Da Kapellets udsendte dukkede op til en helt regulær forestilling af Knives Out var der faktisk et enkelt par, der forlod salen midt i filmen uden at komme tilbage. Personen ved siden af anmelders hustru tog sig en lur og dagen efter var der en arbejdskollega, der frarådede anmelder i at tage ind for at se filmen, idet den (og der citeres): ”var dræbende kedelig”.

Disse oplevelser harmonerer til gengæld slet ikke med den oplevelse undertegnede havde, for man kunne nemt blive begejstret over en karakterbåren krimi af den helt klassiske slags. En film båret frem af et godt mysterium, velskreven dialog og ikke mindst af et imponerende hold af A-listeskuespillere i de bærende roller. Det eneste skuffende ved filmen var faktisk dens danske undertitel, som vi vender tilbage til sidst i denne omtale.

Som altid starter det med et lig. Den verdensberømte forfatter Harlan Thromby er død, tilsyneladende for egen hånd. Halsen skåret over samme aften som han fejrede sin 80-års fødselsdag. Politiet dukker helt rutinemæssigt op, for at afhøre alle de mennesker der befandt sig i huset samme aften. Umiddelbart virker alle Harlans børn og børnebørn, som søde, venlige mennesker, der ikke har andet end lovprisninger og kærlighed til overs for afdøde.

Hvis dette var tilfældet, var filmen nok stoppet hér. Det viser sig, at de lokale betjente også har fået selskab af mesterdetektiven Beniot Blanc (spillet med stor lune og en ustyrlig, dreven, velklingende sydstatsaccent af selveste Daniel ”007” Craig). Der er en eller anden der har hyret detektiven til at deltage i afhøringerne, men hvem, dette ved detektiven ikke. Han mistænker bare, at der er noget virkeligt suspekt ved hele scenariet, så han har selvfølgelig valgt at acceptere opgaven.

En anden af filmens helt centrale personer er Harlans sygeplejeske Marta Cabrera, der var en af de sidste der så den store forfatter i live. Af årsager, der selvsagt ikke skal afsløres her, kommer hun til at spille en helt central rolle i efterforskningen. Både fordi hun beskrives som endnu et medlem i denne store familie og fordi hun besidder en særegen egenskab, en egenskab som detektiven mener han kan udnytte: Marta kan ikke lyve, uden at kaste op.

Det lyder måske både meget traditionelt og også lidt skævt, og det er lige præcis dét filmen leverer. Ser man traileren kan man måske foranlediges til at tro, at det er en regulær komedie, men selv om filmen er morsom på udsatte steder, så tager den også sig selv ganske alvorligt. Selv om nogle filmfans (inklusive undertegnedes gode kollega) måske synes at de mange afhøringer og genafhøringer, altså scener med megen dialog tilsat billeder, kan blive lidt lange og sætte filmens tempo ned, så er det netop disse samtaler der bærer filmen. Skuespilleren der kigger direkte ind i kameraet og fortæller sin historie. Det interessante er netop, hvordan de forskellige forklaringer harmonerer eller ikke hænger sammen med de andre karakteres vidneudsagn og måske især hvordan disse fortællinger ændrer sig i trit med at det centrale mysterium nærmer sig sin opklaring.

Som nævnt får tilskueren også serveret flashbacksekvenser idet vidnerne forklarer hvad de foretog sig den skæbnesvangre nat. Alt sammen meget klassisk struktureret, med det aber dabei, at instruktøren har valgt at blande sammen på disse vidneudsagn, klippe frem og tilbage mellem forklaringerne, men samtidig styre den overordnede fortælling på sådan en måde, at man aldrig bliver i tvivl om hvor i fortællingen man er, eller fra hvis perspektiv der fortælles. Resultatet bliver en slags krimiudgave af Rashamon, blot med mange flere vidner og individuelle udlægninger af ’sandheden’. Disse fortællinger er alle gode og heller ikke uden en vis form for nedtonet, tør humor.

Som nævnt er noget af det eneste fesne ved filmen dens danske titel, som Kapellet også vælger at censurere hér så godt som muligt. Prøv derfor at undgå at nærstudere plakaten og hav øjnene lukket idet filmens titel dukker op, for den danske tekst ødelægger – eller i det mindste så foregriber – den et centralt handlingselement i filmen. Det er ikke i orden. Okay, den afslører ikke den potentielle morders identitet, men det er knageme tæt på.

Knives Out er en film der vil appellere til alle de der holder af Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Barnaby, Columbo eller lignende, for den er langt hen ad vejen en helt traditionel, klassisk krimi. Det nye er blot den fragmenterede måde den fremlægger beviserne og de mange finurlige interviews med de mistænkte på. Slutteligt så er filmen herligt fotograferet i et hus, der emmer af mystik og hemmeligheder – noget som allerede tydeliggøres i filmens åbningsscene hvor husets husholderske finder liget af forfatteren.

Så holder du af et håndværksmæssigt godt stykke film -og manuskriptarbejde, fra en instruktør, der vist er allermest kendt for hans biddrag til Star Wars-serien, så giv Knives Out et skud, for det er bundsolid underholdning, der gør det sjovt at sidde i biografen og forsøge at finde frem til sammenhængen, før filmens detektiv afslører denne.