Der var ganske stor furore blandt tegneserienørder, da det blev kundgjort at den nye superheltefilm Venom skulle klippes ganske betragteligt om, så børn helt ned til 13 år kunne komme med i biografen (det skal siges at aldersgrænsen herhjemme stadig er endt på 15). Dette virkede som en helt forkert beslutning, da den monstrøse figur, der oprindeligt blev skabt til Spiderman-universet (Spiderman var det første ”menneske” Venom benyttede som værtskrop – red.), er virkelig brutal, blodig og meget voldsom i sin fremfærd.

Benzin på dette bål af forargelse, der voksede allerede inden filmen overhovedet fik premiere, hældte hovedrolleindehaver Tom Hardy, da han i et interview kom med udtalelser om, at stort set alle hans favoritøjeblikke i filmen var endt i censurens skraldespand . Endelig er dette jo også en film, der ikke rigtigt hænger sammen med det såkaldte ”Marvel Extended Univrse” idet Sony stadig sidder ganske hårdt på rettighederne til alt hvad der har med Spiderman at gøre, således også Venom. For selv om Sony tidligere har bevist at de kan lave gode Spidemanfilm så hører dette mere til undtagelsen end til reglen.

Man bør selvsagt ikke dømme en film på forhånd, men alligevel var der indtil flere tegn på at Venom ikke just blev den film man kunne håbe på. Heldigvis skulle det vise sig, at filmen slet ikke er endt med at være så rædderlig, som mange kunne frygte. Dette hænger muligvis sammen med at forventningsbarren ikke var sat så frygteligt højt, men også fordi Tom Hardy faktisk fungerer fint i rollen som journalisten Eddie Brock, der nærmest ved et tilfælde bliver forvandlet fra en fræk, systemkritisk freelancejournalist til et væsen, der har for vane at bide hovedet af folk.

De der ikke kender figuren i forvejen, får her en kort introduktion. Venom er en symbiot – det vil sige et mærkeligt amorft væsen fra det ydre rum, der på jorden udelukkende kan overleve som en slags parasit ved at ’smelte sammen’ med et menneske. Det er dog ikke problemfrit, for rent biologisk er det ikke alle mennesker som kan klare denne sammensmeltning, hvilket den organisation der har bragt væsenerne hjem fra rummet også må sande. Udadtil er firmaet The Life Foundation et, der lover at lede menneskeheden mod en lysere fremtid, mens de i deres hemmelige laboratoriekældre udsætter hjemløse og andre stakler for forsøg, der stort set alle ender med at dræbe alle forsøgspersonerne.

Eddie Brock kommer på sporet af denne praksis, da en af firmaets mest betroede medarbejdere ikke føler kun kan tie om dette længere. Derfor lukker hun journalisten ned i laboratorierne hvor han efter lidt snusen rundt inficeres med den skumle parasit. Det viser sig at Venom og Eddie Brock er som skabt for hverandre, i al fald biologisk. For selv om væsenet har en glubende appetit, der skal tilfredsstilles, for at han ikke begynder at tære på Eddie, så kan Eddies krop godt holde til at væsenet benytter den.

Noget af det som fungerer allerbedst i filmen, er dens befriende humor. Selv om filmen har en meget mørk grundtone er der også blevet plads til masser af morsomme og groteske scener. Seeren oplever ofte Venom der taler til Brock uden andre kan høre det. Brock svarer ofte parasitten højlydt tilbage, hvilket resulterer i at folk omkring vores hovedperson tror at han taler direkte til dem. På andre tidspunkter oplever vi at Eddie og Venom skændes over hvem der skal have kontrollen over deres fælles krop. Der er altså både plads til en masse verbale og fysiske gags, uden at det hele dog bliver lagkagekomisk eller ødelæggende for spændingen.

Selv om Eddie Brock helt i starten af deres forhold, mildest talt har svært ved at styre både sine nyfundne superkræfter og stemmen i hans hoved, der selvfølgelig tilhører alter-ego’et Venom lykkes det dem alligevel at få et samarbejde op at køre og mod filmens slutning synes deres samarbejde at fungere ganske effektivt. På den led er Venom faktisk en af de få oprindelsesfilm, der leverer varen.

Vanen tro skal der også diskes op med en superskurk. Det skal ikke afsløres hér hvem Venom/Brock skal kæmpe imod, men Kapellets udsendte kan godt afsløre at valget af skurk gør det til en ganske jævn kamp. Selv om Venom starter fint ud, så bliver den sidste fjerdedel af filmen desværre meget generisk, for her skal der kæmpes med livet som indsats mod førnævnte superskurk og det kræver ikke en vild fantasi for at gætte sig frem til hvordan det hele spænder af.

Kender man figuren fra tegneserierne, vil man måske savne at den ikke er mere brutal, for selv om filmen bestemt er voldsom, så er den visuelt langt fra den ultravold og de massive blodsudgydelser som man husker fra mange af tegneserierne. At filmen ikke går mere amok vil sikkert ærgre en del fans af tegnerseriefiguren, men til gengæld er der sikkert mange unger, der vil være glade for at de måske kan tage far eller mor i hånden og se en dyster superheltefilm sammen med dem.

Venom er derfor langt fra den katastrofe som mange ellers havde frygtet. Kapellets udsendte (samt Billedrengene) var rigtigt godt underholdt undervejs. Det er ikke en film, der kan måle sig med Spiderman: Homecoming, men det var der heller ingen der havde forventet. Den er flot lavet, lidt dyster og klam på udsatte steder og så er Tom Hardy virkelig godt castet, for han får lov til at spille på både hans fysik og evne til mere nuanceret skuespil undervejs. Effekterne er ligeledes gode og som nævnt er filmen morsom hele vejen igennem. Kort sagt, så burde man se Venom især hvis man holder af de lidt mere aparte superheltefigurer som eksempelvis Deadpool, selv om filmen desværre heller ikke kan måle sig med den.