En af de helt store filmoverraskelser i 2018 var den nye version af Jumanji, der i tråd med tiden, byttede brætspillet ud med et videospil, som hovedpersonerne pludselig befandt sig midt i. Filmen var både ret original, morsom, havde gode actionsekvenser, og så var det en film der kunne ses af alle i familien.

I 2019 kom så fortsættelsen, Jumanji: The Next Level, som i skrivende stund er kommet på DVD, BluRay og diverse streamingtjenester. Af samme grund satte Kappellet sig godt til rette, for at vurdere om denne 2’er (eller 3’er hvis man tæller filmen med Robin Williams fra 1995 med) var lige så seværdig som forgængeren. Svaret er både ja og nej. For selv om den faktisk indeholder alle elementerne fra Jumanji: Welcome to the Jungle, så er den heller ikke helt lige så god. Dette skyldes nok primært, at selv om filmen på mange måder forsøger at forny sin fortælling, så er der knap så mange overraskelsesmomenter til stede, hvis man altså har set forgængeren.

En af de friske, meget underholdende træk i den nye film, er at det ikke kun er de samme fire venner fra den første film, der bliver hevet ind i spillet. Filmen starter nemlig et år efter den første film. Vi er i december måned og Spencer tager derfor hjem for at holde julen med sin mor og morfar (Danny DeVito). Morgenen efter dukker morfars gamle kollega Milo (Danny Glover) uventet op. Han er ikke særlig velkommen, for de to gamle mænd skiltes i ufred mange år tidligere, efter at have drevet en succesfuld restaurant sammen. De unge mennesker fra den første film mødes på førnævnte restaurant, men Spencer dukker ikke op som aftalt. Derfor opsøger teenagerne Spencers morfars hus og finder i kælderen en ret så smadret Jumanji-spillekonsol. Før nogen kan nå at sige ”Atari”, er de blevet suget ind i spillet igen. Et spil der dog er ganske anderledes end første gang de spillede Jumanji.

Da de dukker op i den fiktive spilverden, er historien ikke det eneste der er anderledes. Det viser sig nemlig at bedstefar Eddie og vennen Milo også er blandt spilkaraktererne. Faktisk er Eddie nu Bravestone (der spilles af The Rock) og Milo er Mouse (Chris Tucker). Det er faktisk ret morsomt tænkt, for det gør nu at replikkerne som to af filmens bærende figurer ytrer, bærer præg af at komme fra pensionister, der har endog meget svært ved at finde ud af hvordan videospil fungerer. Dette resulterer i ganske mange morsomme sekvenser i både dialog og gestik. Idet morfar er Bravestone, kan Fridge ikke være det længere, så den tidligere actionbøf er pludselig fanget i Oberons (aka. Jack Blacks) krop. Endnu vildere bliver det senere i filmen, da nogle af figurerne af forskellige årsager, der ikke skal afsløres her, skifter identitet indbyrdes. Hvad der er sket med Spencer og hvor de sidste spillere er blevet af, skal man naturligvis selv se filmen for at hitte ud af.

Det kan godt være at ovenstående beskrivelse af de enkelte figurers mange roller kan lyde ekstremt forvirrende, når anmelder forsøger at udtrykke dette på skrift, men det er faktisk meget nemt at følge med i når man ser filmen. For at få det fulde udbytte af alle de jokes der leveres, så kræver det til gengæld at man har den første film i nogenlunde frisk erindring. Det er dog virkeligt sjovt tænkt, at lade et par umage folkepensionister forvandle sig til handlekraftige spilfigurer, samtidig med at filmen, ganske som den første, konstant (meta)kommenterer på såvel de ludiske elementer, som flere andre aspekter der vil appellere til gamerne blandt publikum. Eksempelvis kan scenen lige i starten nævnes. Her får vores hold af helte præsenteret deres overordnede mission og idet hverken bedstefar eller vennen kan forstå hvorfor de pludselig skal se på et snedækket landskab og en mørk borg, så må Ruby må forklare pensionisterne at der ganske enkelt er tale om en cut-scene, hvis primære formål er at forklare baggrunden for den mission de skal ud på. At pensionistversionen af Mouse konsekvent skal mindes om at han befinder sig i et videospil er faktisk også en joke, der fungerer fint uanset næsten hvor mange gange den bliver gentaget.

Som med mange andre to’ere, kan filmen med rette anklages for at genanvende en del af de elementer, der gjorde den første film så god. Den første films succes har været garant for, at både actionscenerne og de visuelle effekterne er både vildere og større denne gang, men det er ikke ensbetydende med, at det gør filmen bedre. Indimellem, specielt idet seeren nærmer sig slutningen, kan man godt føle at effekterne begynder at tage overhånd, uanset hvor imponerende flot de ellers er lavet.

Selv om Next Level ikke er helt så fabelagtig som forgængeren, så er det dog et rigtigt godt bud på en underholdningsfilm, som hele familien kan samles om. Den vil især henvende sig til de, der er fans af action/adventure-komedier og selvfølgelig videospil. Faktisk er Jumanji-filmene et ganske godt bud på rigtigt vellykkede computerspilsfilmatiseringer, med det aber dabei, at spillet (der faktisk er udkommet – baseret på den første film) ifølge anmeldelserne er et som man for alt i verden bør undgå.

Denne kapellan har altid været begejstret for popcornfilm og Jumanji: The Next Level er et rigtigt godt eksempel på en uforpligtende, vildt flot, action-adventurefilm, som man måske ikke bør tænke vildt meget over efterfølgende. Det er både spændende, fjollet og håndværksmæssigt er den også i top. Så missede du filmen i biografen og var du lige som Kapellet glad for den første, så bør du seriøst overveje også at få hentet den nye film hjem til samlingen. Om ikke andet, så for at opleve The Rock og Chris Tucker give den som affældige pensionister.