Er man politibetjent i New Orleans, så er man muligvis ikke ustyrligt populær blandt alle i lokalsamfundet. Er man en sort kvinde, der har fået job på en politistation, er dette sikkert heller ikke uden udfordringer af flere slags. Så er man både kvinde, sort og politibetjent, så er man præcis i samme situation som hovedpersonen i politithrilleren Black and Blue.

I mange henseender er Black and Blue en thriller, der indeholder mange af de elementer man har set i lignende film. Vores hovedperson, der er forholdsvis ny i jobbet som betjent, opdager ved et tilfælde, at der er nogle af hendes kollegaer, der er langt fra så lovlydige som de burde være. I stedet udnytter de deres position som betjente til at tjene nogle lette penge ved siden af deres job og ikke mindst privilegiet i at være de der også burde håndhæve loven. Da Alicia, som vor heltinde hedder, oplever en gruppe garvede narkotikabetjente likvidere en af deres stikkere, bliver hun pludseligt jaget vildt, for ikke alene er hun vidne til forbrydelsen, hun har også optaget hændelsen på det kropskamera, som efterhånden er standardudstyr.

De korrupte sætter derfor den helt store jagt ind på Alicia, samtidig med at de selv forsøger at få dækket deres ryg, så de – såfremt de fanger Alicia – kan skubbe beviserne over på andre end dem selv. Alicia er, ud over at være jaget, konstant i tvivl om hvem hun kan stole på. I udgangspunktet tør hun ikke henvende sig til andre betjente i hendes afdeling, for måske har de folk, der begik forbrydelsen også venner og kontakter blandt de politifolk, der er tilknyttet andre afdelinger end dér hvor de selv arbejder. Alicia har derfor ikke meget lyst til at forsøge at finde hjælp blandt kollegaerne.

Hun kender dog stadigvæk et par af de lokale civilister fra før hun flyttede væk fra byen. Spørgsmålet er blot om hendes gamle venner er villige til at hjælpe hende, eller om de nu kun ser hende som den uniform hun bærer. På denne måde er Alicia fanget som en lus mellem to negle, korrupte betjente på den ene side og paranoide, småkriminelle venner på den anden. Kort sagt, så er hun havnet i en virkelig møgsituation.

Filmen har som dens primære hensigt at underholde tilskueren, og det lykkes den med. Den er fint pacet og selv om den godt kunne være endt som én lang, småkedelig jagtsekvens, så er der heldigvis også blevet gjort plads til mere afdæmpede samtalescener, hvor tilskueren får indsigt i såvel Alicias karakter, samt det faktum at der er masser af gråzoner i det etiske spektrum, der i den ene ende har politibetjenten og i den anden narkohandleren. Samtidig giver filmen også nogle fine indspark i såvel køns- som racedebatten, uden det kommer til at virke påklistret eller formynderisk. Faktisk får filmen leveret en masse fine pointer, uden det bliver plat eller kommer til at gå ud over spændingsniveauet.

Alicia spilles ret overbevisende af Naomie Harris. Hun kendes måske bedst for sin rolle som den nye Moneypenny i Bondfilmene med Daniel Craig, eller for rollen som Paula i oscar™vinderen Moonlight. Hun virker både tilpas barsk og følsom i Black and Blue til at det ender med at være overbevisende, selv om man indimellem god kan fange sig selv i at tvivle på hvordan så forholdsvis en spinkel kvinde, er i stand til at tackle nærkampssituationer med store, rå muskeldyr, der under andre omstændigheder ville kunne knække hende i to ved bare at kigge på hende. Omvendt set, så ér det jo også bare en film.

Dette aspekt er dog ikke det eneste tilskueren undervejs kommer til at stille spørgsmålstegn ved. Nu følger en lille spoiler, som du kan undgå ved at springe dette afsnit over, men den er nødvendig for at forklare en af filmens mest irriterende elementer, der gør at man kan betvivle filmens interne logik, idet scenen undergraver den troværdighed og realisme som den ellers arbejder fint på at realisere. På et tidspunkt mod slutningen af filmen, har Alicia fundet en gammel ven, som hun vælger at stole på. Han får til opgave at tage ind på politistationen med det førnævnte kropskamera, for dér at overføre filmen som hun optog til politiets interne server. Da seeren følger ham på vej ind på den travle arbejdsplads, så er der ikke en eneste betjent, der stopper ham, eller tjekker mandens identitet, selv om alle på stationen er i højeste alarmberedskab på grund af den aktuelle situation. Det er en (af de meget få) steder i filmen, hvor troværdigheden smuldrer alt for kraftigt. Det gør dog ikke Black and Blue til en decideret dårlig oplevelse.

Selv om Black and Blue ikke er hverken den mest realistiske eller sammenhængende politifilm i mands minde, så er den et ganske godt bud på en vellavet thriller, der samtidig har en masse på hjerte. Den er effektiv i såvel sin miljøskildring som dens karaktertegning. Selv om der er ting i filmen, der bliver lidt søgte, så er både spændingsopbygningen samt filmens temaer fint leveret. En action-thriller med et egentligt budskab og en social kommentar - så har man set det med.