Ved udsigten til anden tur i Zombieland var det svært ikke at være blot en smule frygtsom, for der er blandt filmnørder en naturlig skepsis overfor fortsættelser, idet der gennem filmhistorien er blevet lavet så mange dårlige, at det næsten virker som en slags forbandelse. Det var blandt andet derfor at Jydekompaniet 3 kom til at få denne titel, idet folkene bag mente at ”to’ere altid var dårligere end originalen, derfor kunne man lige så godt springe til nummer tre.”

Selv om fortsættelser har dette blakkede ry så skal man jo, som en af Kapellets nære venner anmærkede, selvfølgelig i biografen, når der er zombier på det store lærred. Afsted drog undertegnede og kunne ved selvsyn konstatere, at selv om Zombieland: Double Tap ikke var helt så dårlig, som man kunne frygte, var den desværre heller ikke en film der kunne leve op til det lille mesterværk som etteren er.

Grunden til at ”den svære toer” ikke fungerer lige så optimalt er der en ganske enkelt grund til. Det handler på ingen måde om at skuespillerne er uoplagte, replikkerne kedelige eller effekterne ringe, nej det er ganske enkelt fordi fortsættelsen i alt for mange scener virker som en karbonkopi af første film. Det er normalt ikke forbudt at lade sig inspirere af forgængeren, men når mange af scenerne virker som om de er taget med fordi det primære formål er at skabe genkendelse hos tilskueren, bliver det lidt for meget af det gode. Selvfølgelig skal en fortsættelse minde om originalen, men der er desværre mange af scenerne der netop bliver forudsigelige idet man føler man har set dem før.

Eksempelvis er der scenen i starten af filmen, hvor man til de glade toner fra Metallicas Master of Puppets ser vore hovedpersoner nakke zombier i slowmotion, denne gang foran det Hvide Hus, hvor handlingen tager sit udspring. Dernæst er der alle Columbus’ regler, der også var en fast del af den første film og som på samme måde som i etteren optræder på skærmen som en nærsten naturlig del af billedet. Endelig er der mange af de verbale jokes, der minder meget om dem man husker fra etteren, og selv overraskelsen ved at pludselig møde Bill Murray, der til trods for hans hovsa-agtige død i etteren, alligevel får mulighed for at vise sine overbevisende zombiedræberevner til allersidst i den nye film.

Ret beset er Zombieland: Double Tap lige som originalen en road movie, hvor de figurer man mødte keder sig lidt i deres afsondrede liv i Washington. Columbus (Jessie Eisenberg) og Witchita (Emma Stone) har været kærester længe og den unge mand har planer om at fri til sin udkårne. Hun er dog ikke helt sikker på at det er den rette vej frem i en verden overrendt af zombier, så da hendes søsteren sniger sig væk fra resten af flokken, sætter Witchita straks efter, for om ikke andet ikke at skulle tage stilling til giftemålet.

Derfor må Columbus og Tallahassee (Woody Harrelson) tage væk fra Det Hvide Hus og lede efter vennerne og selvsagt oplever de mange både morsomme og farlige situationer undervejs. På deres tur dukker en af zombiefilmens mest gennemtyggede troper op, for de hører rygter om et sted, hvor mennesker kan leve i fordragelighed og i sikkerhed for de udøde horder. Derfor sættes alle kræfter ind på at finde dette Utopia. En roadmovie skal jo gerne have et endeligt mål for den tur vore helte drager ud på.

Som du nok kan læse dig til er der virkelig mange fællestræk med den første film. En af de ret morsomme tilføjelser er dog scenen hvor flokken ved et tilfælde render ind i en anden gruppe eventyrere, der er stort set identiske med dem selv, men hvordan dette møde spænder af, skal selvfølgelig ikke afsløres i dette forum.

Zombieland: Double Tap er virkelig morsom og underholdende, men har desværre ikke hverken samme overraskelsesmomenter eller lige så sjove scener som den første. Selv om filmen er forudsigelig og minder lidt for meget om etteren, så er det stadigvæk en ganske seværdig sag, som med garanti vil fremkalde brede smil og pletvis afsky hos seeren. Det er fedt at se zombier på det store lærred og selv om man har set det hele før, så er lykkes det denne fortsættelse at være en ganske fin gyserkomedie, der blot savner den kant, opfindsomhed og måske især kan man savne den pletvise alvor, som klædte forgængeren og gjorde at den stadig er langt mere seværdig.