Der er sikkert mange af kapellets kernelæsere der på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med den italienske middelalderdigter Boccaccios hovedværk Decameron.

Denne samling af fortællinger er jo også oplagt at kaste sig over som læser, da man på samme tid kunne påstå at man plejede ens almene dannelse ved at læse klassisk litteratur og samtidig kunne gnække inderligt over, at det var en samling af meget skæve og ofte meget vovede - ja ,lad os da være ærlige - ligefremt pornografiske handlingsforløb.

Det kan også være at der er flere af vore læsere, der er sprunget direkte til en lignende oplevelse ved at se Pier Paolo Passolinis Decameron. Her kunne man også undskylde sig med, at Passolini er en kontroversiel og banebrydende filmskaber, der har sat sig for at bryde tabuer i starthalvfjerdserne ved at filmatisere Boccaccio - vel vidende at hoveårsagen til at man vil se filmen, sikkert har været den overhængende risiko for at se nøgne mennesker gnubbe sig op af hverandre.

Anmelder mener dog ikke at man bør undskylde sådanne lyster, for Decameron er, i undertegnedes optik, netop et værk der både hylder fortælleglæden og ikke mindst hylder kødets lyster og selv om enkelte måske godt kan føle sig (katolsk) syndige under samværet med denne historie, er det et værk der både er virkeligt morsomt og som skal ses som en dionysisk hyldest til alle de instinkter, drifter og lyster ting som samfundet i mange tusind år ellers har søgt at undertrykke.

I Danmark i det Herrens år 2018 er der næppe nogen der vil forarges over hverken originalteksten eller Passolinis filmatisering, idet man blot har nødig at tænde for sin computer eller fjernsyn, for at blive konfronteret med seksuelle udskejelser eller nøgenhed i mange former. Man kan måske spørge sig selv om der i det hele taget er brug for endnu en film, der tager udgangspunkt i Decameron? Svaret kan man selv undersøge, for det er der nu muligt at opsøge filmen The Little Hours der er blevet udsendt på DVD og den tager udgangspunkt i en af fortællingerne fra netop Decameron. Nærmere bestemt den første historie, der fortælles på den tredje dag.

The Little Hours handler om en ungersvend, der er på flugt fra en hertug der vil slå ham ihjel, da ungersvenden er "kommet til" at bolle med hertugens kone. På flugten render Massetto ind i en gammel munk, der til dagligt bestyrer et kloster i nærheden. Munken har drukket sig fuld på vej til markedet og er kørt galt med sin vogn og alle de varer som nonnerne møjsommeligt har skabt er endt blandt klipperne i et flodleje. Den gamle munk har dog at andet problem. Hans altmuligmand på klostret har valgt at sige sit job op, efter en gruppe nonner havde spyttet på ham, slået ham og værst af alt: kaldt ham for en jøde. Kun fordi han kiggede på dem og bød dem en god morgen.

Den unge mand hjælper den drikfældige munk med at indsamle de varer der kan reddes og som tak indvilliger munken i at skjule ynglingen i sit kloster. Det sker dog på én betingelse: den unge mand må ikke sige noget. Han bliver overfor nonnerne præsenteret som døvstum, hvilket naturligvis er en fordel, for så kan han ikke genere nonnerne med eventuelle sleske kommentarer og nonnerne vil heller ikke indlede en dialog med ham. Det er en perfekt aftale for munken får et par ekstra hænder i klostret og Massetto redder sit liv.

Livet i klostret er dog ikke så uproblematisk som først antaget. Nonnerne er stort set alle smaskliderlige og får hurtigt øjnene og kjortlerne op for deres nye døvstumme ven. De antager jo, at alle deres hyrdetimer vil forblive hemmelige, for Massetto kan da i al fald ikke fortælle nogen om det. For at sætte trumf på hygger Massetto sig endvidere hver aften med den gamle munk over en tønde altervin eller to, men fortæller selvsagt ikke hans arbejdsgiver om alle de seksuelle eskapader, der følger i kølvandet på dagens hårde arbejde. Kort sagt er dette en form for meget klassisk, lummer komedie, der dog har fået et twist.

Instruktøren af The Little Hours fortæller i et interview (der kan ses som bonusmateriale på DVDen) at han ikke havde i sinde at opdatere filmens rammer - så den foregår stadigvæk i 1300-tallets Italien. Til gengæld har han valgt at opdatere sproget, så det bliver mere tidsvarende. Det kan godt være at der vil være indtil flere litterater der undervejs i The Little Hours vil få deres Chablis galt i halsen, når de hører hvor mange gange og hvor kreativt filmens nonner benytter ordet "fuck", men selv om sproget kan forekomme anakronistisk, er det faktisk en rigtig god idé at opdatere det, så Boccaccio på den måde kan få nye generationer i tale. Muligvis er sproget meget nutidigt, men indholdet af det som figurerne siger til hverandre er ganske tro mod det klassiske forlæg.

Massetto spilles oplagt af Dave Franco og den gamle munk lige så fint af John C. Reily. Selv om det basalt set er et noget gammeldags kammerspil man er vidne til, lykkes det alligevel folkene bag filmen at få skabt en film, som er en munter, sexet komedie, men som nok ikke vil falde i alles smag. Især ikke hvis man, som nævnt holder fast i at Boccaccio er klassisk litteratur og derfor bør behandles med ophøjet respekt. Til det kan man kun sige, at Boccaccio sikkert selv ville være begejstret, ikke kun fordi hans fortælling endnu engang blev fortalt, men også fordi hans værk også bevidst syntes var tænkt provokerende.