Concussion er en fejlslagen film med et vigtigt budskab, som fortjener at blive set mindst én gang. Den er modig i sine konklusioner og udtalelser, og det er næsten nok til at få os til at glemme dens kedsommelige roller og bihistorier. Instruktør-forfatter Peter Landesman er bedre kendt for at være journalist end filmskaber, en baggrund som uden tvivl er belejlig, når det kommer til at afsløre faren ved at dyrke amerikansk fodbold. Will Smith spiller virkelighedens Pittsburgh-patolog Bennet Omalu, en immigrant fra Nigeria hvis banebrydende research fra starten af 2000’erne hjalp med at bevise, at skader til hovedet, hos fodboldspillerne, kan føre til hjerneskade og endda have dødeligt udfald.

Filmen er også med til at cementere, at Smith kan spille drama, og han virker denne gang mere end sikker på at vinde en Oscar for sin præstation. Til trods for at han er god i sine dramatiske roller, er han desværre mindre troværdig i denne rolle end f.eks. den charmerende gavtyv han spiller i den romantiske komedie Focus. Han er ikke dårlig, han er ærlig i sit portræt af patologen, men han tillader ikke at give rollen nogen form for upff, som adskiller den fra andre Will Smith-roller, på trods af at manuskriptet beskriver Omalu som et lægevidenskabeligt geni med fortræffelige deduktive evner. Der er heller ingen kemi i hans kærlighedsscener med Gugu Mbatha-Raw, hvis rolle i store træk består af at stirre på Omalu med længselsfulde øjne og tvinge ham til at fortsætte sin research, når det først begynder at gå galt for ham.

De fleste af birollerne er besat af kendte navne, men de fleste af disse skuespillere får meget lidt at bruge deres tid på, inklusiv Albert Brooks som spiller Omalus mentor, Dr. Cyril Wecht, udstyrret med en falsk isse, dårlig paryk og noget underligt makeup. Faktisk er make-uppen så underlig, at jeg nok ikke ville have genkendt ham, havde det ikke været for hans karakteristiske stemme. Alec Baldwin gør det, han nu gør, ved at se alvorlig ud og bruge sin hæse, dybe stemme, men han virker ikke troværdig i rollen som en tidligere holdlæge for et amerikansk fodboldhold. Hans sydstatsaccent får mig til at krumme tæer, endnu mere end Smiths nigerianske accent. Luke Wilson er sammenlagt med i to minutter (hvis det kan gøre det), det samme er Paul Reiser. David Morse, som også er plastret til med Frankenstein-agtig makeup, er med i knap seks-syv minutter, før han forlader filmens historie.

Visuelt set er Concussion så flad i sit udseende, at du næsten længes efter en instruktør som Michael Mann, som formåede at gøre vidunderlige ting i en lige så afslørende film, The Insider. Selvom emnet i en film er spændende, kan det være anstrengende for øjnene at følge med i en historie, som er så kedelig at se på. Landesman forsøger at gøre sin film intens ved at fokusere meget tæt på Smiths brændende øjne, foruroligende musik og dyster belysning. Intet af dette afgiver dog nogen form for filmisk energi – indtil den sidste scene, som opsummerer filmens centrale konflikt så kort og præcist, at det næsten kommer som et chok.

På det tidspunkt er det klart, at Concussion er en film om kampen ved at assimilere – at adoptere - et samfunds værdier, et samfund som ikke er dit eget. Omalu er tegnet som en tilhænger af det, der er den amerikanske drøm, og han tror fuldt og fast på, at han vil blive erkendt for sit talent og sit engagement til sandheden, men ved at gå op mod de magtfulde organisationer, er han selv med til at forblive en outsider. Jo mere han arbejder for at demonstrere det retfærdige i hans opgave, desto mindre passer han ind i det amerikanske samfund og endnu mindre ind i det fodboldglade samfund i Pittsburgh, hvor han arbejder og bor.