Hvis man beder folk om at fortælle hvad de forbinder med dansk film, ud over folkekomedier som Olsen Banden og gamle danske film i øvrigt, er der nok flere der nævner at dansk film er præget af socialrealistiske dramaer. Der er endda nok enkelte filmfans, der som undertegnede ligefrem føler at det er fantastisk at der i løbet af de senere år er begyndt at dukke regulære genrefilm op (f.eks. Underverdenen, Skammerens Datter osv.) Sådanne film ses kan ses som et kærkommenet afbræk fra alle de ofte ret deprimerende, fortællinger om fiktive danskeres gråbrune hverdagsliv.

Omvendt set, så er det også til stadighed muligt at finde film, der på en gang præsenterer sin seer for noget der nemt kunne være blevet en ustyrlig kedelig omgang hverdagsfilm men som i den grad overrasker. Sådan en film er Frelle Petersens Onkel. Den viser sig at være en utrolig fængslende, rørende og virkelig fin film, selv om den i sin skildring at hverdagen på en gård i Sønderjylland, egentlig ikke rigtigt handler om andet end hverdagen dér.

Onkel er i den grad en karakterdreven film. Den fokuserer primært på to personer; den unge pige Kris, der bor sammen med sin onkel på et landsted i det sønderjyske. Når filmen starter ser vi onklen, der er lettere handicappet, som hjælpes i tøjet af niecen. Hun sørger for at der er morgenmad klar. De spiser altid det samme – hun får havregryn med mælk, onkel får sin ristebolle med Nutella. De taler ikke sammen, men kigger indimellem op på tv’et oven på køleskabet, som man kan høre konstant viser TV2-news. Så skal køerne malkes, marken skal pløjes, eller høsten hentes i land. Maskinerne skal også rengøres. Der skal handles ind til aftensmad og så går aftenen ellers med Scrabble. Der går næsten ti minutter i filmen, før den første replik leveres. Der er jo ingen grund til at ødsle med ordene, bare fordi man kan.

Filmen skildrer i lange indstillinger disse daglige rutiner, der her på skrift nok forekommer ustyrligt kedelige, men som, af en årsag som anmelder ikke helt kan greje, faktisk blive ret fascinerende at overvære. Måske er dette fordi filmen på mange måder kunne ligne en observerende dokumentarfilm, med det aber dabei at de medvirkende i denne fiktion ikke er bevidste om kameraet. Det kan også være fordi billederne er virkelig gode og at man som seer hele tiden forsøger at gætte på hvad årsagen er til at den unge pige, meget udansk, plejer sin onkel på denne måde. Hvorfor er han ikke endt på plejehjem? Hvorfor er de i det hele taget endt sammen?

Instruktør Frelle Petersen har skabt et meget troværdigt filmisk univers. Han har i høj grad benyttet sig af amatørskuespillere (ud over Jette Søndergaard og Tue Frisk Pedersen, der begge har været med i Kunsten at græde i kor) og idet den valgte location, virker utroligt godt, så ender filmens univers med at ligge tæt på en troværdig virkelighed.

Det ville også være synd at sige, at der ikke er nogen former for konflikt eller fremdrift i filmen, for på et tidspunkt så dukker der, nærmest ved et tilfælde, en ung mand op i Kris’ liv. Det er tydeligt at de to er interesserede i hverandre, selv om hun er meget genert og selvsagt har svært ved at indlede et forhold da hun jo ”skal passe onkel”, som hun siger. Ligeledes forsøger den lokale dyrlæge, at få Kris til at genoverveje at gå på Landbohøjskole, så hun kan få taget den uddannelse som hun både har flair for og som hun oprindelig havde tænkt at starte på. Det er blot ikke helt så ukompliceret, som dette først synes.

En af de elementer, der driver fortællingen frem er selvsagt, hvad der monstro ligger til grund for, at en ung kvinde vælger at bo hos sin svagelige onkel og udefra set synes konsekvent at tilsidesætte sine egne behov, så hun kan hjælpe sin onkel i hverdagen. Hvorfor dette forholder sig på denne led, skal man selv se filmen for at få svar på.

Der er måske de der vil påstå at Onkel er en rigtigt anmelderdarling; en film som kun vi der skriver og beskæftiger os med film reelt kan holde af. Den fik også masser af rosende ord på vejen i forbindelse med biografpremieren fra kapellan Uffe. Onkel er en film der i rolige billeder og et via en observerende fortælleform får formidlet sin fine, nære historie, om en ung kvinde og hendes onkel på en ganske enestående vis. Derfor ender den også med at være film som ikke kun anmeldere, men som mange seere vil kunne spejle sig i. Selv om du måske ikke bor på en gård med din rollatorafhængige onkel, så er fortællingen om ansvar og skyld ret universel.

Frelle Petersen har ikke kun skrevet manus, instrueret og filmet Onkel han har også klippet den, hvilket selvsagt er noget af en bedrift. Han er lykkedes med det hele, ikke mindst at skabe en film der ikke er overlæsset med dialog, men i stedet fortæller sin historie om en ung kvinde der synes at være båret frem af gamle værdier og traditioner der vejer tungere end hendes selvrealisering og personlige udvikling. Det er ikke første gang vi ser kvinder opofre dem selv i dansk film, tænk blot på flere af Lars von Triers værker. I stærk kontrast til Triers film er Onkel en langt mere jordbunden, realistisk og introvert film, der overraskende nok får utroligt meget ud af sit stof. Kapellet anbefaler den igen på det allervarmeste.