The Flash - sæson 5 (1016 min.) Købefilm / DC / Warner
Anmeldt 3/1 2020, 14:40 af Teddy Tofte
The Flash på vej til en krise over alle kriser
The Flash på vej til en krise over alle kriser
« TilbageDer var engang, hvor Barry Allen ikke havde sin egen serie på CW-kanalen. Han var blot en gæst i Arrow-serien og havde en kortvarig romantisk interesse i den series Felicity Smoak. Men efterfølgende kom det første afsnit af The Flash og lige fra starten har et par komponenter været vedvarende i serien: tidsrejser og alternative virkeligheder. Det er derfor ikke overraskende, at den femte sæson af The Flash stadig runger med de komponenter, alt imens Allen og hans familie og teammedlemmer skaber flere problemer for dem selv, når de roder med tidslinjen.
Denne gang bliver det gjort klart, at det ikke er Barry Allen, som roder med tidsrejserne, i stedet er det hans og Iris’ teenagedatter fra fremtiden. Den femte sæson starter nemlig ud med, at datteren, Nora West-Allen, afslører sig selv for sine kommende forældre. Tilsyneladende er der sket det, at Flash fra fremtiden er forsvundet i en såkaldt krise (Crisis on Infinite Earths, en stor begivenhed på tværs af alle tv-serierne i dette univers, som er blevet hintet lige siden sæson et af The Flash) og han vendte aldrig tilbage. Derfor har Nora levet hele sit liv uden at tilbringe tid med sin far.
Hendes desperation efter at kende til hendes far, er det, som har ført hende tilbage til fortiden i årene omkring 2018-2019. Senere bliver det gjort klart, at hun bliver manipuleret af Flashs ærkefjende, Eobard Thawne, også kendte som ’The Reverse Flash’. Han guider hende og giver hende informationer, som både hun og holdet bag Flash har brug for at vide, hvis de skal stoppe denne sæsons hovedskurk, Cicada. Det eneste problem er bare, at Eobard jo er ond som ind i helvede. Så han hjælper hende ikke, selvom han virker til at være blevet en overbærende mentor for hende. Alt dette formår han at gøre, mens han stille og roligt styrer begivenhederne fra en celle i året 2049.
Det kan nok ikke overraske, at Eobard er den bedste skurk i tv-serien (ærkefjender er ofte de mest interessante skurke), men det er Cicada, som er den aktive del af serien, og fordi Nora ikke har oplysninger om, at Cicada nogensinde blev fundet og sat bag tremmer, gør det skurken langt mere seværdig og mystisk, end man skulle tro. Dog bliver trusselbilledet fra denne skurk langt hen ad vejen gentagende og alt, alt for forudsigelig.
The Flash har sin styrke, når den fokuserer på familiedynamikken. Holdet bag serien har altid været en familie – en dysfunktionel familie nogle gange, men ikke desto mindre en familie – men Nora medbragte en del følelsesmæssig vægt til den femte sæson, som har gjort den medrivende, morsom og direkte hjerteskærende på visse tidspunkter. Serien dykker også dybere ned i mytologien omkring Killer Frost og resten af Snow-familien. Caitlin, som bliver til Killer Frost, bliver fanget i et mysterium omkring hendes far og hvad hun egentlig er, hvilket får alle de andre på holdet til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad de egentlig troede om hende.
Jessica Parker Kennedy, som spiller Nora, giver os en fænomenal præstation, som vi sjældent ser i disse superhelteserier. I afsnit 14, Cause and XS, bliver Cicada ved med at myrde adskillige af Flashs holdmedlemmer, og Nora løber tilbage i tiden for at stoppe det, kun for at finde ud af at Cicada har myrdet en anden. Det er et ufatteligt fængslende afsnit med store konsekvenser og store følelser. Her skinner Jessica Parker Kennedy virkelig igennem.
Til sidst bliver jeg nødt til at nævne crossover-begivenheden, som i denne sæson bliver kaldt for Elseworlds. Her får Oliver Queen fra Arrow og Barry Allen byttet om på deres identiteter, mens de får hjælp af Supergirl og Superman fra en anden dimension. Batwoman, som har fået sin egen tv-serie, bliver også introduceret her. Det hele er et trinbræt til den næste store begivenhed, som denne anmelder næsten ikke kan vente med at se.
The Flash sæson fem fortsætter med at være én af de bedre tv-serier i dette univers og det er svært at se, hvordan andre superhelteserier skal overgå den i den nærmeste fremtid.