op starter, er ens forventninger om at blive fyrstelig underholdt skruet helt i vejret.

Der er heldigvis ingen grund til bekymring for at hovedfilmen skuffer, for Op er muligvis den bedste Pixarfilm til dato, og desuden placerer den sig, efter denne anmelders mening, blandt de allerbedste animationsfilm nogensinde. For ikke alene er filmen både enormt flot lavet, den har samtidig en meget usædvanlig, skæv historie og endelig, så er den for animationsfans et sandt festmåltid; for ud over det rent tekniske udnytter filmen helt bevidst en mængde af de elementer, der adskiller animationsfilm fra den traditionelle spillefilm og derfor ville Op aldrig ville kunnet fungere som realfilm. Måske kræver denne sidste udtalelse en smule uddybning.

Handlingen i Op er centreret omkring noget så usædvanligt som det spirende venskab mellem en gammel knark og en lille tyk spejderdreng. Både den gamle mand og knægten bliver i filmens løb, kastet ud på så vilde eventyr at hverken en virkelig 70 årig eller en lille, tyk dreng i kunne have udført disse halsbrækkende stunts, alligevel er man, når man ser filmen på intet tidspunkt i tvivl om, at alle implicerede er i stand til at udføre de ting de sætter sig for. Ligeledes er filmens sidste halve time et sandt actionorgie og selv om man godt kunne tænke sig enkelte af scenerne i en realfilm, så er kameraturene og de vertigofremmende frie fald kun muligt gennem animation.

Det mest spektakulære ved Op er hverken filmens sidste halve times action, de imponerende plastiske animationer, de fantastiske scenerier, detaljerigdommen eller for de udvalgte: 3D-effekten - det er derimod den enorme sympati som det lykkes filmen at skabe omkring filmens usandsynlige helt; Carl. Selv om mange animationsfilm benytter sig af patoselementer, så findes der der en helt ufatteligt smuk scene i starten af Op, som introducerer Carl til os og som næsten kan give Bambis mors død baghjul.

Op starter med at vi møder Carl som lille dreng der sidder i en biograf og betragter en ugerevy, der handler om drengens store helt Charles Muntz. Muntz er draget til Sydamerika for at bevise for verden at han ikke er en charlatan og i virkeligheden har fundet en hidtil ukendt fugleart. På vejen hjem møder den unge version af Carl ved et tilfælde pigen Ellie. De deler fascinationen af Muntz’ eventyrlige bedrifter og så følger en af de mest rørende montagesekvenser undertegnede har set længe.

I en musikalsk interlude ser vi de to figurer, som vi ganske kort er blevet introduceret til blive forlovet, gift, få budskabet om at de ikke kan få børn, konens efterfølgende depression og deres fælles kærlighed, som bringer dem videre i livet. Vi oplever tiden gå alt for hurtigt, parret ældes og kulminationen er hustruen bliver syg, dør og Carl overlades til sin ensomhed og de boligspekulanter der vil opkøbe parrets hus, der ligger vi vejen for byfornyelsen. Parrets drivkraft har hele tiden været deres fælles ønske om at tage på deres livs eventyr og følge i Muntz’ fodspor til Sydamerika. Det er en drøm som Carl må indse nok er lige så død som sin kone. Denne lille sekvens er så flot eksekveret, at selv en halvgammel anmelderhippie føler tårerne presse på og når en animationsfilm - som i sagens natur er utroligt banal i sine virkemidler - på den måde er i stand til at sætte ens følelsesregister i så voldsom bevægelse, og dertil på under fem minutter skabe fuldt udviklede karakterer og skildre et helt livs sorger og glæder uden brug af en eneste replik, så er det meget tæt på filmisk genialitet.

Men denne sekvens er langt fra filmens eneste styrke. At lade en gammel mand være en animationsfilms hovedperson er grundlæggende en helt fantastisk idé. Selvfølgelig har filmen også den overvægtige spejder Robert, så børnene måske har en de lettere kan identificere sig med, men mon ikke der er mindst lige så mange af poderne, der kan se sig selv i den heltemodige gamle knark - eller i det mindste se en af deres bedsteforældre i ham. Det er også en virkelig god idé at udstyre Carl med sorte briller, der minder meget om de plastikbriller man selv udstyres med i de biografer hvor filmen vises i 3D-versionen.

Venskabet mellem den gamle mand og knægten starter vanen tro også på det helt gale ben, men i løbet af filmen kommer de to særlinge som genren dikterer, tæt på hinanden. Det er larmende banalt, men det fungerer, især fordi filmmagerne lader Carl være så konsekvent knotten i så langt tid. Ideen om at venskaber kan udvikle sig så stærkt, at de på mange måder kommer til at erstatte det som mangler i ens familie, er langt fra ny i animationssammenhænge, men det fungerer superfint i Op.

Desuden peger centrale dele af filmen på eventyrgenren i sin reneste form. Der er ekkoer fra klassiske drengebøger som dem skrevet af Ridder Haggard, Conan Doyle, Jules Verne og mange andre – for filmen byder på både på glemte verdener, gale, excentriske eventyrere, halsbånd der gør hunde i stand til at tale og mange, mange flere ting. Det er et sandt overflødighedshorn af fortællelyst, der driver Op lige så sikkert frem som de mange tusind farvestrålende heliumballoner Carl har fæstnet til sin ejendom. Hvad angår luftfart, så synes filmen både at hylde luftens pionerer som Emilia Erhardt og Charles Lindberg og animatiorer – ikke mindst japanske Hayao Miyazaki, der er kendt for sit poetiske fokus på ting og folk der flyver gennem luften.

Op er ganske enkelt utrolig underholdende, virkeligt spændende, bragende flot, hysterisk morsom og så fortæller den en vedkommende historie og understreger at bare fordi man er gammel, betyder det ikke at ens liv er ovre. Lysten og viljen til eventyret er til stede, uanset hvor gammel man er og filmen bekræfter at man skal huske at leve livet mens man har det og før kommunen sender en et gangstativ – og sådan en morale går i hvert fald rent ind hos alle der i hverdagen ikke vil lade sig låse fast i triste arbejdsrutiner, grå hverdag og navlepilleri. Op er med andre ord en virkelig opløftende oplevelse, som varmt kan anbefales til alle, uanset alder.