Der er vist ret bred enighed om, at filmen Black Christmas fra 1974 er en af de allerførste film der passer til genrebetegnelsen”teenage slasher”. Man kan ligeledes påstå, at det var en af de allerførste gysere, der benyttede den søde juletid som rammefortælling for de gyselige elementer der udspiller sig i filmen. Originalen kom hele fire år før John Carpenters genredefinerende Halloween og fortæller en historie, der efterhånden er blevet kopieret i et utal af film; en skummel, lallende sindssyg morder sniger sig ind i et hus fyldt med studiner og i løbet af den næste halvanden times tid begynder han at myrde dem en efter en på ganske opfindsomme metoder. Mest memorabel er nok scenen med plastikposen.

Black Christmas fik en remake i 2006, der til trods for blodige excesser slet ikke kunne leve op til stemningen i den originale film, men som alle ved, er remakes populære for tiden, så her i starten af året er der så kommet endnu en remake der bærer samme titel. En film Kapellet vil gøre sit bedste for at dissekere i det følgende.

Black Christmas fra 2019 er den første film fra selskabet Bloomhouse, der er skrevet af kvinder, er instrueret af en kvindelig instruktør og som primært har kvinder i alle de bærende roller. Selv om det virkelig er på høje tid, at der bliver skabt noget ekvilibrium mellem kønnene i Hollywood, så virker det også som om at der er gået sport i at lave ”all female” film. Den seneste film fra DC er blot et eksempel blandt mange, hvor filmindustrien lader kvindelige filmmagere komme til fadet, men dette sker muligvis også – og dette er rene postulater fra undertegnede – fordi filmselskaberne tænker at denne beslutning vil være garant for en øget omsætning. Dette skal forstås på den måde, at filmselskaberne bevidst søger at tiltrække et primært kvindeligt publikum til genrefilm, som førhen muligvis har haft svært ved at ramme netop denne målgruppe.

Uanset hvad bagtankerne har været, så ender Black Christmas med at være en ustyrligt anæmisk, intetsigende og fuldstændig ligegyldig slasherfilm. Selv om der pletvis er morsomme scener, hvor dialogen mellem de medvirkende underholder, så mangler filmen helt og holdent sans for suspense, voldelige excesser og drama. Vanen tro er de medvirkende unge mennesker ustyrligt endimensionelle, men det skal de jo også være, da de flestes primære funktion i filmen er at blive nedlagt en efter en. Muligvis er det anmelders alder der trykker, men idet man præsenteres for venindegruppen, tænker man at disse dumme gæs da ikke kan blive slået ihjel hurtigt nok, for de er - stort set allesammen – figurer, som er så fjantede, regulært dumme eller så intetsigende, at man undrer sig over hvorfor man i det hele taget skal tvinges til at være i deres selskab i halvanden time.

Filmens ’final girl’ er muligvis undtagelsen der bekræfter reglen. Hun skildres som en sårbar, lettere introvert type, der er blevet traumatiseret idet hun blev udsat for et overgreb året før. Filmen spiller også bevidst på, at vores heltinde blive nødt til at se hendes overfaldsmand i øjnene igen senere og på den måde er der da en anelse opbyggelighed at spore. Dernæst er filmen heller ikke bleg for at italesætte grænsen mellem feminisme og regulært mandehad, men det til trods føles filmen som en våd, klam karklud kastet direkte i ansigtet på tilskueren, der blot havde håber på halvanden times uforpligtende teenagegyser.

Blandt de elementer der gør, at undertegnede har været fan af teenage-slasherfilm siden staren af firserne er at man dels nyder suspensen ved at vi seere, modsat de unge kommende ofre, ved at der lusker en morder rundt blandt dem. For det andet præsenteres seeren ofte for spektakulært iscenesatte, opfindsomme og ikke mindst ganske blodige, udpenslede mord. Black Christmas version 2019 fejler eklatant i begge disse kategorier. Uvist af hvilken grund, så er drabene på de unge mennesker nærmest blot antydet flere steder. Det sker off-screen, eller udelukkende takket være lyd. Muligvis er dette valg blevet truffet ud fra en idé om at en feministisk udgave af filmen bevidst ikke vil udstille kvinder som ofre, eller objekter. Uanset grunden, så savner man altså at blive udsat for visuelt voldsomme excesser.

Undervejs er der antydninger af hvad der måske er intertekstuelle referencer til mordene i originalen (læs: lyskæden, plastikposen) men filmen fra 1976 ender med at være langt mere voldsom og uhyggelig end den nye film. Under afspilningen blev anmelder nærmest grebet af tanken om hvorvidt filmen var blevet klippet om, så seere på 11 også godt kunne kigge med, men det er næppe tilfældet. Som gyserfan så venter man jo på disse voldelige episoder, så idet man bevidst har valgt at fjerne blodet og dødskramperne, så virker det lige så hovedløst, som dengang amerikanerne valgte at skrive Basil Faulty ud af deres version af Halløj på badehotellet.

Filmens handling kan bedst beskrives som en mellemting mellem de mange film om hemmelige selskaber (f.eks. Skulls, The Conspiracy, m.fl) og så teenageslasheren. Selv om Kapellet på ingen måde vil spoile oplevelsen, så bliver dette antydet i filmens åbningsscene. Senere oplever vi hvordan det selvfølgelig er en samling af mænd, der har valgt at iføre sig kutter og vælte rundt på campus for at bringe elevtallet ned. Denne idé om en hemmelig loge af mænd, der holder fast i latterlige machoritualer, kunne have endt som en fed socialsatirisk kommentar, men filmen misser alle de ellers så glimrende muligheder den havde, for at gøre dette til en bare tilnærmelsesvist vedkommende.

Filmen ender med at være næsten rent spil af tid. Idet man når klimaks, der både er virkeligt dårligt klippet og iscenesat, har man for længst mistet troen på at denne film får vendt den katastrofekurs den har indledt. Det eneste mareridtsagtige ved slutscenen er de mange gange der nærmest helt umotiveret bliver klippet til kuttefolk, der banker deres ceremonielle cricketbat i gulvet, som var de en særdeles ussel og urytmisk udgave af Kong Leonidas’ tropper fra 300. Lyt derfor til Kapellets råd; opspor originaludgaven af Black Christmas og oplev i stedet en film, der faktisk både har blod og nerve, og gå en stor bue udenom denne nye version. Kapellet har set den, så du ikke har nødig at gøre det.