10 år er gået og det noget usædvanlige, men enormt sjove firkløver drager endnu en gang på eventyr, hvor fjollede nye venner og zombier vil krydse deres vej. Den første film viste sig at være en fantastisk tilføjelse til zombiekomedie-genren, med dertilhørende skarp humor og evnen til at indføre metatekstualitet til perfektion. Jeg, som anmelder, så derfor enormt meget frem til at stifte bekendtskab med efterfølgeren: Zombieland: Double Tap.

Tallahassee, Columbus, Wichita og Little Rock har siden sidst været på jagt efter det perfekte hjem, og beslutter sig nu for, at Det Hvide Hus skal danne rum for dette. Gruppen får hurtigt indrettet sig og føler sig lettede over endelig at have fundet et sted de kan kalde deres hjem. Selvom Det Hvide Hus udadtil emmer af idyl viser det sig at være langt fra sandheden. Grundet diverse uoverensstemmelser blandt flokken må Tallahassee med trist mine meddele Columbus, at Wichita og Little Rock har valgt at forlade dem og gå deres egne vegne.

Columbus og Tallahassee ser sig nødtaget til at fortsætte livet, som de plejer. Tiden går, men pludselig vender Wichita tilbage. Hun fortæller nu, at Little Rock har taget deres bil og er draget mod Graceland sammen med en pacifist ved navn Berkeley. I samme ombæring oplyser Wichita, at der er opstået en ny zombierace, som er farligere, hurtigere og klogere end de sædvanlige zombies. Grundet de åbenlyse farer, og Tallahassees store kærlighed for Elvis Presley, beslutter gruppen sig hurtigt for, at de straks må drage mod Graceland og bringe Little Rock i sikkerhed. Nu går det for alvor løs.

Ligesom i sin forgænger opremser Columbus også diverse regler, som man bør følge i jagten på overlevelse, og han fortsætter også med at forklare dele af narrativet ud fra en voice-over. Derudover refererer 2’eren også tilbage til flere jokes og gags, som blev introduceret tilbage i 1’eren.

Filmen genanvender meget stof fra sin forgænger, hvilket på sin vis kan betragtes som en fordel, men også en ulempe. Det fungerede i første omgang, så hvorfor ikke gøre det én gang til? I de fleste sammenhænge fungerer det helt fint i Zombieland: Double Tap, og man sidder i den grad med et smil på læben. Dertil bidrager det positivt til komedieuniverset, idet vi som seere til værker af denne genre både forventer og accepterer gentagelser.

Alligevel, er det altså bare ikke nær så sjovt og overraskende anden gang. Filmen formår desværre ikke at skabe en nær så stærk historie, og der er ikke den samme ’wow’-faktor. Dette forventede jeg på sin vis også, idet 2’ere sjældent formår at overgå sine forgængere. Derudover bidrager de nye bi-karakterer, foruden Madison, ikke synderligt til universet. Deres tilstedeværelse og individuelle historier virker blot som ligegyldigt fyld, der skal bidrage til at filmen når de sædvanlige 90-minutter, der forventes af en spillefilm.

Alligevel formår Zombieland: Double Tap at levere nogle sjove jokes, et par drabelige zombiescener, og så kan man ikke undgå at nyde firkløverens interne dynamik og let skjulte kærlighed til hinanden. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at den ikke var underholdende, for den indeholder helt sikkert nogle gode øjeblikke, og det er en ganske vellykket efterfølger.

Hvis du elskede 1’eren bør du derfor overveje at leje eller købe Zombieland: Double Tap næste gang du trænger til et grin eller noget letfordøjeligt, for denne film vil med alt sandsynlighed give dig et smil på læben, men forvent ikke samme festfyrværkeri som forgængeren.