Alice (Emily Beecham) er mor til to kønne planter. Begge hedder Little Joe. Den ene er hendes teenagesøn. Den anden har rødder, blade og en rød blomst, opkaldt efter sønnen. For Alice kan det med blomster og genteknologi. Hun er laboratorieforsker, planteopdrætter på højeste niveau, i fuld gang med at udvikle en ganske særlig rød, meget rød, blomst, hvis pollen har den terapeutiske egenskab, at gøre ejeren lykkelig. Altså, hvis man husker at vande og tale pænt til den smukke karmoisinrøde blomst – og vigtigt, indånde dens dufte/pollen. Et spændende eksperiment, som Alice giver al sit innovative talent, men samtidig føler hun, at hun som alenemor, svigter sin søn. Som en kompensation for omsorgssvigtet smugler hun den lykkebringende røde blomst hjem til hans værelse. Og så går det galt.

Little Joe er en mangefacetteret engelsksproget film, af den østrigskes instruktør Jessica Hausner, der vil fortælle meget, meget mere end blot en banal mor/søn historie. Little Joe kan med lidt god vilje tolkes som et indlæg om genmanipulation, om antidepressiv lykkemedicins bivirkninger, der kan medføre markante personlighedsændringer. Eller den kan måske bedst, ses som en skæv horrorfilm, i slægt med klassikeren Invasion of the Body Snachers, hvor menneskets kroppe indtages af udefrakommende væsner.

Allerede filmens farveholdning sender advarselssignalerne om at vi befinder os i en skæv, kunstig, farlig verden. Digitale, knivskarpe billeder, med en nådesløs lyssætning, i et kæmpestort drivhus med tusindvis af Little Joer, røde blomster med farlige fimrehår og lykkepollen, fremdyrket under Alices kyndige supervision, ved den rette temperatur, med regelmæssig vanding og hyggesnak. Gartneriet, kantinen, laboratorier, medarbejderne, kitler, stole, tapet – ja, selv æblerne - alle er gennemført i grønt, myntegrønt, i mange nuancer. De fleste andre miljøer er skræmmende rødt i rødt. Ikke mindst Alices hår og påklædning sender ildevarslende røde signaler, trods ansigtets næsten apatiske følelsesløshed. Tanken går til thrillerklassikeren, Dario Argentos, Suspiria (1978) – hvis farveholdning er klassisk skræmmende.

Chefen er betænkelig ved Alices ikke helt lovlige genmanipulation, men vil alligevel gerne have vidunderblomsten, med den lykkebringende duft, med på den forstående blomstermesse. Helt så gnidningsløst skal det ikke gå. Bella, en kollegas hund og Alices assistent, (Ben Whishaw), forelsket i sin forsatte, kommer begge af vanvare til at inhalere blomstergiften. Hunden og assistenten forandrer mærkbart karakter, med indadvendthed til følge. Endnu værre, teenagersønnen, snuser selvfølgelig til mors mesterværk og vi får mere end et almindeligt pubertetsoprør.

Blomsten kurerer ikke kun depressioner og spreder lykke, den skaber også afstande mellem mennesker. Hukommelsestab, fortrængninger, indadvendthed – er det lykken? Det synes at være lykkeblomstens budskab.

Mere skal ikke afsløres her. Kun at vi føres ind i en strøm af følelsesmanipulationer – som er svære at afkode. Hvem har skylden og hvad er motivet? Til at hjælpe på (vores) forståelse konsulterer Alice løbende en psykolog, der prøver at få tvetydigheden ned på jorden. Måske ligger skylden hos en selv, antyder terapeuten. Ikke fordi det hjælper meget på vores forståelse.

Filmen er i sit plot langt fra det troværdige, tættere på et lidt fortænkt science-fiction-horrorspin. Uhyggeligt? Ikke rigtigt. Alice er ingen Dr. Frankenstein, på trods af hendes to ”Little Joe-kreationer”. Tappert spillet af Emily Beecham, der fik Cannes Filmfestival præmiering som bedste kvindelige skuespiller.

Little Joe er et flot billedværk i et imponerende produktionsdesign, der i sin æstetik, skaber kulde og uhygge. Tilsat en påtrængende lydside, af den japanske lydmester Taiji Ito, med trommer, fløjte og hundeglam. Alt mens den dybere lykkefilosofi fordufter. Tilbage bliver en veldrejet thriller for science-fiction nørder og fantasifulde hortologer.