Venom (112 (97) min.) Købefilm / Sony / Marvel
Anmeldt 27/3 2019, 06:54 af Torben Rølmer Bille
Sjov Spiderman spinoff
Sjov Spiderman spinoff
« TilbageBlandt tegneserienørder og fans af superheltefilm har det i lang tid været kendt, at selskabet Sony stadig holder ganske hårdt fast i den del af Marvel-universet, der har med Spiderman at gøre. De indgik en aftale med Disney/Marvel i forbindelse med bl.a. de seneste Avengers-film, hvor Spiderman kigger forbi, men da det i sin tid var Sony der sikrede sig rettighederne til Spiderman, er det også Sony der bestemmer eksklusivt over denne figur.
Heldigvis har Sony også været garant for en række fantastiske Spidermanoplevelser. Fans har kunnet opleve den bedste live-action film til dato i den forrygende Homecoming og man skal heller ikke glemme 2018s måske allerbedste film Into the Spiderverse eller for den sags skyld det fremragende PS4 spil der blot hed Marvel’s Spider-Man . Så selv om enkelte måske godt kan være knotne på Sony over at de holder fast på deres del af Marvel-franchisen, så er det ikke det samme som at sige, at de ikke forstår at forvalte deres opgave rigtigt flot.
Det Spidermanunivers som Sony forvalter inkluderer også de skurke som Spiderman ofte kæmper mod (Green Goblin, Kingpin, Doc Octopus, osv.) men dertil kommer de figurer og serier, der kan betragtes som en slags parallelfortællinger. En sådan historie er den om Venom (blandt danske fans kendt som Krybet). Grundideen er at Venom både er en form for levende dragt, der gør dens bærer i stand til at skifte form, eksempelvis lave sine lemmer om til våben, eller hærde dele af dragten som et slags levende kropspanser, men det er også et væsen med sin helt egen intelligens og personlighed. Det vil sige at den ikke nødvendigvis blot blindt følger de instrukser som personen der bærer dragten giver den.
Hvis man følger tegneseriernes kronologi, så var den første figur, der kom i kontakt med Venom selveste Spider-Man. Han blev lovet en dragt der var i stand til at reparere sig selv, men unge Peter Parker opdagede hurtigt at Venom, ikke var sådan lige til at styre, så han opgav (med ret stort besvær) at bære den igen. Symbioten var dog ikke færdig af den grund og er sidenhen blevet båret af en håndfuld figurer, både helte og skurke. I den nye superheltefilm Venom er det dragtens anden ejermand, journalisten Eddie Brock, der af omveje bliver nødt til at leve sammen med dette mærkelige væsen.
Der er vist ingen grund til at genfortælle alt for meget af handlingsforløbet i Venom da det blev skitseret i biografanmeldelsen
af filmen. Til gengæld er det værd at gentage underholdningsværdien ved at opleve Eddie Brock (spillet af Tom Hardy) forsøge at styre væsenet. Det er mindst lige så morsomt at gense, som det var at se. Det er jo ikke fordi ideen er ny, for den dobbelthed og konflikt der er i denne slags figur er mindst lige så gammel som Robert Louis Stevensons Dr. Jeckyll & Mr. Hyde, men den væsentlige forskel er, at i Venom er begge figurer til stede hele tiden.
Filmen fik, som ligeledes blev nævnt i biografomtalen, en masse negativ foromtale, men den var slet ikke berettiget. Bevares, filmen kunne da godt have været bedre, mindre formularisk og så bør det også bemærkes at selv om varigheden r sat til næsten to timer, så varer hovedfilmen kun lidt over halvanden times tid. Herefter følger nemlig en meget langsom rulletekst og derefter en længere scene fra føromtalte Into the Spiderverse, der oprindeligt var reklame for den film.
Kapellet havde også håbet på at BluRay-versionen muligvis ville inkludere nogle af de meget voldsomme actionsekvenser, som rygterne ville vide var blevet klippet ud af biografversionen. Figuren Venom har alle dage været kendt for sin hypervoldelige fremfærd, især da Todd McFarlane tegnede figuren, men desværre er der kun blevet plads til tre mindre scener, der på inden måde er hverken voldelige eller tilføjer synderligt nyt til hovedfilmen.
Til gengæld er skiven proppet med helt vildt meget ekstramateriale, der nok skal få selv den mest krævende fan til at falde til ro. Man kan bl.a. se filmen i ”Venom Mode” hvor der undervejs i filmen peges på elementer og easter-eggs som man måske ellers ville have overset og det er også muligt at se de scener som filmens skabere havde iscenesat for at kunne visualisere actionsekvenskerne sammen med det færdige resultat. Desværre er det dog ikke muligt at se scenerne med Tom Hardy uden computereffekterne, hvilket ellers kunne have været ret morsomt.
Venom er slet ikke den katastrofe, som mange vil gøre den til, men det er heller ikke en superheltefilm der har lang holdbarhedstid. Når man genser den er der flere elementer i filmen der forekommer lidt forhastede og usammenhængende, men omvendt set skal dette jo heller ikke bedømmes som en film der har realismen i højsædet, men mest af alt ud fra et parameter om at seeren skal underholdes. Dette klarer Venom fint, men alvorligt talt, så burde Sony ikke være bange for at gå i fodsporene på Deadpool og så lave en to’er der er præcist lige så blodig og sindssyg som mange af os fans reelt havde håbet på den ville være.